Lene Værge
TILMELD NYHEDSBREV
Blog Karriere Lene Værge 3 ting du bør vide om din egen motivation, når du er jobsøgende

3 ting du bør vide om din egen motivation, når du er jobsøgende Populær

Skrevet af Lene Værge     01. August 2016     7575  

Selvtillid2- Og 3 råd til, hvordan du kan motivere dig selv!
Uanset om du søger job fordi du er ledig eller fordi du er kommet til den konklusion, at det er tid til et skifte i arbejdslivet, så kan det godt opleves hårdt og måske en anelse sårbart at være jobsøgende.


At søge (nyt) job er at sætte sig selv i spil. Du risikerer at få afslag, at få nej og det det kan føles som en afvisning. Mange afslag kan opleves, som mange afvisninger. Og det selvom du selvfølgelig godt ved, at det ikke er dig, som menneske, der får afslag. Du er lige så attraktiv og fantastisk et menneske som du var før det første, og det femogtyvende, afslag.

Lad os alligevel bare være helt ærlige. Det kan være udmattende at inderligt håbe og ønske sig et nyt job. Og modtage afslag. Det kan opleves som en følelsesmæssig tur i en rutchebane, som man ikke ved, hvornår stopper.

Sådan behøver det heldigvis ikke at være. Du kan arbejde med at bevare en positiv energi og motivation igennem din jobsøgning. Husk på, at lige om lidt åbner du et nyt spændende kapitel i dit arbejdsliv og så er det godt, at have energi, motivation og overskud!

Her får du 3 ting, som du bør vide om din egen motivation, når du er jobsøgende!


1. Selvom du ikke gider, så er du (højst sandsynlig) stadig motiveret!

Selvtillid2Du er motiveret for at få et nyt og godt job, som gør dig glad, af de grunde, som er vigtig for dig. Når du lader tankerne vandre frit, så bærer din fantasi dig derhen, hvor du kan mærke og føle, hvor dejligt det bliver. Med det nye job. Man skulle tro, at din drøm eller din vision for dit fremtidige arbejdsliv var så attraktiv, at du blev fyldt af energi og bare knoklede på. Men sådan har de fleste det langt fra altid. Måske har du også dage, hvor du ikke orker at gå i gang med din jobsøgning. Du føler dig energiforladt og tanker som; det nytter ikke noget, det kommer alligevel aldrig til at lykkes - melder sig. Du bliver træt og opfinder overspringshandlinger, der udsætter det du ellers havde sat dig for at gøre i dag. Måske konkluderer du, at det er fordi du ikke er motiveret (nok) til jobsøgning i dag. Men i morgen vil du...Selvom, der kan være mange gyldige forklaringer på, din manglende motivation for at gøre det, du har besluttet, så hop ikke på den. I morgen vil du finde en ny overspringshandling.

Mange tror – fejlagtig – at hvis man ikke knokler løs med jobsøgningen, så er det fordi man egentlig er lidt ligeglad og ikke motiveret for at få et nyt job. Det er forkert. Man kan sagtens være motiveret for at få et nyt job og alligevel have svært ved at mobilisere en motivation for søge job.

Det gode råd: Lad ikke tilfældige følelser af ulyst vinde over din motivation for at komme i mål med et nyt godt job! Find en måde til at gøre det du skal. Når du først kommer i gang, så vil din ulyst – højst sandsynlig – forsvinde.

 

2. Bliv bedre til det, du har indflydelse på og kan gøre noget ved!

Hvad har skabt de mange resultater, som du opnået i dit liv? Vi snakker - eksamener, uddannelse, parforhold, pensionsordninger, bagværk, selvbyg osv.

Præcis. Den indsats du har gjort kan afspejles i dine mange gode resultater og præstationer. (Og sandsynligvis også i de mindre gode) Din indsats er nøglen til de resultater du skaber. Det gælder også i forhold til at komme i mål med det nye gode job, som du virkelig gerne vil have.

Man siger, at heldet har det med at forfølge den flittige. Det er ikke helt skævt. Når det er sagt, så er det også vigtigt at vide, at det ikke bare handler om at knokle løs. Det handler om, at gøre en bedre og klog indsats. Og du vil stensikkert blive belønnet for at gøre en vedholdende og klog indsats. Heldigt nok, kan man sige. For i sidste ende har du ingen indflydelse på, hvem der bliver ansat hvor. Det har kun dem som ansætter. Men du har 100% indflydelse på den indsats du gør. Det er med andre ord vigtigt, at du fokuserer på den indsats du kan gøre i stedet for at stirre med et tomt blik på din indbakke efter det nye job, som endnu ikke er tjekket ind. Hvis du bruger din energi på det du alligevel ikke har nogen indflydelse på, så smuldrer din motivation for at søge job. Og det har du ikke brug for. Du har brug for overskud og motivation.

Det gode råd: Hver gang dine tanker begynder at kredse om det negative, så vend tilbage til det du kan gøre noget ved; Den indsats du gør med din jobsøgning. Spørg fx dig selv; Hvad gør jeg i min jobsøgning, som virker? Hvordan kan jeg bygge videre på det, der virker? Hvordan kan jeg gøre min jobsøgning (endnu) bedre? Hvordan kan jeg gøre min jobsøgning (endnu) klogere? Søg sparring hos mennesker som ved noget om rekruttering, jobsøgning osv. Lyt til dem, lær af dem og bliv bedre.

 

3. Giv din selvtillid næring

Nogen mennesker har grundlæggende mere selvtillid end andre. Men selv mennesker med en ellers stærk selvtillid oplever, at den daler, når tingene ikke lykkes for dem i en periode. Det ved topatleter og elitesportsfolk alt om. I de perioder, hvor de intet vinder og deres præstationer er under deres normale niveau, så ved de, at det i høj grad handler om at vinde selvtilliden tilbage. For selvtillid er forbundet med motivation. Vores motivation for at kæmpe lidt ekstra, strække os lidt længere, gøre det lidt bedre. Og ikke give op. Heller ikke selvom man er bagefter 5-1 i halvlegen.

En anden vigtig ting du bør vide om selvtillid er, at det ikke er noget du får (foræret). Du kan ikke tænke sig til en bedre selvtillid eller roses til en bedre selvtillid. Du kan blive opmuntret og glad for ros. Men en bedre selvtillid er noget du skal gøre dig til. Det vil sige, at når du oplever, at tingene ikke lykkes for dig i en periode, at du får endnu et afslag eller du får afslag på det job, som du var dybt kvalificeret til, så føles det (måske) som et nederlag. Som at tabe 5-1. Men egentlig har du ikke tabt noget som helst. Det er halvleg og du har ikke vundet kampen (om et godt job). Endnu!

Fordi vi ved, at selvtilliden er så vigtig for vores motivation og vores præstationer skal du som jobsøgende sørge for at give din selvtillid næring undervejs. Det vil styrke din motivation, din indsats og i sidste ende dit resultat.

Det gode råd: Sørg for at bruge tid på at gøre ting som du er god til. Gerne hver dag. Sæt dig selv i situationer, hvor du oplever at lykkes. Det kan være små dagligdags ting, som at lave mad, ordne have, træne i fitnesscenter, lave håndarbejde – eller hvad du nu er god til. At du gør noget du er god til skaber en balance i din selvtillid i forhold til de afslag, som du (måske) oplever at få.

 

Du kan arbejde med at bevare en positiv energi og motivation igennem din jobsøgning. Husk på, at lige om lidt åbner du et nyt spændende kapitel i dit arbejdsliv og så er det godt, at have energi, motivation og overskud!