Overvejelse om at gå fra medarbejder til lederstilling
Flere medarbejdere takker i dag nej til lederstillinger – prestige, løn og indflydelse kan nemlig opnås uden chefkasketten. Lederrollen byder ofte på skuffelser: begrænset handlerum, administrative byrder, lange dage og opgaver, man hverken har valgt eller tror på. Den romantiske idé om ledelse drukner let i drift og møder. Men hvis du brænder for at udvikle mennesker og skabe resultater gennem andre, kan ledervejen være meningsfuld – og give dig følgeskab og ægte respekt. Det kræver, at du ikke jagter magt, men vil gøre en reel forskel.
Sammenfatning skrevet af AI
Artiklen starter efter billedet…
I dag er det langt fra altid, at medarbejdere står i kø for at blive ledere. Tidligere var det at være leder forbundet med både prestige, magt og højere løn. Mange valgte at gå ledervejen for et få en eller flere af disse ting opfyldt.
I dag kan man sagtens opnå både prestige, indflydelse og høj løn uden at blive leder. Jeg har oplevet mange dygtige medarbejdere sige nej tak, når ledelsen har prikket dem på skulderen og tilbudt dem et lederjob. De ser på deres ledere og på de vilkår de arbejder under og spørger sig selv, hvorfor de egentlig skulle vælge alt besværet og de lange arbejdsdage for at blive leder.
Hvad følger der med lederstillingen?
Mange, der bliver ledere for første gang, oplever en vis skuffelse, når de først sidder i lederstillingen og det er blevet dagligdag. De har fået lidt mere indflydelse, men på mange måder er det en ret begrænset indflydelse. Rammerne og kravene der stilles ovenfra gør, at det selvstændige ledelsesrum opleves ret snævert. Der er som regel også fulgt lidt mere løn med, men mange oplever, at medarbejderne får det samme i løn som en selv og måske endda mere. Prestigen er det ofte så som så med, den kommer i dag ikke af selve titlen.
Med lederstillingen kommer der også ofte en række opgaver, som ikke er specielt behagelige. Det kan handle om at få ansvaret for at implementere en række beslutninger, der er truffet af den overordnede ledelse. Beslutninger, som man ikke har haft indflydelse på og som men i uheldigste fald slet ikke er enig i. Disse beslutninger skal eksekveres med fuld loyalitet over for den ledelse, der har truffet beslutningerne. Medarbejderne derimod kan tillade sig at protestere – og nogle gange med held, således at beslutninger bliver omgjort og du står tilbage og følger dig ret alene og måske også lidt dum, fordi du loyalt talte den overordnede ledelses sag.
Måske havde du en forestilling om, at du skulle bruge en stor del af din ledelsestid til at udvikle visioner og strategier. Også her bliver du ofte skuffet. En stor del af din dagligdag kommer til at gå med at løse driftsspørgsmål og deltage i en uendelig række af møder af større eller mindre relevans. Derudover vil du opleve en ufattelig stor mængde administration. Væk er tiden til at beskæftige dig med spændende udviklingsprojekter. Dem giver du videre til dine medarbejdere. Derimod bruger du en hel del tid på at gennemse tidsregistreringer, budgetter, fraværssamtaler og rapportering opadtil.
Det er selvfølgelig sat lidt skarpt op, men hellere det end at give dig et rosenrødt billede.
Hvad driver dig til at blive leder?
Du skal ikke vælge ledervejen for penge, magt og prestige – det kan du nemlig også få som dygtig specialist eller projektleder. Hvis du derimod kan lide mennesker og ser det som en udfordring at få mennesker til at udvikle sig og yde det bedste, de har i sig til gavn for virksomheden, skal du måske alligevel overveje at blive leder, for så har du en vigtig mission.
Gode ledere, der er gode til at lede mennesker, er i øvrigt i høj kurs for tiden – både blandt den overordnede ledelse men i høj grad også blandt medarbejderne. Du vil opleve en respekt og følgeskab fra dine medarbejdere, der gør det det hele værd på trods af kedelige og ubehagelige opgaver og i øvrigt også ofte de lange arbejdsdage, der ofte følger med.
Om du skal gå ledervejen, handler meget om du føler, at du kan gøre en forskel. Kan du gøre en forskel, bør du nok overveje at sige ja til lederjobbet.
Artiklen er et uddrag af Susanne Teglkamps seneste bog fra 2024: Tag hånd om din karriere – til inspiration og refleksion – læs mere om bogen her
Nyeste indlæg
Jobfisk spørger Signe Holste
Jobfisk spørger – eksperten svarer Signe Holste Selvindsigt er fundamentet for gode karrierevalg – men Signe Holste viser, at det
Bibliotek
Forfatter
-
Susanne Teglkamp, direktør, ledelsesrådgiver og forfatter er uddannet jurist og reserveofficer og har suppleret med forskellige former for lederuddannelser senest Executive Board Programme fra INSEAD. Susanne Teglkamp har et bredt erfaringsgrundlag fra ansættelser i det private erhvervsliv og det offentlige. Hun har haft jobs som HR-direktør i IT-branchen, kommunaldirektør og udviklingschef og har i mange år arbejdet som managementkonsulent. Hun har siddet i flere bestyrelser, bl.a. i Tænketanken Atlantsammenslutningen. Derudover er hun ekstern censor på forskellige lederuddannelser, herunder på Forsvarskademiet.
Vis alle indlæg
