Finn Havaleschka | Stifter Garuda
TILMELD NYHEDSBREV
Blog Rekruttering Finn Havaleschka | Stifter Garuda OPRÅB! Fremtidens talenter og Popstars-generationen

OPRÅB! Fremtidens talenter og Popstars-generationen Populær

Skrevet af Finn Havaleschka | Stifter Garuda     20. September 2013     5777  

Tirsdag d. 17. september 2013 inviterede DANSK HR, Garuda AS og PBJ til en konference over emnet: "Sådan skaber du en vinderkultur i fremtidens organisation med individualister der ikke nødvendigvis ynder at samarbejde". Der var inviteret to indlægsholdere, som havde to vidt forskellige tilgange til problemstillingen.

 

Viljen til at ville

Rasmus Ankersen, som tog udgangspunkt i sine observationer af forskellene mellem dem, der bliver topperformere og dem, der ikke bliver. Konklusionen var grundlæggende enkel. Dem, der når til tops – bliver Top-performers – er dem, der træner og øver sig mest. 10.000 timer fordelt over 7 år. Det samme mønster er gældende uanset om vi taler om en sprinter, en golfspiller eller en klassisk violinist. Erfaringen kan overføres til stort set alle områder af tilværelsen; fra softwareudvikling, til design og ledelse. Luksuriøse omgivelser, træningsanlæg, sofistikerede fitnesscentre og hvad penge i øvrigt kan bidrage med, har absolut ingen betydning for talentets udvikling. I visse tilfælde er det snarere tværtimod. Her gælder alene viljen til at ville.

 

Selviscenesættelsen

Anne-Marie Dahl, var den anden indlægsholder. Her var indfaldsvinklen hendes forskning/observationer af Curlingbørnene og Popstars-generationen. Curlingbørn er børn, der sjældent eller aldrig møder problemer eller modgang, fordi forældrene overbeskytter dem. Popstars-generationen ligger i forlængelse af curlingbørnene og er karakteriseret ved "primadonnanykker", "selviscenesættelse" og "svigtende loyalitet".

Ud fra disse to observationer kunne deltagerne ved konferencen så diskutere, hvordan man får Popstars-generationen integreret på det private og offentlige arbejdsmarked. En tilsyneladende håbløs opgave. Min oplevelse af de forskellige indlæg og forslag fra salen, forundrede mig. Mange talte om, at man var nødt til at indsluse disse unge på deres egne præmisser; arbejdet skulle være spændende, netværksbaseret, fleksibelt, involverende osv. At møde til tiden, være færdige til tiden, holde fast i emnet, levere kvalitet, træne i at blive bedre var tilsyneladende ikke den rette måde at vinde de unges loyalitet på.

Det var som om man – her i særdeleshed Anne-Marie Dahl – med udgangspunkt i fremtidsforskningen, argumenterede ud fra troen på, at fremtidens Danmark skulle overleve den globale konkurrence ved at være mere kreative end alle andre, fordi manuelle jobs blev udflaget til lande med en billigere arbejdskraft.

 

Kender vi fremtidens behov

Jeg vil, og andre har allerede, stillet et meget stort spørgsmålstegn ved fremtidsforskningens fremskrivning af denne udvikling og specielt dens konsekvenser for fremtidens talentudvikling i Danmark. Vi vil stadig have brug for folk, der kan producere fødevarer, anlægge veje, producere og udvikle produkter, transportere produkter, bygge huse, reparere biler osv. Her er der kun lidt plads til curlingbørn og stjerneskud.

Som Ankersen så tydeligt viste: Talent udvikles bedst når der er et mål og så stor en vilje til at nå dette mål, at man over en længere periode træner og udvikler de egenskaber og den viden, der skal til for at nå målet. De fleste af dem, som zapper frem og tilbage, iscenesætter sig selv – med tilsyneladende stor selvtillid og på basis af tre timers træning – og kommer i skole til tiden, alene fordi deres forældre kørte dem dertil, får aldrig udviklet de praktiske og teoretiske kompetencer, som vort samfund skal leve af nu og i fremtiden.

 

Den succesfulde iværksætter

Yes, vi skal være smartere til det hele, men som alle undersøgelser af f.eks. forskellen på succesfulde iværksættere samt virksomheder og mindre succesfulde viser, så er forudsætningen for succes en ubændig vilje til at ville kombineret med en dyb viden og kompetence om det emne, produkt og/eller marked, som ideen er rettet imod. For succesfulde iværksættere er der ingen lette udveje.

