Den sidste blog, jeg skrev, handlede om skelnen mellem arbejde og virke. I dag taler vi stort set kun om dét at arbejde. Arbejde er en struktur, vi har skabt, hvor vi løser en opgave inden for en afgrænset ramme for en aftalt betaling. Vores virke er noget, vi har med os gennem hele livet. Det er dét vi gør, som den vi er.

I dag, mere end nogensinde, kæmper vi med at få skabt eller genskabt en adskillelse mellem arbejde og privatliv. Mails og mobiler tikker og bipper uden ende, og stress er ved at blive en folkesyge. I den uendelige strøm af informationer, krav og konkurrence kæmper vi for at være tilstrækkelige både på arbejdet og privat.

I sidste uge skrev jeg om tvivl, og om at vi kan udligne en stor del af den negative tvivl ved at flytte vores orientering fra at være udefra og ind, til at være indefra og ud.

Jeg møder tvivl alle vegne. Tvivlen hersker i vores samfund.

Jeg holder en del inspirationsforedrag for tiden. Fællesnævneren for deltagerne på mine inspirationsforedrag er, at de er ledige, men det er ikke særligt for ledige at være i tvivl. Lediges tvivl bliver bare mere synlig, fordi omverdenen forventer at de handler – at de finder en løsning og skaffer sig et job i en fart.