Artikler om rekruttering
TILMELD NYHEDSBREV

Hyppigt oversete muligheder i rekrutteringsprocessen

Knapper lilleEn rekrutteringsproces følger typisk de samme gængse regler: Der laves et stuerent, velskrevet jobopslag, som pushes ud på forskellige jobsøgningsplatforme. Denne proces er som udgangspunkt fin nok. Jeg vil dog gerne slå på tromme for, at man overvejer en række hyppigt oversete muligheder i sin rekrutteringsproces.


Jeg er på ingen måde rekrutteringsekspert. Min virksomhed har eksisteret i lidt over et år, og i den tid har jeg blot skullet rekruttere tre folk. Selvom hverken min forretningspartner eller jeg kan siges at have status som eksperter, har vi alligevel ramt plet med vores tre kandidater.

Det har vi dels, fordi vi har været heldige, men også fordi vi har tænkt ud af boksen i forbindelse med rekrutteringsarbejdet, og det vil vi også gerne inspirere andre til.

På intet tidspunkt har vi brugt så meget som en krone på rekrutteringsarbejdet. Til trods for dette nåede budskabet om vores seneste stilling ud til ekstremt mange mennesker. Det gjorde det blandt andet, fordi vi gik imod strømmen og skrev et anderledes jobopslag, og fordi vi – noget vi tror mange glemmer – overvejede, om jobopslaget havde PR-værdi. Det havde det, og det udnyttede vi!

Med henblik på at konkretisere fik vi nævnt jobbet i over 10 forskellige medier, blandt andet EB.dk, P1, jv.dk, Skala FM og Anders Hemmingsens podcast. Den massive omtale førte til, at det væltede ind med ansøgere fra dygtige kandidater, hvorfor rekrutteringsprocessens sidste del, udvælgelsen, blev et rent tag-selv-bord.

Vi vil herunder gennemgå, hvilke ting vi i bagklogskabens lys gjorde helt rigtigt i forhold til vores rekrutteringsproces. Løbende vil vi – med afsæt i vores erfaringer – komme med konkrete tips til din rekrutteringsproces.


Det skæve jobopslag

Når det kommer til rekruttering af medarbejdere, er mange virksomheder meget, meget stringente og konservative i forhold til udformningen af jobopslaget, der typisk følger en fast skabelon. Du har set den 1000 gange før: En sides tekst, hvor sproget er neutralt – ja ufarligt – og klicheerne uendeligt mange.

I vores biks kan vi godt lide at gøre tingene anderledes, hvilket blandt andet viser sig ved, at vi ikke tøver med at give vores tekster personlighed og kant.

Det være sig blandt andet ved at give teksterne et drys med humor og en masse sproglige billeder. I bund og grund er det nok en branding-ting for os. Vi vil hellere end gerne skilte med, at folkene bag vores brands er kreative hoveder – og rigtige mennesker med masser personlighed.

Hvis du har det på samme måde med din virksomheds brand, så skal du endelig ikke holde dig tilbage med at lave et kreativt, underfundigt jobopslag, der dels går imod strømmen, og samtidig rummer dit brands ånd.

Med henblik på at konkretisere ovenstående kan vi fortælle, at vi indledte vores jobopslag på følgende måde: "Er du indehaver af en sexet røst, som enten kan vække slangen i stofburet eller give vandskade i kælderen, så er det lige præcis DIG, vi leder efter."

Som du kan se, er der ingen berøringsangst; vi er fra begyndelsen gavmilde med de sproglige billeder for at få teksten til at leve. Vi tøver heller ikke med at skrive lidt poppet med henblik på at gøre kommunikation mere uformel og personlig. Her refereres til 'DIG', som er udgjort af versaler. Hvis du er nysgerrig på hele jobopslaget, kan du læse det her (Bemærk: Seksuelt sprogbrug).

 

Artiklen fortsætter efter billedet

Hyppigt oversete muligheder i rekrutteringsprocessen


Tip 1:

Skriv et anderledes og kreativt jobopslag. Hvis du er skrap til branding, så ved du også, hvordan din virksomhed ønsker at blive opfattet. Sørg for, at virksomhedens brandidentitet fornemmes i jobopslaget. At formidle virksomhedens ånd i et jobopslag kræver kompetencer, så det kan sagtens være, at du må investere i en dygtig tekstforfatter, hvis du ikke allerede har en på holdet. Det vil være det hele værd!


