Artikler om karriere
TILMELD NYHEDSBREV

Kurs stik bankerot

Med en du kan, hvad du vil-attitude, en alder af blot 24 år og en debutfilm, der imponerede selv de mest kritiske anmeldere, var der lagt op til selvtillidsboost, der kunne skyde selv Thomas Blachman i sænk. Og ganske rigtigt fandt Nicolas Winding Refn pludselig sig selv stående på toppen med hele verden for sine fødder.
"Jeg blev usandsynligt arrogant at være sammen med, for jeg troede, jeg kunne gå på vandet, og der var ingen ydmyghed", husker han.
"Når jeg kigger tilbage, tror jeg nok, jeg var ret ulidelig de første to-tre år, for pludselig havde jeg muligheder, jeg slet ikke havde drømt om, og jeg syntes, jeg var verdensmester."

Men det var ikke bare i forhold til omgivelserne, at Nicolas Winding Refns hurtige succes fik konsekvenser.
"Fra jeg var 24, til jeg var i slut 20'erne, troede jeg, jeg var urørlig, og det var ikke særligt sundt for mig hverken rent personligt eller arbejdsmæssigt. Det kræver ydmyghed at arbejde med kultur, for man må aldrig blive vigtigere end sit produkt", fortæller han og tager dermed hul på den nedtur, der kom til at kendetegne hans næste skridt.

Efter 'Pusher' instruerede han i 1999 den barske film 'Bleeder', der, selvom den gav ham et navn i festival-regi, ikke nåede samme publikumssucces som sin forgænger. Da næste værk, den amerikanske 'Fear X', stod for skud, begyndte hans selvetablerede position som verdensmand at gøre skade på den ellers lysende karriere.
"Pludselig afhang succesen ikke udelukkende af mig, men også af det jeg lavede. I forbindelse med 'Fear X' lærte jeg om international finansiering den hårde vej, da en finansiel kilde faldt fra i slutningen af produktionen", forklarer han.

Artiklen fortsætter efter billedet 

Som kunstner er jeg slave

"Det var som en slags veteranflyver, der bare langsomt crashede. Men det absurde ved det var, at jeg var meget glad for, hvad jeg havde lavet, og mit ambitionsniveau voksede, selvom jeg rent finansielt var fuldstændig bankerot og stod tilbage med en gæld på fem millioner."
Med en glatbarberet bankkonto var et højt ambitionsniveau ikke nok til at løfte Nicolas Winding Refn fra det økonomiske hul. Han havde brug for penge. Og her skulle DR's generaldirektør Kenneth Plummer, der dengang arbejdede for Nordisk Film, vise sig at blive hans håndsrækning op fra dybet, da han tilbød ham at lave en efterfølger til 'Pusher'.
"Jeg havde en idé om, at jeg skulle lave kunstfilm, så det var i ren pengedesperation, at jeg gik med til at lave en efterfølger", fortæller han.
"Jeg havde ét krav; hvis jeg skulle lave 'Pusher II', ville jeg også lave 'Pusher 3', for på den måde ville jeg ikke bare få lov til at lave én men to film, hvis det fejlede."

Kravet blev indfriet, og optagelserne til de film, der skulle redde ham fra bankerottens favntag, blev sat i gang. Optagelser der af instruktøren selv snarere blev oplevet som et nødvendigt onde end et kærligt gensyn.
"Jeg hadede at lave filmene, men når jeg tænker tilbage, er det det bedste, der nogensinde er sket for mig", forklarer han.
"Efter jeg var gået konkurs, fik jeg pludselig sat mit liv i perspektiv, og jeg indså, at jeg ikke kunne gå på vandet, men til gengæld havde jeg opnået, at jeg godt kunne overleve."

 

It's all about the money

Med nedturen med 'Fear X' og den begyndende genvundne grund under fødderne med 'Pusher II og 3', begyndte økonomiens alvor at gå op for Nicolas Winding Refn. Den unge, naive instruktør, der troede, han kunne gå på vandet, var pludselig forvandlet til en hardcore businessmand, der måtte acceptere, at store ambitioner ikke er tilstrækkeligt til at få succesen sikkert i hus.
"Det hele handler om at skaffe penge til den næste film, for film er jo også en forretning", forklarer han.
"Pengene er ikke vigtigere end selve filmen, men det går hånd i hånd. Som kunstner er jeg slave, og jeg skal købe min frihed."

Jagten på penge og bevidstheden om, at en instruktørtilværelse ikke blot handler om at forfølge sine kunstneriske ambitioner, har siden skubbet Nicolas Winding Refn frem og tilbage mellem slavearbejde som at instruere 'Miss Marple' i England og skrive og producere tv-serien 'De udvalgte' for DR. Den naive tilgang til instruktørrollen, som han indtrådte i filmbranchen med som 24-årig knægt, er for længst borte og erstattet med en noget mere kynisk tilgang til jobbet.
"Da jeg var ung var min ambition at bygge min egen myte, og i starten syntes jeg, det var helt vildt sjovt at være kendt og blive interviewet. Nu er det decideret pain in the ass, men en nødvendighed hvis jeg vil have distribueret mine film og dermed tjene penge til den næste."

Det var en ung og idealistisk instruktør, der i 1996 kickstartede sin karriere med kultfilmen 'Pusher'. Siden dengang har Nicolas Winding Refn på den hårde måde erfaret, at det ikke blot kræver ambitioner men også penge at blive verdensmand.