Artikler om karriere
TILMELD NYHEDSBREV

Det var en ung og idealistisk instruktør, der i 1996 kickstartede sin karriere med kultfilmen 'Pusher'. Siden dengang har Nicolas Winding Refn på den hårde måde erfaret, at det ikke blot kræver ambitioner men også penge at blive verdensmand.

 

Nicolas Winding Refn :
Som kunstner er jeg slave

"Set i bakspejlet er 'Pusher' den film, jeg mindst kan lide af dem alle", lyder dommen over en af 90'ernes mest elskede kultfilm. En dom, der endda kommer fra selveste filmens fader. Men filminstruktøren Nicolas Winding Refn kan ikke komme uden om, at det også var takket være denne film, han som blot 24-årig uerfaren filminstruktør fik kickstartet sin karriere.

En karriere, der har været præget af op- og nedture, og som vidner om en mand, der har undergået en forvandling fra naiv, arrogant idealist til hardcore businessman, der på den hårde måde har erfaret, at selv kunst handler om penge.

 

'Pusher' kicker

Den blev født som en kortfilm - 'Pusher'. Nicolas Winding Refn var selv både instruktør og hovedrolleskuespiller i filmen, der blev vist på den eksperimenterende lokal-tv-station, TV Stop.

clapperboard-29986 960 720"Visningen bevirkede, at der var nogle kendte producenter, som syntes, det kunne være sjovt at møde mig", fortæller han om dengang, han for første gang stiftede bekendtskab med filmbranchens hårde verden. Mødet blev ikke bare et møde mellem et ungt talent og nogle hardcore businessfolk. Det mundede ud i en aftale, hvor Nicolas Winding Refn pludselig trods sin unge alder stod med et millionbeløb, han kunne bruge til at lave sin karrieres første spillefilm.
"Jeg syntes, det var helt vildt, at de kunne skaffe 1-2 millioner fra Filminstituttet, for mig var det jo næsten Star Wars", fortæller han.
"Jeg havde udtænkt markedsstrategien, og hvordan jeg skulle sælge 'Pusher' som spillefilm. Den skulle foregå udendørs, så jeg ikke skulle betale locations, og jeg skulle kun bruge rigtige kriminelle for at få en autenticitetsfølelse ind i det."

Filmen skulle vise sig at være mere end en ung fyrs gennemtænkte strødrøm. Dens potentiale blev ikke alene set af de producenter, der tilfældigvis havde zappet forbi TV Stop. Også resten af Danmarks befolkning tog imod den med åbne arme, da den senere kom i spillefilmsversion med Kim Bodnia som pusheren Frank, der gennemtrevler den københavnske undergrund i desperat jagt på penge. 'Pusher' blev kort sagt en kultsucces, da den indtog biograferne i 1996.  

 

Fra uerfaren til verdensmester

Forhistorien til 'Pushers' succes indeholder ikke historier om en instruktørs opslidende år på Den Danske Filmskole, hvor filmruller gang på gang måtte lade livet til papirkurven, før chancen for et gennembrud endelig bød sig. Tværtimod. Godt nok havde Nicolas Winding Refn kort før 'Pusher's visning på TV Stop søgt ind på filmskolen. Her var han netop blevet tilbudt en af de eftertragtede pladser, men da chancen for at lave 'Pusher' som spillefilm bød sig, takkede han nej. Derfor kom det ikke alene bag på den unge instruktør, som aldrig tidligere havde boltret sig på dansk films bonede gulve, at filmen fik status som kult. Også hans far, den kendte instruktør Anders Refn, blev overrasket over sønnens succes.
"Før jeg gik i gang med 'Pusher', sagde min far til mig, at jeg jo ikke kunne lave film, når jeg ikke havde gået på filmskolen", fortæller Nicolas Winding Refn. Men han lod sig heller ikke dengang stoppe af omgivelsernes skepsis.
"Jeg tror, at min amerikanske opvækst har givet mig en du kan, hvad du vil-attitude, som gjorde, at jeg tog chancen alligevel", fortæller han og henviser til, da han som otteårig flyttede med sine forældre til New York.