Vær skarp i vinklingen af jobbet

For et par uger siden ringede en sælger til mig. Jeg var i godt humør den dag, så jeg tog mig faktisk tid til at tale med ham og smed ikke bare røret på, da jeg fornemmede hans intentioner.

I 10 minutter talte vi, og da han havde lagt på, sad jeg og stirrede lidt tomt og undrende ud i luften. Det gjorde jeg, fordi jeg – selvom jeg havde lyttet opmærksomt og spurgt nysgerrigt ind til det, han sagde – ikke anede, hvad dælen han egentlig havde prøvet at sælge mig. Alt var så uhåndgribeligt.

Han begik den fejl, som du ikke må gå!

Han havde ikke på forhånd skarpt defineret sit produkt, så selv en mellembegavet tosse som mig kunne forstå, hvad der var tale om.

Det hænder desværre ofte, at ovenstående problematik også gør sig gældende, når virksomheder søger kandidater. Det er langt fra alle virksomheder, der er skarpe nok til at få defineret, hvad de præcist søger. Det er dog ikke det eneste problem, når det kommer til at definere ens kommende kandidats egenskaber og kompetencer.

Jeg har tidligere siddet som konsulent i et marketing-bureau, og vi morede os ofte over jobopslag, hvor virksomheder søgte en ny medarbejder til marketing-afdelingen.

I et jobopslag kunne der sagtens stå, at kandidaten skulle være specialist i både SEO, AdWords, Facebook og Instagram. Vedkommende skulle også gerne både beherske det skrevne sprog, kunne producere video samt være en haj til billedbehandlingsprogrammer.

De virksomheder, der laver den slags jobopslag, har enten ingen sans for virkeligheden eller også besidder de en hidtil uset optimisme. Sandheden er nemlig, at det typisk vil kræve 4-5 medarbejdere at imødekomme de krav, der er til en kandidat i sådanne stillingsopslag.

Jeg synes selv, at vi i min virksomhed – da vi senest søgte kandidater – var skarpe til på forhånd at identificere, hvilken kandidattype vi ønskede, og at vi samtidigt stillede realistiske krav: Vi ønskede en dygtig speaker, der kunne giv liv til et manuskript og samtidigt gøre dette lidt frækt. Disse forventninger formulerede vi klart og tydeligt i vores jobopslag, så ingen var i tvivl om, hvad vi var på udkig efter.


Tip 2:

Få skarpt defineret, hvilken profil du søger, og vær realistisk for dælen da også! Har du brug for en, der er superskarp til ét fagområde, eller en, der er nogenlunde til mange forskellige fagområder. Det skal du beslutte dig for, før du søger, for du kan ikke få begge dele.


Har jobopslaget nyhedsværdi?

Hos os arbejder vi udelukkende med gratis marketing-kanaler. Al vores omtale og trafik genererer vi via søgemaskinerne og PR-arbejde. Netop fordi vi har koncentreret os om kun de to ting, overser vi aldrig en god PR-historie relateret til vores virksomhed.

Derfor havde vi naturligvis også øje for, at historien om, at vi søgte en speaker til oplæsning af sexnoveller, havde nyhedspotentiale, hvis vi bare fik vinklet den skarpt, og det må jeg i al beskedenhed sige, at vi gjorde.

Vi låste os hurtigt fast på en overskrift og vinkel omkring, at vi søgte Danmarks frækkeste stemme. En sådan overskrift var nemlig sigende for indholdet, samtidig med den pirrede nysgerrigheden.

PR-arbejdet bestod i at forfatte pressemeddelelser og pitche dem til relevante medier. Nogle af pressemeddelelserne målrettede vi de lokale medier, for eksempel skrev vi Esbjerg-virksomhed søger Danmarks frækkeste stemme til de Esbjerg-medierne, mens andre versioner var målrettede de nationale medier og ikke fokuseret på geografi.

Jeg lyver ikke, når siger, at der ikke gik mere end et kvarter, fra vi havde sendt pressemeddelelsen ud, til de første to medier – to lokale – havde bragt og delt den på Facebook, og herfra gik det ellers stærkt.

