Pernille Marott | Journalist og kommunikationsrådgiver
TILMELD NYHEDSBREV

Lån et skrivebord og skab dit eget job Populær

Skrevet af Pernille Marott     26. Marts 2017     4952  

skrivebord lilleHey du, der pusler med tanken om at blive selvstændig, men alligevel tøver, fordi det virker så uoverskuelig og dyrt. Det behøver ikke altid at være så dyrt at skabe sit eget job og etablere sig. Men det kræver, du tør tænke lidt skævt og løber ind i de rette mennesker. Så kan du til gengæld komme både godt og billigt fra start.

Da jeg stod uden arbejde for fem år siden, var jeg meget i tvivl, om jeg skulle gå selvstændigt eller søge fast job. Valget faldt på et liv som selvstændig. Jeg har ikke fortrudt et sekund. Men hvor ville jeg ønske, at jeg havde fået en start som de unge iværksættere fra Daily Social.

Sissel Nielsen og Christine Avlund fra Daily Social er eksempler på, at det kan lade sig gøre at komme godt fra start med at skabe sit eget job uden at tømme sparegrisen.

De sprang til, da Lars Holmgaard fra rekrutteringsvirksomheden Holmgaard Management annoncerede efter start-ups, der havde brug for en gratis kontorplads. De fik meget mere.

For ud over 12 måneder uden husleje, var sidegevinsten introduktion til et kæmpe netværk og sparring med etablerede erhvervsledere. Efter blot et år kan Sissel og Christine ikke kun betale løn til sig selv og husleje i egne lokaler, som de nu er flyttet til. De er samtidig i gang med at eskalere forretningen og med lidt held ansætte en tredje mand. Alt dette overvejende fordi en etableret forretningsmand har valgt at lade to start-ups gratis nyde godt af hans overskudsplads i et år.

 

Gratis skrivebord rent win-win

Lars Holmgaard er first mover på feltet. Virksomheder som Tryg og Danske Bank har i deres liga lukket iværksættere ind for en billig husleje og skabt partnerskaber siden 2015-16. Men som noget forholdsvis nyt er etablerede mindre virksomheder nu også begyndt at udlåne tomme kontorpladser – helt gratis.

Hvis man spørger Dansk Erhverv, kan det være en bedre forretning, end det umiddelbart lyder. For selv om den etablerede virksomhed afholder alle udgifter til husleje og drift, så udlignes det ofte af det innovative mind-set, som de unge start-ups kommer med. I Dansk Erhverv kalder man det ligefrem win-win. Det er ikke blot CSR-kontoen, men også bundlinjen, der får et løft, hvis man altså spørger Sigurd Schou Madsen, der er ansvarlig for iværksætterområdet i Dansk Erhverv.

 

Artiklen fortsætter efter billedet...

Skab dit eget job

 

Rigtigt match afgørende

Dansk Erhverv tror så meget på trenden, at de på kommende årsmøde i maj vil sætte fokus på den nye tendens, så det i fremtiden bliver nemmere for etablerede virksomheder og start-ups at finde hinanden. På den måde bliver det ikke bare nemmere for Holmgaard Management at finde det rette match, næste gang en ung virksomhed skal lukkes gratis ind. Det bliver også nemmere for dig som vælger at blive selvstændig frem for lønmodtager at etablere dig i trygge omgivelser og med god sparring.

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator vurderer, at det nye gratis set-up mellem Daily Social og Holmgaard Management er et eksempel på det paradigmeskifte, der er på vej. I fremtiden vil der altså ikke være tale om enkeltstående tilfælde men en stigende tendens, vi vil se blandt de virksomheder, der har overskud.

 

Deletanken skaber overskud og løfter samfundet

Tiden, hvor virksomhedsledere bygger statuer af sig selv, er slut. Nu vil de innovative virksomheder løse samfundsproblemer. Fremtidsforskeren henviser særligt til byggebranchen og den finansielle sektor, som brancher, der tager unge it-nørder ind under deres vinger, og krydsinspiration opstår.

Du skal dog ikke regne med, at alle virksomheder vil hoppe på den nye bølge. Ifølge Liselotte Lyngsø vil "Korsbæk-tænkerne" stadig tro på, at der er et begrænset stykke kage til hver. Dem, der tør tage skridtet og som tror på, at man bliver rigere af at dele, vil til gengæld opleve, at de ikke bare løfter andre. De løfter også sig selv og virksomhederne. What´s not to like? Jeg spørger bare.

Og jeg spørger også dig, der lige nu er i tvivl, om du mon skal gå selvstændig eller fortsætte din hverdag med at dyrke karrieresporet som fastansat: Måske var det en idé at dvæle et øjeblik ved tanken om at få fod under eget bord? Det kræver tid, drive og selvdisciplin. Ja! Men det giver også mange fantastiske oplevelser og masser af energi. Til en start behøver du jo ikke at tage det så bogstaveligt det med "fod under eget bord". Du kan starte med at låne et af Lars og hans ligesindede.

 

Næste skridt i karrieren starter med at låne en skrivebordsplads...