Det var ikke kun et opgør med janteloven, der støttede rigtigheden i hans beslutning om ikke at tage pladsen på filmskolen. Efter et ophold på en af New Yorks teaterskoler, 'American Academy of Dramatic Arts', fandt han også ud af, at han trivedes bedst med ikke at lade sig belære af andre.
"På teaterskolen gik det meget hurtigt op for mig, at jeg har et meget stort problem med autoriteter", fortæller han. Af samme grund stoppede han på teaterskolen, før han havde gjort den færdig.
"Jeg tror ikke, det ville være blevet bedre af at gå på filmskolen, så jeg takker vor herre hver dag for, at jeg ikke gjorde det", tilføjer han og afslår dermed enhver tvivl om, at han nogensinde har fortrudt sin beslutning om at satse på 'Pusher' frem for filmskolens autoritære undervisere.
"Fravalget af filmskolen var også det tætteste, jeg kunne komme på punk, fordi jeg gik uden om alles forventninger og lavede filmen selv", forklarer han og giver et indblik i det behov for at gå imod strømmen, som også har kendetegnet resten hans karriere.


Kurs stik bankerot

Med en du kan, hvad du vil-attitude, en alder af blot 24 år og en debutfilm, der imponerede selv de mest kritiske anmeldere, var der lagt op til selvtillidsboost, der kunne skyde selv Thomas Blachman i sænk. Og ganske rigtigt fandt Nicolas Winding Refn pludselig sig selv stående på toppen med hele verden for sine fødder.
"Jeg blev usandsynligt arrogant at være sammen med, for jeg troede, jeg kunne gå på vandet, og der var ingen ydmyghed", husker han.
"Når jeg kigger tilbage, tror jeg nok, jeg var ret ulidelig de første to-tre år, for pludselig havde jeg muligheder, jeg slet ikke havde drømt om, og jeg syntes, jeg var verdensmester."

Men det var ikke bare i forhold til omgivelserne, at Nicolas Winding Refns hurtige succes fik konsekvenser.
"Fra jeg var 24, til jeg var i slut 20'erne, troede jeg, jeg var urørlig, og det var ikke særligt sundt for mig hverken rent personligt eller arbejdsmæssigt. Det kræver ydmyghed at arbejde med kultur, for man må aldrig blive vigtigere end sit produkt", fortæller han og tager dermed hul på den nedtur, der kom til at kendetegne hans næste skridt.

Efter 'Pusher' instruerede han i 1999 den barske film 'Bleeder', der, selvom den gav ham et navn i festival-regi, ikke nåede samme publikumssucces som sin forgænger. Da næste værk, den amerikanske 'Fear X', stod for skud, begyndte hans selvetablerede position som verdensmand at gøre skade på den ellers lysende karriere.
"Pludselig afhang succesen ikke udelukkende af mig, men også af det jeg lavede. I forbindelse med 'Fear X' lærte jeg om international finansiering den hårde vej, da en finansiel kilde faldt fra i slutningen af produktionen", forklarer han.

Artiklen fortsætter efter billedet 

Som kunstner er jeg slave

"Det var som en slags veteranflyver, der bare langsomt crashede. Men det absurde ved det var, at jeg var meget glad for, hvad jeg havde lavet, og mit ambitionsniveau voksede, selvom jeg rent finansielt var fuldstændig bankerot og stod tilbage med en gæld på fem millioner."
Med en glatbarberet bankkonto var et højt ambitionsniveau ikke nok til at løfte Nicolas Winding Refn fra det økonomiske hul. Han havde brug for penge. Og her skulle DR's generaldirektør Kenneth Plummer, der dengang arbejdede for Nordisk Film, vise sig at blive hans håndsrækning op fra dybet, da han tilbød ham at lave en efterfølger til 'Pusher'.
"Jeg havde en idé om, at jeg skulle lave kunstfilm, så det var i ren pengedesperation, at jeg gik med til at lave en efterfølger", fortæller han.
"Jeg havde ét krav; hvis jeg skulle lave 'Pusher II', ville jeg også lave 'Pusher 3', for på den måde ville jeg ikke bare få lov til at lave én men to film, hvis det fejlede."

Kravet blev indfriet, og optagelserne til de film, der skulle redde ham fra bankerottens favntag, blev sat i gang. Optagelser der af instruktøren selv snarere blev oplevet som et nødvendigt onde end et kærligt gensyn.
"Jeg hadede at lave filmene, men når jeg tænker tilbage, er det det bedste, der nogensinde er sket for mig", forklarer han.
"Efter jeg var gået konkurs, fik jeg pludselig sat mit liv i perspektiv, og jeg indså, at jeg ikke kunne gå på vandet, men til gengæld havde jeg opnået, at jeg godt kunne overleve."

 

It's all about the money

Med nedturen med 'Fear X' og den begyndende genvundne grund under fødderne med 'Pusher II og 3', begyndte økonomiens alvor at gå op for Nicolas Winding Refn. Den unge, naive instruktør, der troede, han kunne gå på vandet, var pludselig forvandlet til en hardcore businessmand, der måtte acceptere, at store ambitioner ikke er tilstrækkeligt til at få succesen sikkert i hus.
"Det hele handler om at skaffe penge til den næste film, for film er jo også en forretning", forklarer han.
"Pengene er ikke vigtigere end selve filmen, men det går hånd i hånd. Som kunstner er jeg slave, og jeg skal købe min frihed."