Det gjorde det, fordi Facebooks algoritme fungerer, som den gør, og fordi nyheden var underfundig og spøjs. Folk taggede nemlig deres venner og bekendte som gale med drillende kommentarer a la: "Var det ikke noget for dig?"

Interaktion med opslag på Facebook resulterer i, at opslagene når endnu bredere ud, hvilket typisk får endnu flere til at kommentere opslaget. Et richer-get-richer-princip.

Da historien om vores spøjse job var meget interaktionsvenlig, hjalp Facebooks algoritme denne med at nå meget bredt ud, hvilket gjorde, at vi fik en række uopfordrede henvendelser fra forskellige medier, der gerne ville lave noget mere om historien, blandt andet tre radioprogrammer og en podcast.

Indrømmet. Den stilling, vi slog op, var ekstremt anderledes og skæv, hvorfor den var interessant for medierne som pressehistorie. Slår man en helt almindelig stilling op, man kan næppe lave samme nummer, som vi gjorde. Om ikke andet er det rigtig godt at have følgende tanker i baghovedet, hver gang man arbejder med rekruttering: Har det her job nyhedsværdi?

For vi er langt fra de eneste, der har slået spøjse stillinger op, og vi kommer heller ikke til at være de sidste. Skulle din virksomhed på et tidspunkt af den ene eller anden grund lave et spøjst jobopslag, ville det da være en stor skam ikke at få udnyttet omtalepotentialet, ikke?

 

Tip 3:

Overvej altid, om dit jobopslag har nyhedsværdi. Måske skal du vinkle det på en særlig måde for at hjælpe nyhedshistorien lidt på vej. Hvis du lykkes med at afsætte en historie om et jobopslag til en række medier, vil det både hjælpe dig med at finde den rette kandidat, og det vil samtidig øge kendskabsgraden til din virksomhed.


Vælg dine kanaler med omhu

Mange virksomheder vælger den konservative løsning, når de søger kandidater. De forfatter det klassiske personlighedsløse jobopslag og pusher dette ud til de sædvanlige jobportaler, hvorefter en række medarbejdere i virksomheden deler jobopslaget på deres egne Facebook-vægge.

Ovenstående kanaler er bestemt også fine, da man ved, at dem, der færdes på jobportalerne, leder efter et job. En Facebook-deling er lidt mere at famle i blinde, men om ikke andet er det gratis.

En ulempe ved jobportalerne er dog, at de ikke er nicheprægede. På en jobportal færdes alle slags jobsøgende og altså ikke kun den gruppe, som man er interesseret i.

Hvad nu hvis jeg fortalte, at man sommetider kan nå udelukkende den gruppe, man er interesseret i, via graits kanaler, der sommetider overses?
Ville du så tro på mig?

Det bør du, for det kan man, og det gjorde vi, selvom det ikke var overlagt. På dette område fik vi nemlig hjælp foræret, og det er vi meget glade for.

Da historien om vores jobopslag stak af på Facebook, var der en venlig sjæl, der delte opslaget i en lukket gruppe på Facebook for professionelle speakere – altså lige den gruppe, som vi var interesserede i.

Hånden på hjertet havde vi sgu ikke selv tænkt den tanke, men det er uden tvivl en 'learning', vi vil tage med videre, næste gang vi slår en stilling op.

Der findes nemlig en masse nichegrupper på Facebook, så du gør klogt i at undersøge, om der findes en gruppe, der er relevant for den stilling, du ønsker besat. Hvis der gør, er en post i en sådan gruppe en vildt effektiv måde, hvorpå du kan nå relevante kandidater ganske gratis.


Tip 4:

Vælg de kanaler, du bruger til at pushe jobopslaget ud, efter grundige overvejelser. Det er rigtig fint at bruge de store jobportaler, men hav gerne øje for de små nichefælleskaber. Det kan være bedre at nå ud til 100 ekstremt relevante kandidater end 10.000 semirelevante.

 

Skrevet af: Jesper Nørskov Jensen, Iværksætter 

 

 

 

Har du overset en række muligheder i rekrutteringsprocessen??