Derfor undrede det mig, at der blandt deltagernes ideer og praktikker til indslusning af disse unge i arbejdslivet ikke var en større vilje til at give disse unge rammer, stille mål op og stille krav om træning og konkret indlæring. Måske skyldes det, at flertallet af deltagerne selv var og måske stadig er ansvarlige for at opdrage deres børn til Curling- eller Popstarsbørn.

Jeg er lidt bange for, at vi i manglen på evnen og/eller viljen til at stille krav overlader disse generationer til en kummerlig fremtid. Hvis vi kan bevare vort velfærdssamfund, kan vi selvfølgelig støtte dem, der dropper ud, med f.eks. kontanthjælp, uddannelsesstøtte eller lignende, men hvis vi ikke kan, fordi vi ikke evnede at sætte rammer og stille krav i tide, hvad så?

I dagens Danmark modtager ca. 2.939.000 borgere deres udkomme fra de offentlige kasser. Uden at ville politisere, må jeg sige, at jeg har svært ved at se, hvordan man med Curling og Popstars-mentaliteten vil kunne bevare, endsige udvikle, det velfærdssamfund, vi kender i dag.

 

Håb forude

Måske er der håb forude. Når de unge finder ud af, at de ikke kan tjene til livet uden mål, vilje og træning, og når velfærdskasserne er tomme og det offentlige ikke længere kan agere fejekoste for deres ønsker, så er der ingen "gratis" indtægter – ingen lette penge. Nød lærer, som bekendt, nøgen kvinde at spinde. Det kommer vel også til at gælde for den del af disse generationer, der falder fra, fordi vi ikke har taget ordentlig hånd om dem. Der er lys forude i tunnelen – også for dem, men hvis ikke vi voksne selv tager skeen i den anden hånd og lærer at stille krav, bliver turen i tunnelen nok temmelig langvarig.

 

Generationens reelle behov

Måske tager vi fejl af disse generationers virkelige behov. Det vil sige, ikke de behov som de kommunikerer i hverdagen, men de underliggende behov som de kommunikerer implicit. Lad mig citere fra en forskningsartikel skrevet i anledning af Garuda's 30 års jubilæum i 2012, hvor jeg sammenligner alle personer under 31 år, som har udfyldt Garuda's personlighedsprofil, og inddeler dem i fire forskellige perioder alt efter, hvornår de udfyldte profilen.

Det gælder for de 16 personlighedstræk, der måles i profilen, at der kun er ét træk med en signifikant udvikling i svarmønstret. Det træk er Frihedstrang. Udviklingen går klart mod en mindre score, altså fra en større til en mindre grad af frihedstrang. Dette er helt i modsætning til mine forventninger – dengang. Der var specielt to udsagn, som bidrog til udviklingen mod den lavere score. (Se tabel)

Fremtidens talenter og Popstars-generationen

 

Min konklusion var dengang:
Interessant er det, at færre unge i dag end i begyndelsen af 90'erne er uenige i, at de "har det bedst, når der er nogen, der kan vejlede dem". Det kan tolkes som et udtryk for, at flere og flere har det ok med eller accepterer, at der er nogen, der guider dem. Samtidig er færre unge i dag end i 90'erne enige i, at de "kan ikke lide situationer, hvor andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre". Dette tolkes som en større accept af, at der er nogen, der fortæller dem, hvad de skal gøre. Altså: Flere og flere har det fint med, at der er nogen, der vejleder dem.

 

Et råb om hjælp

Måske er det i virkeligheden en bøn om vejledning, fastere rammer og den tryghed og sikkerhed, dette måtte repræsentere? Er der noget vi, selvrealiseringens generation, som har sat vort præg på nutidens HR med slogans som "det er lettere at få tilladelse end tilgivelse" og krav om selvrealisering, har glemt, forsømt eller misforstået? Måske er det i virkeligheden os, der skal tage skeen i den anden hånd og lytte til Rasmus Ankersens konklusioner.

 

Læs mere om Garuda på www.garuda.dk.

 

Hvordan får man Popstars-generationen integreret på det private og offentlige arbejdsmarked. En tilsyneladende håbløs opgave...