Henriette Toxdorf

Da jeg var hjemme hos mine forældre, på vinterferie meed mine piger, trak min mor mig til side og stak mig en gammel bog fra 1948, som hun syntes, jeg skulle læse.

Ja, sådan omtrent. For pludselig går det stærkt, og så er drømmejobbet inden for rækkevidde, måske?

Hvad snakker jeg om? Jo, ser I, jeg har sendt en lang række uopfordrede ansøgninger ud siden jeg blev ledig i begyndelsen af november. Langt de fleste har jeg fået pæne afslag på. Men en af dem, som jeg ikke havde hørt fra, og som jeg ikke havde fået fulgt op på, kastede en telefonopringning af sig torsdag i sidste uge.

Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer... Og når nu det ikke kan være anderledes, så er det såmænd ikke så tosset at være jobsøgende i de mørke måneder. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg tillader mig at nyde, at jeg ikke skal tidligt op hver eneste morgen, men kan planlægge min jobsøgningstid således, at jeg kan sove længe, når jeg har behov.

OK, det var måske en lidt provokerende overskrift, men det fik dig da til at læse videre, ikke?

Jeg blev officielt arbejdsløs den 1. november, og siden har jeg brugt tiden på at bringe alle de ting i orden, som forventes og forlanges af mig som jobsøger og dagpengemodtager. Jeg har også været til møde på Jobcenteret, hvilket var en forbavsende positiv oplevelse.

Jeg har gået tænkt på en ting. Hvor forandringsparat skal man være? Hvornår er man forandringsparat, og hvornår er man firkantet, når man forholder sig til, at arbejdsgiveren stiller nye krav til ens indsats og arbejdsopgaver? Hvor længe kan arbejdsgiveren forvente en ekstra indsats, og hvor meget forandringsparathed kan han med rimelighed forvente? Hvor meget skal man som arbejdstager strække og bøje sig, inden det bliver for meget, og man har lov at sige fra?

For nylig blev jeg kontaktet via LinkedIn af en anden bruger, der havde et forslag til en forretningsmulighed, som han syntes, jeg havde kvalifikationerne til. Lidt nysgerrig er man vel altid, og måske var det interessant, man er vel i markedet for nye udfordringer. Så jeg indvilligede i at mødes over en kop kaffe, så han kunne fortælle mere om denne forretningsmulighed.

Man skal høre meget, før ørene falder af, og denne historie, fortalt af en tidligere kollega og ven, som også er jobsøgende for tiden, tåler at blive genfortalt. Det er ikke småting, man kan komme ud for på sin vej gennem jobsøgningsjunglen. Her er den så:

Jeg er lige gået glip af en jobsamtale. Og, ja, også et job, naturligvis! Jeg blev ringet op torsdag ved middagstid af en rekrutteringskonsulent, som ville have mig til samtale fredag. Jeg var en af 6 kandidater, som var udvalgt blandt ca. 300 ansøgere til at komme til en hurtig samtalerunde. Glæden - og frustrationen - var stor, for det kunne jeg desværre ikke, da jeg var på vinterferie hos familien i Jylland med mine to piger.

Jeg er træt, DØD-træt, af afslag. Og jeg har endda ikke fået særlig mange. Eller. Ja, alt er jo relativt. Jeg har helt præcis fået 27, og jeg har til dato søgt sølle 30 stillinger, så jeg skulle måske i virkeligheden ikke pive? Men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg er irriteret, og ikke mindst frustreret, over ikke engang at været inviteret til en eneste samtale efter alle mine anstrengelser ved tastaturet. ØV!

Forleden blev jeg gjort opmærksom på, at en tidligere kollega netop er død - blot 55 år gammel. Jeg har ikke haft kontakt med ham i mange år, så det kom som lidt af et chok. Ifølge dødsannoncen tilbragte han sine sidste dage på hospice, så det er formentlig en grim sygdom, der har kostet ham livet i utide. Jeg ved, at han efterlod sig et par børn, og jeg har den dybeste sympati for de stakkels unger, som nu må undvære deres far for altid.