Helle Alsted | Stressrådgiver
TILMELD NYHEDSBREV
Blog Jobsøgning Helle Alsted | Stressrådgiver De introverte og ekstroverte lediges udfordringer

De introverte og ekstroverte lediges udfordringer Populær

Skrevet af Helle Alsted | Stressrådgiver     08. August 2013     4858  

Jeg ved ikke, om du har set det, men der bliver skrevet en del om det at være introvert og ekstrovert for tiden.

Diverse artikler og bøger handler om, hvordan det er, at være introvert eller ekstrovert på en arbejdsplads, samt hvilke kvaliteter, de forskellige personlighedstræk kan give en arbejdsgiver. Jeg har i min bog "Ledig uden stress". Sådan skaber du trivsel som ledig" skrevet om, hvilke betydninger, det har at være introvert eller ekstrovert, når man er ledig. Men du skal ikke snydes for at læse om emnet, hvis du ikke er stødt på min bog.


Lær dig selv at kende

Nogle gange hjælper det at generalisere mennesker ud fra forskellige begreber, og én af de anvendelige måder er, at dele folk op i introverte og ekstroverte. Det er selvfølgelig mest brugbart for dem, der enten er meget introverte eller meget ekstroverte. Introverte og ekstroverte har mange kendetegn og forskelligheder, én af de største forskelle er, hvordan introverte og ekstroverte samler og bruger energi gennem samværet med andre mennesker. Det er ca 20 % af befolkningen, der er introverte.

 

Den største forskel

Har du lagt mærke til, at nogen mennesker aldrig bliver trætte, når de er sammen med andre? Det lader endda til, at de får mere og mere energi af at være sammen med andre, og de fester til de bliver smidt ud – eller alle andre er gået hjem i seng. Har du lagt mærke til, at andre mennesker bliver hurtigere trætte og ofte går hjem inden festen er slut? - nogen ville endda sige, at festen kun lige er gået i gang, og at de er kedelige, fordi de går så tidligt hjem. Det vil altså sige, at introverte bruger meget energi, når de er sammen med andre mennesker, og derfor bliver de hurtigere "mættede" i sociale sammenhænge end de ekstroverte, der får masser af energi, når de er sammen med andre mennesker.


Når det gælder om at tilbringe tid alene, bliver de introverte fyldt med energi, mens de ekstroverte mister energi af det, og de vil ofte søge efter at komme til at være sammen med andre mennesker, når de har været alene et stykke tid. De ekstroverte bliver helt trætte og energiforladte, hvis de er alene i lang tid. De introverte bliver efter noget tid alene friske, og er dermed igen klar til at være sammen med andre mennesker.


Introverte er ikke asociale!

Introverte er altså IKKE kedelige, nørdede mennesker, der altid sidder med snuden i en bog eller som ikke kan være sociale, åbne og tilbringe tid i festligt lag. Det er en myte! Det kommer måske af, at de kan være stille i større forsamlinger, hvor de ikke føler sig hjemme eller der er mange ekstroverte. Men for eksempel blandt venner og i mindre forsamlinger, kan det sagtens være en introvert, der sidder og fortæller og underholder – de gør det oftere i kortere tid, end den ekstroverte, fordi energien bliver brugt hurtigere.

 

Jeg er selv introvert og kan for eksempel sagtens holde foredrag og undervise alligevel. Jeg bruger bare en masse energi i de timer, jeg er på, derfor er jeg træt bagefter og har brug for at være lidt alene. Hvorimod min ekstroverte mand bliver høj af det og har brug for at snakke og fortælle bagefter eller tage videre til et nyt foredrag eller et socialt arrangement.

 

Jobsøgning kræver trivsel og energi

Nå, men nu henvender jeg mig til dig som ledig, så hvilken betydning har det for dig at være det ene eller det andet? Ledige kan bruge denne forståelse af mennesker til at finde ud af, om de har brug for i større grad at være sammen med andre mennesker i det daglige, eller de har det fint med at sidde en del derhjemme og gøre jobsøgende aktiviteter. Samværet med andre kan betyde meget for det mentale helbred hos både introverte og ekstroverte, men hvis du er ekstrovert skal du være opmærksom på, at du måske ikke får samlet energi, fordi du tilbringer meget tid alene, og dermed kommer i en negativ spiral med manglende energi og overskud til at søge arbejde.

 

Den ekstroverte ledige samler energi

Hvis du er ekstrovert, skal du se på, om det kan hjælpe at sidde på biblioteket, hvor der er andre mennesker, som man måske kan falde i snak med. Du kan finde ud af, om du kender andre, der er ledige, som du kan sidde sammen med, når I søger arbejde. Du kan også se på, om der er noget frivilligt arbejde, som du kan lave et par timer om ugen, så du ser nogen mennesker. Og samtidig vil det give dig en følelse af, at du er noget værd. Derudover er det vigtigt, at du sørger for at være sammen med andre mennesker i din fritid og i dit privatliv. Det kan enten være hygge med venner og familie, eller du kan vælge at gå til en aktivitet, hvor I samtidig har socialt samvær. Når du har samlet energi en aften, bliver det nemmere at sidde alene næste dag og have fokus på jobsøgningen.

 

Den introverte ledige samler energi

Som introvert har du sikkert nemmere ved at tilbringe en del tid i dit eget selskab – og at sidde alene og søge arbejde. Som ledig introvert kan det endda have den fordel, at du ikke bliver overbelastet af at være sammen med andre mennesker på i et ekstrovert samfund, hvor arbejdspladserne også ofte har et ekstrovert miljø. Men det er vigtigt at have for øje, at de fleste mennesker også har brug for at være sammen med andre mennesker nogle dage i ugen, og derfor skal du være opmærksom på, at du ser andre mennesker og ikke isolerer dig. Der er ingen mennesker, der får det godt af at isolere sig – heller ikke introverte. Hvis du holder dig helt fra at se andre mennesker, vil du ikke få følelsen af samhørighed, fællesskab, og glæden i andre menneskers liv. Man kan godt have haft en træls dag, og så tilbringe tid sammen med en anden, og pludselig stiger humøret rigtig meget. Har du tænkt på, hvor meget et enkelt smil fra en anden kan betyde for dit humør? Ellers så prøv det i praksis.

 

Du kan læse mere om forskellene ved de introverte og ekstroverte personlighedstræk på min hjemmeside her: http://ledighedsstress.dk/er-du-introvert-eller-ekstrovert-–-lær-at-forsta-dig-selv-og-andre 


Held og lykke med jobsøgningen. De bedste hilsener fra Helle Alsted

 

"Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig" af Helle Alsted kan lånes på en del biblioteker, ellers kan du bede dem om at købe den hjem. Den kan selvfølgelig også købes – der er et par eksemplarer tilbage. Du kan købe dem her: www.findbog.dk

 

 

Tilføj kommentar

Sikkerhedskode
Opdatér


Introvert eller ekstrovert: Hvordan griber du jobsøgningen an.Brug dine styrker

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. For at finde ud af mere om de cookies, vi bruger, og hvordan man sletter dem, se vores Vilkår og Betingelser.

Jeg accepterer cookies fra dette dette site.

EU Cookie Direktiv