Opsøgende jobsøgning
Mange tager til takke med lang ledighed, de jobs der slås op, eller tager imod det, de tilbydes uden at kigge nærmere ind i det. I virkeligheden er det ikke nødvendigt, for du kan skabe og påvirke mere selv, end du aner. Vi skal have flere til at søge job på en langt mere opsøgende måde, da det er sådan, fremtiden vil blive.
Alt for få ledige og jobsøgende i job bruger opsøgende jobsøgning. Samtidig står mange virksomheder uden kompetencer til udvikling, fordi de ikke selv ved, hvad de mangler. Matchet mellem dig og arbejdsgiver skaber vækst i erhvervslivet og mindsker ledighed gennem varige jobsøgningskompetencer hos den enkelte.
Og så er opsøgende jobsøgning den mest frisættende form for jobsøgning, fordi du bliver medskaber af dit arbejdsliv. Alle kan lære at bryde jobsøgningens ‘plejer’ med CV og ansøgning til fordel for en langt mere dynamisk, givende og struktureret opsøgende proces: opsøgende jobsøgning.
Hov, sagde hun lige, at jeg ikke behøvede sende flere dødssyge ansøgninger og CV’er, som alligevel ikke bliver læst?
Ja, det gjorde jeg. Den traditionelle jobsøgning med stillingsopslag, CV og ansøgning spiller fallit for en del. Både for dig som jobsøger, fordi du bliver et nummer i rækken i de brancher, hvor der er kamp om jobsene. Og for dig som står overfor en eller anden barriere, som læserne af dit materiale har ’bias’ imod. Det kan være din forventning til løn, fordi du ønsker et brancheskifte og dermed kommer med en baggrund, de ikke kender. At du er i den fødedygtige alder eller senior, at de ikke kender din uddannelse og så videre. Der er tusind ting, vi ikke kan forudse, men hvor vi bare må vente og håbe, og det dræner de fleste jobsøgere. Dræner dem for liv, for selvtillid, for dynamik og for lyst.
Men at skifte til at bruge mere opsøgende jobsøgning er svært for mange, fordi de er skolet i den traditionelle jobsøgning.
Artiklen fortsætter efter billedet
At søge job er et arbejde i sig selv med konkrete arbejdsopgaver, som mange har brug for indføring i. Du går fra en at have en faglig status og værdi på din uddannelse eller på dit job til at være amatør i ledighed. Det skifte rammer mange mennesker unødigt hårdt mentalt. Derfor er det vigtigt at behandle jobsøgningskompetencer på lige fod med andre kompetencer og give jobsøgere en chance for at lære deres nye ”job” at kende.
Dialog er vejen til job
I opsøgende jobsøgning handler det om dialog. Det handler om at tale med en potentiel arbejdsgiver om noget fagligt, vi har til fælles. Mellem os som jobsøgende og arbejdsgiveren ligger der et fagligt fælles tredje, og hvis vi taler om det, så har vi en ligeværdig relation. Du slipper for at bede om et job, og chefen slipper for at sige, at hun/han ikke har et job til dig. Til gengæld viser jobmulighederne sig efterhånden, som du holder fast i at tale fagligt med andre, da de ser dine kompetencer og din personlighed udfoldet. Det gør dem trygge ved dig og konkretiserer, hvad det er, du kan løse for dem.
Artiklen fortsætter efter billedet
Der er naturligvis nogle trin hen til de netværksmøder, hvor du indgår i den faglige dialog med et andet menneske og deres arbejdsplads eller virksomhed. De trin og mange andre emner, som er relevant for din opsøgende jobsøgning, er skitseret i min kommende bog med arbejdstitlen: Livet er for kort til kedelige jobs. Men faktisk kan du også sagtens søge et kedeligt job med metoden, for det skifter for os igennem livet, hvilke jobs der passer til os hver især og vores livssituation.
Opsøgende jobsøgning bliver behandlet stedmoderligt i beskæftigelsesbranchen, fordi lovgivningen fungerer på basis af det normative 37-timers arbejdsmarked og den traditionelle jobsøgning. Derfor har jeg skrevet en grundbog om opsøgende jobsøgning, som udkommer i 2025 på forlaget Indblik – en del af Skriveforlaget.
Du kan allerede forudbestille den nu: https://crowdfunding.coop.dk/project/2247
Opsøgende jobsøgning er fremtiden
Min vision er at udbrede kendskabet til den opsøgende jobsøgning, så mange flere kan være medskabere af deres kommende jobs. Det giver en helt anden arbejdsglæde at kunne påvirke sit arbejdsliv, hvad end man er lønmodtager eller selvstændig. Og det giver virksomhederne muligheder for vækst eller rekruttering.
Den opsøgende jobsøgning er også nyttig til alle de borgere i DK, der ikke kan eller ønsker at have et fuldtidsjob. Alle andre løsninger – flexjob, småjob, praktikplads, læreplads, seniorjob, frivilligt arbejde, politisk arbejde, arbejdsprøvning, erhvervspraktik, studiepraktik og jeg kunne blive ved – skabes også via netværk og opsøgende jobsøgning.
På den måde kommer den opsøgende jobsøgning til at være med til at løse Danmarks udfordring med arbejdskraftmangel.
Jeg håber, du vil være med til at udbrede visionen: opsøgende jobsøgningskompetencer til flere.
Nyeste indlæg
Stærke bokse styrker dit CV
Stærke bokse styrker dit CV Faktabokse kan gøre dit CV mere effektivt og sikre, at recruiteren hurtigt opdager dine vigtigste
Bibliotek
Forfatter
-
Lena Bryder (årgang 1981) er selvstændig karriererådgiver i en solovirksomhed med fokus på den opsøgende jobsøgning. Via pionérarbejde med eget brancheskift i 2017 udviklede hun en trin-for-trin-model for, hvordan det kunne lade sig gøre. Fagligt har Lena været selvstændig karriererådgiver B2B og B2C siden 2021. Inden da arbejdede hun som lønmodtager med administration, kommunikation og personale i en ingeniørvirksomhed. Forud for skiftet til det private erhvervsliv, havde hun cirka ni år i det offentlige, hvor hun underviste i dansk som andetsprog på sprogcenter og højskole, sang som kirkesanger og underviste og vejledte unge og voksne i valg af uddannelse. Lena er uddannet cand.mag. i dansk og engelsk fra Aarhus Universitet i 2008. Hun er bosat i Odder, Østjylland, er gift og har børn, kat og hund. Virksomheden baserer sig på et fleksibelt arbejdsliv, hvor Lena lægger 20-25 timer om ugen i virksomheden og resten af tiden hos familien.
Vis alle indlæg