På en eller anden måde er der nogle mekanismer på arbejdsmarkedet, der forandrer sig. Det, der tidligere var integreret, glider fra hinanden og skal samle sig på ny.
Siden foråret har jeg interesseret mig for, hvordan det kan være, at nogle nyuddannede kandidater fra de videregående uddannelser har vanskeligheder ved at finde deres første "rigtige" job efter studietiden. Jeg synes, det er svært at forstå, og derfor har jeg arbejdet i eget regi med at prøve at hjælpe den næste generation videre i deres professionelle karriere og derigennem talt med en hel del gode folk indenfor - og med interesse for - denne målgruppe.
Samfundet har investeret store ressourcer i at få de unge mennesker uddannet. Som studerende har de også selv dedikeret en stor del af deres liv på at dygtiggøre sig, og de har bevist, at de vedholdende kan gennemføre et forløb med langt perspektiv og tilegne sig nye kompetencer. Vores økonomi er i vækst og efterspørgslen efter veluddannet arbejdskraft er stigende. Flere arbejdsgivere er jævnligt fremme med budskabet om, at de mangler kvalificerede jobansøgere.
Alligevel havner en del unge nyuddannede akademikere i en situation, hvor de føler sig sat ud på et sidespor, hvor ingen rigtig interesserer sig for dem, de bliver i tvivl om de har truffet de rigtige valg i deres liv, og de kan simpelthen ikke få foden indenfor i et "fast arbejde" sådan som deres forældre, pædagogerne, lærerne, professorerne, studievejlederne og den almindelige offentlige debat har stillet dem i udsigt, var vejen frem. Alt for få af dem ser muligheder i at skabe deres arbejde selv i den nye økonomi. De havner i stedet i underlige midlertidige (ofte ulønnede) konstruktioner, hvor de arbejder solen sort i håbet om at blive fastansat, hvilket sjældent sker, fordi arbejdsgiveren egentlig synes, at det er fint med nærmest gratis arbejdskraft. Men om ikke andet så får de unge da noget på CV'et, så det ikke ser ud som om, de bare har siddet derhjemme og dyrket non-stop serier på Netflix.
Samtidig ryger de ind i beskæftigelsessystemets kontrolregime, som i nogle tilfælde faktisk hjælper dem videre, i mange tilfælde ikke gør den store forskel, og i de værste tilfælde har en decideret negativt katalyserende effekt på selvtillid og livskvalitet, efterhånden som den frygtede 2 års dagpengefrist kommer nærmere, og nye bekymringer melder sig i form af, hvordan de overhovedet skal få en hverdag til at hænge økonomisk sammen også.
Men hvordan kan det billede så ændres? Det er der en række elementer i, som i bund og grund handler om at redefinere de eksisterende uddannelses- og arbejdsbegreber.
Artiklen fortsætter efter billedet
Uddannelse skal integreres gennem hele livet
Den danske arbejdsmarkedsmodel er fortsat i vid udstrækning baseret på en mere en 100 år gammel industriel logik, hvor uddannelse var noget der foregik udenfor arbejdsmarkedet, arbejde var noget du gjorde, så du kunne holde fri og sikkerhedsnetværket greb dem, der af forskellige årsager var ude af stand til at arbejde - indtil de skulle på pension.
Den model er primært rettet mod dem, der er kommet indenfor i varmen i et lønmodtagerforhold og dermed ikke dem, der står udenfor som ledige, og dem der bliver iværksættere, selvstændige eller freelancere - og dem der skifter mellem forskellige arbejdsformer og ledighed. Den favner kun i begrænset omfang, at uddannelse er noget, der skal integreres i hele livet. Den favner ikke, at for flere og flere mennesker er arbejde og fritid noget, der flyder sammen, hvor vi ikke i samme omfang som tidligere er loyale mod en enkelt arbejdsgiver og dennes pensionsbidrag i lange ansættelsesforløb, men mere er loyale mod det, der giver mening i vores eget liv og vores (forhåbentlig) medmenneskelige ambitioner om at gøre en forskel for andre.
I min optik er der nok at tage fat på for at få et moderne, fleksibelt og inkluderende arbejdsmarked, hvor vi for det bedste ud af vores mange dygtige og ambitiøse akademisk uddannede unge. Her er 3 konkrete bud, der kan ske allerede i morgen, og som ikke behøver at afvente en 100 års hændelse i form af et nyt septemberforlig eller andre politiske aftaler.
Uddannelsesinstitutionerne kan række ud til dimitterede kandidater med relevante kompetenceopgraderinger. Nu er jeg fx. selv fra Københavns Universitet fra midten af 90'erne, og jeg har ikke hørt fra dem siden. Jeg har da selv orienteret mig i, at der faktisk er sket en udvikling inden for økonomisk teori, som jeg og mine gamle studiekammerater kunne have haft glæde af at blive introduceret til af kyndige universitetsforskere, og som kunne bidrage til at holde vores faglige kompetencer spidse til glæde for den almindelige samfundsudvikling. Men der behøver jo ikke at gå mere end 20 år, før en nyuddannet kandidat får tilbud om faglig opgradering.
Arbejdsgiverne (offentlige og private) kan i større omfang hjælpe både dem selv og den unge generation ved at tage nyuddannede ind i fx graduate-programmer. De fleste stillingsopslag retter sig mod de mere traditionelle uddannelser (fordi det havde forgængeren i stillingen formentlig) og gerne med 2-4 års erfaring fra en lignende stilling, som den der bliver slået op. Det kan der være gode grunde til, men omvendt fastholder det nogle kendte strukturer, som ikke nødvendigvis øger diversiteten og innovationskraften i virksomheden - og vi får ikke nye oplært nye talenter med konkret opgaveerfaring til glæde for andre arbejdspladser og for vækstmulighederne i samfundet.
Og så kan sådan nogle senior-nisser (som mig selv) bruge noget af vores mangeårige erfaring og vores etablerede netværk til at mobilisere en oprigtig interesse for de unge mennesker, der skal bære vores samfund videre. Den næste arbejdsgeneration har brug for, at der er nogen, der taler med dem, og hjælper dem på vej med at finde rundt i de mange muligheder, der er for hver af dem til at skabe sig en god professionel karriere.
P.S. Hvis dig der læser dette er nyuddannet kandidat og ledig er her et arrangement, der måske er af interesse for dig: https://www.conferize.com/styrk-dit-netvaerk-meetup
At gå fra et liv som studerende til ledig er en mærkelig situation at stå i, og det er nået helt andet at skulle finde sit første fuldtidsjob end at lande et studiejob. I blogindlægget "4 jobsøgningsfejl du ikke skal begå som nyuddannet" får du de bedste tips til undgå de værste fejl i jobsøgningen som nyuddannet.
Du kan også læse mere og få flere tips til jobsøgningen her.
Jesper Rønnow er selvstændig netværks- og strategikonsulent og senior advisor i konsulenthuset QVARTZ. Han har mere end 20 års erfaring fra den offentlige sektor, hvor han har været leder i både stat og kommune og har bl.a. arbejdet med HR, kultur, byudvikling, byggeprojekter, beredskab, børn, unge, digitalisering, skat og meget andet.
LinkedIn.dk/in/Ronnow