Det var en helt almindelig dag på arbejde, den 8. maj 2019, lige indtil min chef fik et eller andet galt i halsen. Pludselig stod han på mit kontor og opførte sig mærkeligt. Jeg kiggede op fra mit arbejde og det skulle jeg aldrig have gjort...
Han begyndte på en lang enetale om at hans medarbejdere skulle være positive og glade for deres arbejde samt at jeg ikke var vellidt på arbejdspladsen. Da jeg ikke reagerede på det fortsatte han med at gå personligt efter mig. Nu kunne jeg lige pludselig ikke mit arbejde og jeg var kun til besvær.
Det øjeblik tog jeg en beslutning, som skulle blive den bedste beslutning jeg længe har taget – Jeg skulle ikke arbejde her mere. Jeg rejse mig fra min plads, pakkede sammen og sagde farvel. Jeg ringede til min fagforening så snart at jeg sad i min bil og forklarede min situation. Det var 5. gang at min chef flippede ud på mig og nu var det nok. Og så gav jeg slip. Resten af maj måned var jeg sygemeldt og blev samtidigt fristillet.
Men hvad skulle jeg nu...
Måske skal jeg lige kort præsentere mig selv. Jeg hedder Anastasia Kofoed og jeg arbejder deltid grundet flere ulykker, den første for snart 21 år siden. Jeg har gennem den sidste årrække arbejdet med økonomi, som bogholder og økonomi assistent.
Men hvad skulle jeg så nu...
Jeg tog kontakt til min kommune og da jeg ikke havde fået tildelt en sagsbehandler, blev jeg stillet om til lederen. Vi havde en rigtig god dialog, hvor jeg forklarede, at jeg var nødt til at i gang med et eller andet med det samme, nu imens at jeg havde gnisten. Hun anbefalede mig at kontakte Powerjobsøgerne Nyborg. Som sagt så gjort.
Artiklen fortsætter efter billedet
Allerede et par dage senere startede jeg hos Powerjobsøgerne Nyborg. Min første dag hos Powerjobsøgerne var en Powerworkdag. Altså en arbejdsdag, hvor de aktive jobsøgere bruger deres kompetencer i de forskellige grupper – Drift, Administration, HR & Event og Netværk & Marketing. Jeg valgte at prøve noget nyt samt at udfordre mig selv og derfor blev jeg en del af gruppen Netværk & Marketing.
Netværk & Marketing gruppens opgave i juni måned var at arrangere Street Dating i juli måned. Street Dating er en dag, hvor Powerjobsøgerne starter med et virksomhedsbesøg, hvorefter de bliver inddelt i mindre gruppe, som banker på døren ved forskellige andre virksomheder, for at høre om den enkelt virksomhed samt at fortælle om Powerjobsøgerne.
Powerjobsøgerne Nyborg skulle på Street Dating 5 dage i juli måned, hvilket betød at min gruppe skulle finde 5 virksomheder, som vi kunne komme på virksomhedsbesøg hos. Der var flere i gruppe som mente at det ikke kunne lade sig gøre – det var jo i sommerferien. Da jeg som menneske elsker en god udfordring, mente jeg ikke at det ville blive et problem.
Nu var det jo bare at tage kontakt til forskellige virksomheder og så lave en aftale om et virksomhedsbesøg. Vi var ca. 15 i gruppen Netværk & Marketing, da vi startede på at arrangere Street Dating. Jeg ringede til en masse spændende virksomheder og talte med en flok dejlige mennesker. Og det lykkes mig at arrangere 4 virksomhedsbesøg gennem telefonisk kontakt samt at få sluttet aftalen på et 5 virksomhedsbesøg efter en anden havde sendt virksomheden en mail.
Pludselig en dag i slutningen af juni måned blev jeg prikket på skulderen af Malene Gregaard Wilsly, sekretariatschef, facilitator, foredragsholder og stifter af Powerjobsøgerne, som spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig et job. Altså et job som facilitator hos Powerjobsøgerne Nyborg.
Det kunne jeg selvfølgelig godt
I dag er jeg ansat som facilitator hos Powerjobsøgerne Nyborg og jeg er super glad for mit job. Hvis jeg ikke havde fulgt mit hjerte og min intuition samt vist hvem jeg i virkeligheden er, så var jeg ikke endt her.
Hos Powerjobsøgerne fandt jeg et netværk, hvor jeg blev accepteret som det menneske at jeg er. Der blev ikke set ned på mig, fordi at jeg er fleksjobber og lever med kroniske smerter hverdag.
Men hvad er nu lige Powerjobsøgerne...
Powerjobsøgerne er et landsdækkende netværk for aktive jobsøgere uanset baggrund, erhverv og alder. Et netværk som mødes to dage om ugen, hvor den ene dag er en Powerworkdag og den anden er en Powerinspirationsdag. På Powerinspirationsdagen er der oplæg fra en af de frivillige oplægsholdere, coaches og konsulenter som støtter netværket.
Af: Anastasia Kofoed
Facilitator hos Powerjobsøgerne Fyn