Artikler om karriere
TILMELD NYHEDSBREV

Jeg kan jo ikke andet

Nicolas Winding Refn har siden sit første møde med filmbranchens sorteste økonomiske hul flere gange stået ansigt til ansigt med samme mørke, som da han i 2006 gik ned med firmaet NWR Production ApS. Men til trods for de økonomiske nedture har det aldrig fået ham til at miste modet.
"Selvom jeg er gået konkurs, er det ikke synd for mig. Jeg har tværtimod været meget heldig og fået mulighederne", fortæller han og fortsætter:
"Jeg skal have nogle op- og nedture, hvor det hele ikke kan blive sortere, for at jeg kan rejse mig igen. Så jeg gambler og sætter alt på spil."

Sidste nye satsninger er portrætfilmen 'Bronson' og vikingefilmen 'Valhalla Rising' med Mads Mikkelsen i hovedrollen, som har premiere til efteråret. Og selvom de kunstneriske udskejelser efterhånden har kostet Nicolas Winding Refn en del ørefigner, er han ikke bange for, at en film om Danmarks brutale forfædre kan trække ham tilbage i det økonomiske sorte hul.
"Det handler om at tro på sit projekt, og jeg synes selv, jeg bliver bedre og bedre til det, jeg laver", fortæller han.
"Nogen synes, det er gået ned ad bakke efter 'Pusher', og nogen synes noget andet, men jeg har fået lov til at lave det, jeg gerne vil på min måde, selvom det har været hårdt og stejlt."

Trods den hårde og stejle karriere har han aldrig overvejet at droppe instruktørrollen og dermed sige farvel til den overhængende fare for de sorte huller. For som han ser det, har han ikke noget valg.
"Jeg startede med at lave film, fordi jeg er farve- og ordblind, så der var ikke så mange andre kunstformer, jeg kunne gøre mig i", forklarer han valget af sin profession med.
"Billedemediet blev derfor ekstremt vigtigt for mig, og på den måde har det spist sig ind på mig. Nu kan jeg ikke lade være med at lave film", slutter han, imens næste økonomiske satsning højst sandsynligt allerede rumsterer bag de markerede briller.

 

Nicolas Winding Refn

  • 38 år
  • Søn af filminstruktøren Anders Refn.
  • Debuterede i 1996 med kultfilmen 'Pusher'.
  • Øvrige film: 'Bleeder', 'Fear X', 'Pusher II' og 'Pusher 3'.
  • Hans karriere er skildret i Phie Ambos dokumentarfilm 'Gambler'.
  • De næste produktioner, portrætfilmen 'Bronson' og vikingefilmen 'Valhalla Rising', har begge premiere i 2009.

  moment_februar_09_stor.jpg

Af: Louise Mai Rasmussen
Bragt i Studie- og karrieremagasinet Moment, feb. 2009
www.moment.dk/magasin

Studie- og karrieremagasinet Moment er et blad til studerende og nyuddannede. Indholdet skrives af studerende, og magasinet udkommer fire gange om året - i februar, april, september og november. Det bliver distribueret på videregående udannelser, caféer og fitness dk-centre i de større byer. Magasinet udgives af vikar- og rekrutteringsbureauet Moment.

Læs hele Studie- og karrieremagasinet Moment her

 

 

Det var en ung og idealistisk instruktør, der i 1996 kickstartede sin karriere med kultfilmen 'Pusher'. Siden dengang har Nicolas Winding Refn på den hårde måde erfaret, at det ikke blot kræver ambitioner men også penge at blive verdensmand.