Halfdan Timm
TILMELD NYHEDSBREV
Blog Jobsøgning Halfdan Timm 5 arbejdsgivere afslører: Dét kigger vi efter i din jobansøgning

5 arbejdsgivere afslører: Dét kigger vi efter i din jobansøgning Populær

Skrevet af Halfdan Timm     26. April 2016     18177  

6 arbejdsgivere-Dt kigger vi efter lilleEn arbejdsgiver til et attraktivt job kan sagtens modtage flere hundrede ansøgninger.

Og lad det være sagt med det samme:
Han eller hun læser ikke dem alle sammen igennem. Det er der ikke tid til.


I stedet for skimmer arbejdsgiveren din ansøgning og lægger dig enten i bunken til dem, der bliver læst – eller den store bunke af ansøgninger, der aldrig får mere end et par sekunders opmærksomhed.

5 arbejdsgivere fortæller i det her indlæg hvad de kigger på.

 

 

Artiklen fortsætter efter billedet

6 arbejdsgivere-Dt kigger vi efter

 

 

Søger du job lige nu?

Brug 5 minutter på at læse, hvordan du ikke diskvalificerer dig selv allerede på de første 2 sekunder her (fx ved at glemme at fortælle hvorfor du søger jobbet)!

 

 

Jesper Hvejsel – Firtal Web

jesper hvejsel300Jesper Hvejsel er medstifter af Firtal Web, der driver flere webshops – herunder Danmarks største helsebutik Helsebixen.dk. Jespers lager sender hvert år mere end 150.000 pakker, firmaerne beskæftiger mere end 30 mand og Jesper med partner Mikkel Salling fik i Løvens Hule 3 millioner kroner i investering fra bl.a. Christian Stadil.

 

"Vi får omkring 100-150 ansøgninger per stilling på vores mest gængse roller, det kan være en svær opgave at læse så mange igennem og derfor udvikler man ret hurtigt nogle standard ting man kigger efter.

 

  1. Vi er en online virksomhed, og det kræver it-snilde at arbejde ved os, så derfor kigger jeg altid på hvordan tingene er stillet op. Det er utroligt så meget en mail og en ansøgning kan afsløre omkring folks evner på en computer.
  2. Har de læst ansøgningen, det kan man også ret hurtigt vurdere, er de inde og tage stilling til nogen af de ting vi har skrevet i ansøgningen.
  3. Har de kompetencerne til stillingen, vi oplever oftest at omkring 50% af ansøgerne bare søger for at søge. (Måske regeringen skulle kigge lidt på den metric). Derfor sorterer vi oftest nogle grundlæggende forkerte kompetencer fra.
  4. Derefter går jeg langt mere i dybden med de 20-30 ansøgninger der oftest er til rest. Her kigger jeg meget efter personligheden, jeg vil gerne se personlighed i ansøgningen. Det er svært at definere hvad det er, men når du ser personlighed, ved du det."

 

 

Dennis Drejer – Rito

dennis drejer300Dennis Drejer driver garnbutikken Rito.dk, der lige nu er nomineret til 3 priser hos FDIHs kommende prisuddeling – herunder Brugernes Favorit. Hans butik er på få år vækstet voldsomt og beskæftiger i dag 6 mand på fuld tid udover Dennis selv.


"Når vi søger nye medarbejdere, så må ansøgerne kun sende deres ansøgning pr. mail med en specifik emnelinje, som vi vælger. Dukker der nogen op fysisk eller sender ansøgerne med en anden emnelinje, så får de et afslag med det samme. Det er vores første test på at se deres sans for detaljer. Herefter sortere vi rigtig hård i folk som virkelig brænder på den specifikke stilling, frem for folk som brænder for at "tjene penge".

Dem som i deres ansøgning kun skriver hvad de kan få ud af en ansættelse og ikke hvad vi som virksomhed kan få ud af at ansætte dem, de får også et afslag med det samme. En ansøgning som ser masseproduceret ud og som ikke er målrettet direkte mod vores virksomhed/stillingen får også et afslag med det samme. Der ud over er det vigtigt at folk kan stave, formulere sig, sender et billede med, sender deres CV, oplyser deres alder og personlig status, ikke at vi nødvendigvis bruger det til noget, men det viser at man har gjort noget ud af sin ansøgning."

 


Søren Sneftrup – Københavns Kommune

sren sneftrup300Søren Sneftrup er jurist ved Københavns Kommune, hvor han bl.a. bidrager i forbindelse med ansættelser. Han er ogssøå forfatter til en kommende bog om jobansøgning på FaaJob.dk. I tidligere job har Søren også haft ansvar for rekruttering af medarbejdere.

