Helle Alsted | Stressrådgiver
TILMELD NYHEDSBREV
Blog Jobsøgning Helle Alsted | Stressrådgiver Sådan nyder du ferien fra jobsøgningen – 10 gode råd

Sådan nyder du ferien fra jobsøgningen – 10 gode råd Populær

Skrevet af Helle Alsted | Stressrådgiver     30. Juni 2010     13391  

Skolernes sommerferie er begyndt og det er tid til at holde ferie og slappe af, men gælder det også for dig, der er ledig? Du har jo ikke et arbejde, så hvad skal du holde ferie fra? Og kan det overhovedet være rigtigt, at det er vigtigt at holde ferie, når man ikke har et arbejde? Må man gerne tage ferie fra at søge arbejde i en krisetid, hvor du selv og dine pårørende - og samfundet presser dig til at få et arbejde hurtigst muligt? Kan det gøres uden dårlig samvittighed og stress?

Selvom du ikke er i arbejde skal du have lov til at holde ferie, du har både ret til det og krav på det, og en ferie kan gøre, at du kommer tilbage med fornyet energi til at søge job og gå til samtaler. Det er ligeså vigtigt for ledige at holde ferie, som det er for mennesker i arbejde. Det er ikke nemt at skulle stå op hver dag og søge arbejde og selv skulle planlægge din tid, derfor er det også vigtigt for de ledige at holde ferie. I ferien bliver der ekstra tid til at slappe af, nyde tid sammen med sin familie, venner eller de aktiviteter, som der ikke er tid og mulighed for i en fyldt hverdag. Og hvorfor skulle de ledige ikke også have lov til og mulighed for det samme?

 

1) Én af vejene til at få ledighedsstress er dårlig samvittighed og hos nogle ledige bliver samvittigheden ikke mindre dårlig af at holde ferie. Vær opmærksom på, hvad og hvem du får dårlig samvittighed over. Kun ved at lokalisere den dårlige samvittighed, kan du arbejde med den og få den til at forsvinde.

 

2) Styr presset fra dine omgivelser. Sig til dem, at du gør hvad du kan, at du nok skal sige til dem, at du fortæller, når der er noget nyt at fortælle, og sig at du også har ret til og brug for at holde ferie, selvom du ikke har et arbejde - og tro på det selv. Og husk, at så længe du gør, hvad du kan og respekterer dig selv og dine egne grænser, kan du og andre ikke forlange mere af dig! (Se mere om pres fra pårørende i mine artikler "Lær at tackle jobsøgningsstress" på www.jobfisk.dk eller www.ledighedsstress.dk).

 

3) Din familie og venner holder også fri, så hvorfor skulle du ikke have lov til det? Ville du synes, det var i orden, hvis din samlever/kæreste havde travlt med at arbejde i jeres ferie?

 

4) Meld ferie og hold den! Hvis du på grund af den dårlige samvittighed ofte tjekker mails for respons på ansøgninger og nette t for ledige jobs eller sidder og skriver ansøgninger, hvorfor så overhovedet melde ferie? - så er du stadig jobsøgende, og så skal du ikke spilde feriedage på det. Feriedagene kan du så gemme til et tidspunkt, hvor du giver dig selv lov til at holde ferie og nyde, at du kan gøre hvad du vil.

 

5) Glem ordene "jeg burde..."! Måske lykkes det dig at lade være med at tjekke mails og nettet for relevant arbejde, men hvis du tænker på, at du burde gøre det, og dermed får dårlig samvittighed, så holder du heller ikke ferie. Dårlig samvittighed fører intet godt med sig, og den resulterer ofte i stress over alle de ting, du burde gøre. Og hvem gider blive stresset over at holde ferie?

 

6) De fleste arbejdspladser kører på lavt blus i juli måned, fordi mange af deres medarbejdere er på ferie. Når der ingen jobannoncer eller samtaler er, vil det sige, at du kun kan bruge unødig tid og energi på grund af den dårlige samvittighed på noget, der alligevel ikke kan få dig nærmere en ansættelse. Og hvem gider bruge tid og energi på intet resultat, når man i stedet kan bruge det på skønne mennesker og oplevelser.

 

7) Skriv tidspunktet for ferien i din ansøgning. Når du har meldt ud, hvornår du holder ferie, bliver det nemmere at slappe af og lade være med at tjekke mails og mobil for at se, om der skulle være en indkaldelse til en samtale. Der er jo alligevel ikke nogen, der henvender sig til dig eller forventer, at du svarer på en eventuel indkaldelse (til efter din ferie).

 

8) Ferie og jobsøgning - begræns det. Hvis det er umuligt for dig at holde helt fri i flere uger, vil jeg foreslå, at du tager en mellemvej, hvor du præcist har planlagt, hvornår og hvor lang tid du må bruge på at tjekke mails og søge arbejde. Brug højest 1 time én dag i ugen, hvor du er arbejdssøgende.

 

9) Send børnene i institution indtil du har ferie. Vurder, om det er muligt at være arbejdssøgende samtidig med, at dine børn er hjemme om dagen, eller skal du sende dem i institution eller hjem til en kammerat eller bedsteforældre, så du får tid til at søge arbejde og kan holde fri, når de kommer hjem. Du skal ikke have dårlig samvittighed over at sende dine børn på institution i andres ferie. Ofte sker der en masse sjove aktiviteter, de kan finde sammen med børn, de ikke har leget med før, og tit har pædagogerne meget mere tid til det enkelte barn og til at lege. Det kan også være kedeligt for børn at gå hjemme med deres forældre i flere uger, hvor der ikke sker særlig meget, og så er det sjovere at være i institution, hvor der er nogen at lege med.

 

10) Vælg at holde ferie for din egen skyld, for dine pårørendes skyld og for dit fremtidige arbejdes skyld!

 


Hvis du vil læse en uddybning af artiklen, kan du finde den på min hjemmeside www.ledighedsstress.dk  
Hav nu en rigtig god ferie med god samvittighed og uden stress!

 

 

Tilføj kommentar

Sikkerhedskode
Opdatér


10 råd: Nyd ferien uden stress og jobsøgning

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. For at finde ud af mere om de cookies, vi bruger, og hvordan man sletter dem, se vores Vilkår og Betingelser.

Jeg accepterer cookies fra dette dette site.

EU Cookie Direktiv