Jagten på penge og bevidstheden om, at en instruktørtilværelse ikke blot handler om at forfølge sine kunstneriske ambitioner, har siden skubbet Nicolas Winding Refn frem og tilbage mellem slavearbejde som at instruere 'Miss Marple' i England og skrive og producere tv-serien 'De udvalgte' for DR. Den naive tilgang til instruktørrollen, som han indtrådte i filmbranchen med som 24-årig knægt, er for længst borte og erstattet med en noget mere kynisk tilgang til jobbet.
"Da jeg var ung var min ambition at bygge min egen myte, og i starten syntes jeg, det var helt vildt sjovt at være kendt og blive interviewet. Nu er det decideret pain in the ass, men en nødvendighed hvis jeg vil have distribueret mine film og dermed tjene penge til den næste."


Jeg kan jo ikke andet

Nicolas Winding Refn har siden sit første møde med filmbranchens sorteste økonomiske hul flere gange stået ansigt til ansigt med samme mørke, som da han i 2006 gik ned med firmaet NWR Production ApS. Men til trods for de økonomiske nedture har det aldrig fået ham til at miste modet.
"Selvom jeg er gået konkurs, er det ikke synd for mig. Jeg har tværtimod været meget heldig og fået mulighederne", fortæller han og fortsætter:
"Jeg skal have nogle op- og nedture, hvor det hele ikke kan blive sortere, for at jeg kan rejse mig igen. Så jeg gambler og sætter alt på spil."

Sidste nye satsninger er portrætfilmen 'Bronson' og vikingefilmen 'Valhalla Rising' med Mads Mikkelsen i hovedrollen, som har premiere til efteråret. Og selvom de kunstneriske udskejelser efterhånden har kostet Nicolas Winding Refn en del ørefigner, er han ikke bange for, at en film om Danmarks brutale forfædre kan trække ham tilbage i det økonomiske sorte hul.
"Det handler om at tro på sit projekt, og jeg synes selv, jeg bliver bedre og bedre til det, jeg laver", fortæller han.
"Nogen synes, det er gået ned ad bakke efter 'Pusher', og nogen synes noget andet, men jeg har fået lov til at lave det, jeg gerne vil på min måde, selvom det har været hårdt og stejlt."

Trods den hårde og stejle karriere har han aldrig overvejet at droppe instruktørrollen og dermed sige farvel til den overhængende fare for de sorte huller. For som han ser det, har han ikke noget valg.
"Jeg startede med at lave film, fordi jeg er farve- og ordblind, så der var ikke så mange andre kunstformer, jeg kunne gøre mig i", forklarer han valget af sin profession med.
"Billedemediet blev derfor ekstremt vigtigt for mig, og på den måde har det spist sig ind på mig. Nu kan jeg ikke lade være med at lave film", slutter han, imens næste økonomiske satsning højst sandsynligt allerede rumsterer bag de markerede briller.

 

Nicolas Winding Refn

  • 38 år
  • Søn af filminstruktøren Anders Refn.
  • Debuterede i 1996 med kultfilmen 'Pusher'.
  • Øvrige film: 'Bleeder', 'Fear X', 'Pusher II' og 'Pusher 3'.
  • Hans karriere er skildret i Phie Ambos dokumentarfilm 'Gambler'.
  • De næste produktioner, portrætfilmen 'Bronson' og vikingefilmen 'Valhalla Rising', har begge premiere i 2009.

  moment_februar_09_stor.jpg

Af: Louise Mai Rasmussen
Bragt i Studie- og karrieremagasinet Moment, feb. 2009
www.moment.dk/magasin

Studie- og karrieremagasinet Moment er et blad til studerende og nyuddannede. Indholdet skrives af studerende, og magasinet udkommer fire gange om året - i februar, april, september og november. Det bliver distribueret på videregående udannelser, caféer og fitness dk-centre i de større byer. Magasinet udgives af vikar- og rekrutteringsbureauet Moment.

Læs hele Studie- og karrieremagasinet Moment her

 

 

Det var en ung og idealistisk instruktør, der i 1996 kickstartede sin karriere med kultfilmen 'Pusher'. Siden dengang har Nicolas Winding Refn på den hårde måde erfaret, at det ikke blot kræver ambitioner men også penge at blive verdensmand.