Helle Alsted | Stressrådgiver
TILMELD NYHEDSBREV
Blog Jobsøgning Helle Alsted | Stressrådgiver Ledig: 9 gode råd til at komme gennem december med trivsel

Ledig: 9 gode råd til at komme gennem december med trivsel Populær

Skrevet af Helle Alsted | Stressrådgiver     18. December 2010     27552  

Det er tid til én af årets helt store højtider, hvor der skal hygges med familie, venner og masser af julegodter. Men hvordan kommer man i gennem denne egentlig dejlige tid, hvis man er ledig og har svært ved at skulle være til sociale arrangementer og tale om sin ledighed. Og hvordan kommer man igennem en juleferie uden at få dårlig samvittighed over at holde fri fra jobsøgningen?

 

9 gode råd til, hvordan du som ledig kommer gennem december uden stress og med trivsel!

1 Beslut dig for, om du vil holde ferie og hvor mange dage 

Julen ligger rigtig dårligt i år, hvis man gerne vil have en masse ”gratis” feriedage i træk. Det vil sige, at du skal være jobsøgende indtil den 23.december, samt igen fra den 27.- til den 30.(31.?)december. Find ud af, om du ønsker og har brug for at holde fri nogle af de dage. Måske du skal være sammen med familien, der holder fri; måske du skal til familie i en anden del af landet, så er det ikke så nemt at være jobsøgende. Husk at melde ferie i god tid til jobcenter, a-kasse og anden aktør.

 

2. Alle har ret til at holde ferie!

Der er sikkert mange i din familie og blandt dine venner, der også holder fri, og hvorfor skulle du ikke have lov til det? Ville du synes, det var i orden, hvis din samlever/kæreste havde travlt med at arbejde i jeres ferie? Eneste grund til ikke at have lov til at holde juleferie er, hvis du skal bruge dine sidste feriedage på et andet tidspunkt i dette ferieår. Især som børnefamilie skal der bruges en masse feriedage over hele året.

 

3. Én af vejene til at få ledighedsstress er dårlig samvittighed

og hos nogle ledige bliver samvittigheden ikke mindre dårlig af at holde ferie eller af at familien holder ferie uden dig. Vær opmærksom på, hvad og hvem du får dårlig samvittighed over for. Vær nærværende, når du søger job, og vær nærværende når du holder fri. Ingen gode resultater i livet kommer af at gøre et og tænke på, at man burde gøre noget andet.Glem ordene ”jeg burde…”! Måske lykkes det dig at holde ferie og lade være med at tjekke nettet for relevante jobs. Men hvis du tænker, at du burde gøre det, får du dårlig samvittighed, mistrives og er i øget risiko for ledighedsstress. Dårlig samvittighed fører altså intet godt med sig, og hvem gider blive stresset over at holde ferie eller over at fejre jul med dejlige mennesker?

 

4. De fleste arbejdspladser søger ikke nye medarbejdere i slutningen af året 

Mange arbejdspladser gør status over det forgange år, samt får overblik over det nye år i december, og dermed er der ikke så mange opslåede stillinger. Der ligger helt sikkert ingen samtaler mellem jul og nytår, og de fleste steder har ansøgningsfrist inden jul eller efter nytår, og det er et oplagt tidspunkt at holde ferie. Når der ingen jobannoncer eller samtaler er, og du tjekker mails/jobannoncer, selvom du har ferie, vil det sige, at du kun kan bruge unødig tid og energi på grund af den dårlige samvittighed. Og det er endda på noget, der alligevel ikke kan få dig nærmere en ansættelse. Og hvem gider bruge tid og energi på intet resultat, når man i stedet kan bruge det på skønne mennesker og oplevelser.

 

Artiklen fortsætter efter billedet

happy Christmas2

 

5. Send børnene i institution indtil du har ferie 

Vurder, om det er muligt at være jobsøgende samtidig med, at dine børn er hjemme om dagen, (det er ikke engang lovligt, hvis de ikke kan passe sig selv) eller du skal sende dem i institution eller hjem til en kammerat eller bedsteforældre, så du får tid til at søge arbejde og kan holde fri, når de kommer hjem. Du skal ikke have dårlig samvittighed over at sende dine børn på institution i andres ferie. Ofte sker der en masse sjove aktiviteter, og tit har pædagogerne mere tid til det enkelte barn. Det kan endda være sjovere at være i institution, hvor der er nogen at lege med end at være hjemme ved mor og far, der er optagede af alt muligt andet.

 

6. Vurdér, om du ønsker at tage til de forskellige sociale arrangementer!

Der kan være forskel på, hvem man har lyst til at være sammen med, hvis du har det svært med din ledighed. Ønsker du at tage til julefrokost sammen med tidligere kolleger? Ønsker du at være sammen med gamle venner? Ønsker du at være sammen med familien? Ønsker du at være sammen med sportsklubben? Tag til dem, du har lyst til at tage til. Ingen får det bedre af at gøre det, man burde eller plejer at gøre. Og man får det godt af det, man gerne vil. Du træffer selv valgene! *1)

 

7. Afvis presset fra dine omgivelser til de sociale arrangementer

Det er helt i orden at sige, at man ikke har lyst til at tale om sin ledighed, hvis man ikke er okay med den eller bare gerne vil tænke på noget andet og feste/hygge/holde fri. Personer i arbejde har heller ikke altid lyst til at snakke arbejde, når de skal være sociale, så hvorfor skulle du have lyst til det? Og havde du selv lyst til at tale arbejde, da du havde et? Du kan også vælge at tale om, hvad du brænder for i dit liv.

 

8. Styr presset fra dine omgivelser til de sociale arrangementer 

Sig til dem, at du gør hvad du kan, at du nok skal sige til dem, at du fortæller, når der er noget nyt at fortælle, og sig at du også har ret til og brug for at slappe af (og holde ferie), selvom du ikke har et arbejde – og tro på det selv. Og husk, at så længe du gør, hvad du kan og respekterer dig selv og dine egne grænser, kan du og andre ikke forlange mere af dig! (Se mere om pres fra pårørende i mine artikler ”Lær at tackle jobsøgningsstress” her på siden).

 

9. Vær din egen bedste ven!

Ofte er vi bedre til at give andre gode råd end at leve efter vores egne gode råd. Men hvorfor ikke behandle dig selv lige så godt, som du behandler andre? Alle får det psykisk bedst af at leve efter deres egne ønsker og værdier.

 

Hav nu en rigtig god jul med god samvittighed og uden stress!

 

Du kan også læse ” Sådan nyder du ferien fra jobsøgningen – 10 gode råd” her på siden.

 

*1) Du må dog ikke isolere dig fra alle andre mennesker! Hvis du vælger alle arrangementer fra, fordi du ikke har lyst til at være sammen med andre, så skal du være opmærksom på, om du er understresset, har jobsøgningsstress eller om du har en depression. Når mennesket isolerer sig og mangler social kontakt, stiger risikoen for at blive deprimeret. Så find i stedet nogle andre muligheder for at tilbringe tid sammen med de mennesker, du godt kan lide.

 

 

Hvad er dit bedste råd til at komme godt igennem december som ledig?

 

 

 

Kender du nogen, der kunne have gavn af denne artikel, så del den med dem.

 

 

9 gode råd til, hvordan du som ledig kommer gennem december uden stress og med trivsel!