I dag, mere end nogensinde, kæmper vi med at få skabt eller genskabt en adskillelse mellem arbejde og privatliv. Mails og mobiler tikker og bipper uden ende, og stress er ved at blive en folkesyge. I den uendelige strøm af informationer, krav og konkurrence kæmper vi for at være tilstrækkelige både på arbejdet og privat.
I min sidste blog skrev jeg om vores individuelle meningsfulde:
https://jobfisk.dk/karriere/blogs-om-karriere/julie-pi-direktor-artful-punch/1344-det-individuelle-meningsfulde
Men hvorfor relaterer vores individuelle meningsfulde sig til vores arbejde?
I dag, mere end nogensinde, kæmper vi med at få skabt eller genskabt en adskillelse mellem arbejde og privatliv. Mails og mobiler tikker og bipper uden ende, og stress er ved at blive en folkesyge. I den uendelige strøm af informationer, krav og konkurrence kæmper vi for at være tilstrækkelige både på arbejdet og privat.
Hvad retfærdiggør så, at vores indre meningsfulde relaterer sig til vores arbejde og ikke til vores familie- og kærlighedsliv?
Det individuelle meningsfulde relaterer sig til vores virke, og vores virke er der, hvor vi virker; arbejder og gør ting – vores virke kender ikke tidsafgrænsning. Det er en konstant.
Vores virke er den unikke måde, vi hver i sær gør ting på. Og det er én ting.
En anden ting er, at vi har indrettet os således, at vi bidrager til samfundet og udviklingen heraf ved at gå på arbejde, eller aktivt at lede efter arbejde, og så herigennem tjene penge eller modtage ydelser til opretholdelsen af vores sociale standart og liv.
Hvis vi flytter blikket væk fra det at arbejde et øjeblik og kigger på vores virke, så er det fra mit perspektiv åbenlyst logisk, at vores virke stikker langt dybere i det menneskelige væsen end vi tillægger det, når vi taler om at gå på arbejde.
Og lige præcis det er årsagen til, at filmen knækker for mange. I kampen mod en struktur er vi ved at gøre vores arbejde mindre vigtigt eller meget vigtigt på en ikke vigtig måde.
Og hvad vil det sige? Det betyder, at nogen mennesker arbejder sig selv mere eller mindre ud over kanten med opgaver og mål som måske, måske ikke, opfylder deres individuelle meningsfulde. Vi kan sagtens være efterspurgte og ekstremt dygtige uden at lave det, der giver mening for os. Som modpol til tendensen om at vi arbejder solen sort, har vi dem, der taler arbejdet ned. Jeg går på arbejde for at tjene penge, jeg laver strukturer for at beskytte mig selv, jeg begrænser arbejdet, jeg vil ikke give det hele væk, jeg arbejder fra der til der, og jeg tager ikke min telefon, eller hvad det nu må være.
Perspektiv
Foto: Anne Bonde ØsterbyJeg kan sagtens forstå begge modeller, men jeg mener slet ikke, at det er det, det handler om.
Vi kan hverken skabe tilfredshed, balance eller meningsfylde ved blindt at lade arbejdet opsluge alt i os eller ved at begrænse arbejdets adgang til os.
Vi har flyttet os fra forståelsen af, at mennesket har brug for et virke, og at mennesker finder mening i skabende fællesskaber. Det perspektiv er blevet ædt op af en lønmodtagerkultur båret af ret og pligt.
Det er så langt fra vores oprindelige naturlige virke, at vi helt har glemt, hvordan det kan være.
I dag uddanner vi mennesker i kasser og definerede retninger uden på noget tidspunkt at skele til, hvad det enkelte menneske stræber efter og drives af som menneske. Man kunne, uden at skulle ændre hele skolesystemet, forestille sig, at man på udvalgte tidspunkter spurgte børn og unge, hvordan de ser sig selv bidrage til udvikling og opretholdelse af samfundet og verden. Altså arbejdede med at styrke det enkelte barns vigtighed. "Du er endnu en uundværlig brik".
Der er vi ikke helt endnu som samfund, men vi voksne, som selv har muligheden for at forvalte vores liv, kunne med fordel kigge på, om der er sammenhæng i mellem vores virke og vores arbejde....
Deltag i diskussionen:
Hvad retfærdiggør, at vores indre meningsfulde relaterer sig til vores arbejde og ikke til vores familie- og kærlighedsliv?