Dette lille udsagn, kendt fortrinsvis fra amerikanske film om AA møder, er bare rammende :o)

"Jeg er desværre nødt til at opsige dig!"

Sådan lød det på en solrig sommerdag i juni 2012... 8 små ord, og ens verden vendes på hovedet.

Ja, sådan omtrent. For pludselig går det stærkt, og så er drømmejobbet inden for rækkevidde, måske?

Hvad snakker jeg om? Jo, ser I, jeg har sendt en lang række uopfordrede ansøgninger ud siden jeg blev ledig i begyndelsen af november. Langt de fleste har jeg fået pæne afslag på. Men en af dem, som jeg ikke havde hørt fra, og som jeg ikke havde fået fulgt op på, kastede en telefonopringning af sig torsdag i sidste uge.

Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer... Og når nu det ikke kan være anderledes, så er det såmænd ikke så tosset at være jobsøgende i de mørke måneder. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg tillader mig at nyde, at jeg ikke skal tidligt op hver eneste morgen, men kan planlægge min jobsøgningstid således, at jeg kan sove længe, når jeg har behov.

OK, det var måske en lidt provokerende overskrift, men det fik dig da til at læse videre, ikke?

Jeg blev officielt arbejdsløs den 1. november, og siden har jeg brugt tiden på at bringe alle de ting i orden, som forventes og forlanges af mig som jobsøger og dagpengemodtager. Jeg har også været til møde på Jobcenteret, hvilket var en forbavsende positiv oplevelse.

 

Det er en fantastisk positiv respons, vi har fået på mit første blogindlæg! Og hvad kan du som læser så bruge det til? Hvis du hører til dem, der tænker, at vi, med de tanker vi gør os i Jobcenter Ikast-Brande, har fat i den lange ende, så bliver du sikkert glad for at høre, at vi er blevet kontaktet af flere med henblik på videndeling.

Omdrejningspunktet på min blog vil være hvordan jeg tænker, at ledige jobsøgere og virksomheder kan bruge et jobcenter som professionel samarbejdspartner!

Det er min opfattelse, at der bliver brugt megen tid/kræfter/økonomi på at aktivere frem for at rekruttere. Det er min intention, at sprede tankegangen fra aktivering til rekruttering til samtlige jobcentre i Danmark. Jeg vil i senere indlæg fortælle om, hvordan jeg vil gøre det, og hvad jeg allerede har gjort.

Det ser ud til, at skibet er ladet med job. Der er underskrevet kontrakt, og jeg starter mandag.

Jeg har gået tænkt på en ting. Hvor forandringsparat skal man være? Hvornår er man forandringsparat, og hvornår er man firkantet, når man forholder sig til, at arbejdsgiveren stiller nye krav til ens indsats og arbejdsopgaver? Hvor længe kan arbejdsgiveren forvente en ekstra indsats, og hvor meget forandringsparathed kan han med rimelighed forvente? Hvor meget skal man som arbejdstager strække og bøje sig, inden det bliver for meget, og man har lov at sige fra?

For nylig blev jeg kontaktet via LinkedIn af en anden bruger, der havde et forslag til en forretningsmulighed, som han syntes, jeg havde kvalifikationerne til. Lidt nysgerrig er man vel altid, og måske var det interessant, man er vel i markedet for nye udfordringer. Så jeg indvilligede i at mødes over en kop kaffe, så han kunne fortælle mere om denne forretningsmulighed.

Man skal høre meget, før ørene falder af, og denne historie, fortalt af en tidligere kollega og ven, som også er jobsøgende for tiden, tåler at blive genfortalt. Det er ikke småting, man kan komme ud for på sin vej gennem jobsøgningsjunglen. Her er den så: