Og det synes jeg faktisk også det er. Så heldig er jeg.
Men når jeg nu kommer med en skarp overskrift, så er det fordi de seneste 14 dage for alvor har fået mig til at spekulere – og egentlig blive ked af det.
Ked af det, fordi alt for mange mennesker bliver syge af at gå på arbejde – ja, jeg vil endda vove den påstand, at det er langt flere end statistikkerne fortæller.
Og hvad er det så lige, der har fået mig i penalhuset?
Jo – henover påsken har jeg tilladt mig at holde ferie – en god lang ferie. Ingen grund til at gå på arbejde, når de kolleger jeg arbejder for alligevel ikke var der. Det var dejligt – og jeg nød at have fri til at lave alt og ingenting.
Som så mange andre har jeg været sammen med en del mennesker henover påsken. Også dejligt – men det var faktisk dét, der gjorde mig ked af det.
Artiklen forsætter efter billedet
Forklaringen er følgende:
Den første jeg var i selskab med, havde lige sagt sit job op. Efter 2 ½ år var det blevet for meget at køre 110 km hver vej – til et job, som alligevel ikke rigtig berigede ham – og hvor frustrationen var omvendt proportional med den manglende fritid. En flot og modig beslutning, synes jeg – men trist at det havde været nødvendigt at tage den konsekvens.
Så var jeg sammen med et par tidligere kolleger. Den ene part er ledig. Når jeg siger 'igen' skal det ikke forstås negativt. Derimod er det rigtig træls, at det er sådan, for efter en omgang stress, hvor hun var helt nede og bide i græsset for år tilbage, har hun sidenhen måtte konstatere, det er svært at have et arbejde, hvor hun bliver presset, hvorfor hun har været nødt til at forlade flere jobs.
Jeg var også sammen med familien – naturligvis. Men: Et nært familiemedlem er p.t. sygemeldt på ubestemt tid – endda fra et job, som ellers har været hans et og alt – men hvor ændrede arbejdsvilkår nu gør, at kollegerne vælter på stribe. Et andet familiemedlem HAR været ude i stress-helvede – og har nu fået diabetes 1 som følge af den ekstreme kropsbelastning.
At jeg selv har været nedlagt af stress tror jeg, mange af jer har læst tidligere – så den springer vi over i denne omgang. Men jeg skal ikke undlade at bemærke at jeg synes det er skræmmende, at ud af de 6 mennesker, jeg har været sammen med i hyggeligt selskab i påsken, så er vi 4, der har haft stress og de to sidste oplever dyb frustration i deres arbejde.
Nå – men så er det da godt, at jeg kunne komme tilbage på arbejde – for at komme lidt på afstand af alt den elendighed. HONK! NOT!
Det første, vi fik meldt ud i afdelingen i morges var, at en af vores meget dygtige kolleger har haft regnemaskinen fremme og fundet ud af, at hun vil gå tidligt på pension. For hun orker ikke mere.
Hvad er der galt med vores arbejdsliv? Jeg hører til den generation, hvor vi er blevet tudet ørerne fulde med, at det var vigtigt at have et arbejde – at vi skulle gøre os umage og være flittige. Jeg har arbejdet siden jeg var 12 – jeg har arbejdet fuldtid mens jeg har læst på handelshøjskolen – jeg har altid forstået at gøre en ekstra indsats – jeg har altid altid altid altid altid været meget glad for at arbejde – og jeg har været stolt af, at jeg har været god til det meste af det, jeg har lavet.
Så det gør mig rigtig ked af, at vi er så mange mennesker, der bliver syge af vores arbejde.
Det er svært at konkludere, hvad det skyldes – så derfor vil det være i top, hvis vi kunne få en diskussion i gang! Hvad tror DU er årsagen til vi er endt derude? Presser vi os selv for hårdt i en higen efter det perfekte – efter den store økonomiske gevinst og det perfekte hjem? Presser vores arbejdsgiver os for meget i deres higen efter den økonomiske gevinst og det perfekte ansigt udadtil? Eller er der andre årsager?
Og så lige til sidst: Kunne der være stemning for en LinkedIn netværksgruppe, hvor vi evt. diskuterer stress og arbejdspres i et lukket forum.
Men – når alt kommer til alt:
Husk at smile
PIA