"En jobansøgning er en en-sides reklame for dig selv, og den skal kun tjene ét formål: At få dig til en jobsamtale. I den forbindelse glemmer mange ofte helhedsindtrykket. Dit layout af din jobansøgning har indflydelse på, om du kommer til samtale.

Er jobansøgningen ikke indbydende, er risikoen at den ikke læses så grundigt eller i værste fald, at den slet ikke læses. Og så kommer du i hvert fald ikke til samtale. Jeg gider ikke mødes af én stor, tung blok af tekst. Ansøgningen skal være overskuelig, bygget op i mindre afsnit, der svarer på opslaget og være på max én side. Du skal huske på, at det du ikke skriver er mindst lige så vigtigt, som det du skriver. Jeg vil vide, hvad du kan gøre for mig, og jeg vil have lyst til at vide mere.

Et konkret godt råd: Lad nu være med at skrive, at du er ansvarsfuld, loyal og møder til tiden. Det gælder i øvrigt alle tillægsord, du kan sætte på dig selv. Vis mig det i stedet. Brug konkrete eksempler fra virkeligheden (optimalt set tidligere erfaring) på, at hvordan du har håndteret en svær situation – så skal jeg nok selv komme til den konklusion, at du er den mest ansvarlige person i hele verden."

 


Michael Roscoe – Roscoe & Stars

michael roscoe300Michael Roscoe er ekspert i Facebook-annoncering med eget bureau i form af Roscoe & Stars. Derudover er han medejer af Barko og medinvestor i HappyHello A/S. Michael er med til at ansætte i alle tre firmaer, og er derudover kendt som deltager i DR3s "Spørg mig om alt".

"Vi kigger først og fremmest på ansøgerens motivation.

Vi vil 100x hellere have en medarbejder uden uddannelse og erfaring, men som til gengæld bare rigtigt gerne vil arbejde med det vi søger efter end en med erfaring, der bare leder efter endnu et job.

Det er den første person, der får tingene gjort, bliver til efter 14:59 og bidrager til virksomheden i mange år.

Derfor vil vi gerne læse i jobansøgningen, hvad din motivation er. Du får et stort plus, hvis du på forhånd har læst lidt op på vores virksomhed og skriver noget, der er relevant som "jeg kan se, I lægger stor vægt på hurtig kundeservice på jeres Facebook-side – det er en opgave jeg både kan og gerne vil løse for jer".

Så er du næsten sikker på at komme til samtale!"

 


Halfdan Timm – Obsidian Digital

halfdan timm 300Halfdan Timm – forfatter til denne artikel – er partner i bureauet Obsidian Digital, hvor han arbejder med SEO og Facebook-annoncering. Han har tidligere stiftet JUF.dk ApS, der med 6 medarbejdere i 2015 blev solgt til Agera ApS. Han ansætter danskere i Obsidian Digital og har herudover en argentiner og serber næsten fuld tid på rejsesøgemaskinen BilligeFlybilletter.dk.

"Jeg vil gerne se, hvad du tidligere har arbejdet med.

Ikke bare hvor du har arbejdet, men hvad du faktisk har produceret. Hvis du har siddet som grafiker tidligere, så send mig eksempler på de hjemmesider, du har designet. Har du været tekstforfatter, så send mig nogle tekster. Udvikler, så send mig nogle webapps, du har kodet.

Jeg vil altid gerne se det, du er mest stolt af at have produceret, for det fortæller meget om, hvordan du arbejder.

En generisk jobansøgning, hvor du har "ben i næsen" og "holder begge ben på jorden", men uden eksempler på hvad du faktisk har lavet, lægger jeg til side i dét øjeblik, jeg får en ansøgning med eksempler.

Derudover er jobsamtalen mit vigtigste redskab til at finde den rigtige medarbejder. Her handler det om at skabe et godt førstegangsindtryk. Tag pænt tøj på, lad være med at afbryde og hav sat dig ind i hvad min virksomhed laver, før du kommer. Så er der god chance for, det ikke bliver sidste gang."

 

 

Er du selv arbejdsgiver?

Del dine erfaringer med jobansøgninger, og hvad du lægger vægt på, når du sidder med en ansøgning i hånden i kommentarfeltet på Jobfisk.dk herunder:

 

Arbejdsgiverne: Det kigger vi efter når vi søger nye medarbejdere