Gæsteblogger
TILMELD NYHEDSBREV

Jobfisk udenpayoff 2013-R 340x60

Blog Gæsteblogger Stresset, frustreret, bekymret? Det må du selv rode med!

Stresset, frustreret, bekymret? Det må du selv rode med! Ny Populær

Skrevet af Gæsteblogger     14. November 2017     1778  

Stresset frustreret bekymret- lilleForestil dig en arbejdsgiver, der helt legitimt afviste en medarbejders stress-symptomer med beskeden; "Det må du selv rode med. Jeg forventer en glad og motiveret medarbejder igen i morgen"!?

Der tales meget om stress i disse år. Om indretning af arbejdspladser, tilrettelæggelse af arbejdsrutiner, lederes ansvar osv. osv. Hvad der derimod ikke tales ret meget om er ledighedsstress. Altså det pres man er udsat for som jobsøgende. Jeg tror, det er de færreste, der kan forestille sig, hvor mange forhindringer man bliver stillet i vejen, bare fordi man i en kortere eller længere periode er udenfor arbejdsmarkedet.

Men dette indlæg handler ikke om urimeligheden i regler og love, og om hvor lidt disse bringer folk tættere på selvforsørgelse. Ej heller skal det handle om manglende faglighed blandt det personale, der skal forvalte de selvsamme regler og love, for det er der egentlig allerede skrevet op og ned af stolper om. Definitionen på sindssyge er jo at forvente et andet resultat, hvis man gør det samme hele tiden, så nu tager jeg skeen i den anden hånd og byder på et par løsninger.

Artiklen fortsætter efter billedet 

Stresset frustreret bekymret- Det m du selv rode med

Da jeg juni 2016 tog plads i jobkøen var det med en klar forventning om, at den fornøjelse blev kort. 10 års erhvervserfaring, et utal af kurser og et okay netværk burde kunne bane vejen frem mod en fremtidig selvforsørgelse. De første par måneder gik med at opsøge dette netværk, skrive et hav af ansøgninger og selvfølgelig deltage i diverse job- og afklaringskurser.

Fast forward til april 2017. Jeg nærmede mig 1 års ledighed, og jeg havde på det tidspunkt sendt.....og hold nu fast....150 motiverede ansøgninger!!! Jeg havde været til 3 samtaler og fået afslag på afslag, hvis jeg da hørte noget. Tak, men nej tak!

Jorden brændte under mig, for hvad nu, hvis dette var fremtiden? Jeg fattede mod til mig et stykke tid senere og skrev et indlæg på LinkedIn, hvor jeg spurgte, om ikke det var en god ide, at man i A-kasser og Jobcentre fremover fik fokus på, hvordan de ledige har det med at være ledig. Med min baggrund i psykologi og erfaring fra henved 300 afholdte undervisningsforløb kunne jeg i hvert fald sagtens byde ind med et par kurser eller forløb for de ledige. Opslaget eksploderede, og i skrivende stund har indlægget været vist over 40.000 gange, liket af 250 mennesker og fået over 30 beskeder med på vejen. Jeg måtte jo have ramt en nerve, og det var da også essensen af de søde og deltagende kommentarer. At dét netop er noget, der er for lidt af – eller slet ingen – fokus på i debatten om de formastelige ledige.

Det er jo ikke fordi jeg har gjort opmærksom på noget revolutionerende hér. Adskillige før mig har råbt op om, at ledige kan opleve præcis de samme symptomer på stress og depression qua deres situation som dem i arbejde kan. Der gøres bare ikke noget! I stedet er det den lediges ansvar selv at holde gejsten kørende og være ih og åh så motiveret og kæk og humoristisk og robust og hvad der ellers er af rædselsfulde moderne buzz-words.

Så hvad kan man gøre? Tja, mit bud om et forum, hvor de ledige bliver hørt og også motiveret var da en start. Anerkendelse af et problem er jo første skridt til at afhjælpe det. Dernæst kan det aldrig skade at a-kasser og jobcentre begynder at tage de ledige alvorligt, hvis de melder om frustrationer, søvnløse nætter og bekymringer ud over "hvorfor er der ikke brug for mig?"
Men allermest er der brug for noget kvalificeret sparring ift. den enkeltes situation. Det forventer jeg ikke Jobcentrene har tid eller ressourcer til. Men A-kasserne bør være dem, er går forrest hér. I kender jeres medlemmer, I hører på dem hver eneste dag, I SKAL gå i gang med at gøre noget andet i stedet for flere evindelige kurser i LinkedIn, jobsøgning og personlighedstest (eksempler er fra min egen a-kasse – men jeg forestiller mig, at det ligner det, der foregår andre steder). Det skal også til, men tænk nu lidt nyt!

Da jeg i sin tid skrev indlægget på LinkedIn var det med en overhovedet-ikke-skjult hentydning om, at den tjans kunne jeg da sagtens påtage mig i en hvilken som helst a-kasse. Det tilbud står ved magt. For jeg ved noget om at være bundet på hænder og fødder i et system, der gør en dyd ud af at behandle folk som dét, de er...udenfor det gode selskab.

Fast forward igen til november 2017. Jeg er nu igen inde i det "gode selskab" med deltidsjob, mødeledertjans i et erhvervsnetværk i Aalborg og selvstændig virksomhed for resten af pengene. Det føles godt, og jeg er evig taknemmelig for de muligheder, der er opstået, men jeg har en bitter smag i munden på vegne af dem, der stadig står tilbage i ledighedskøen. Mest af alt fordi vi med den nye dagpenge reform er langt fra en ordentlig tilgang til dét at være ledig. Hvis det at være ledig skal være en midlertidig foranstaltning – og det skal det da – så er opfordringen at gøre alt det, der er godt, men også at kunne rumme det, som er svært for de ledige, som pengespekulationer, frustrationer, mindreværd og andet, der kan kategoriserees som ledighedsstress. Så rustes man nemlig til at indgå i et meningsfyldt arbejdsliv fremover.

 

Hvad er dine erfaringer med ledighed og stress?

Del din erfaringer her under... 

 

 

CathrineGæsteblogger Cathrine Pedersen, 44 år. Cand.mag i engelsk og psykologi. Zoneterapeut og coach. Mødeleder, Global Network. Adm. medarbejder i Servicehuset.

 

 

  

Læs flere indlæg om ledighed og stress her...

 

Kommentarer  

#1 Ane Dybdahl 14-11-2017 10:30
Tak for et godt indspark om et meget alvorligt emne. Jeg er lige ved at tude bare ved at skrive dette, for det er umanerligt ydmygende at være uden arbejde. Selv de nærmeste foreslår, at man skal droppe alle håb om at bruge sine evner og søge job som rengøringsassistent eller taxachauffør i stedet. Forståelsen af, hvor opslidende det er at forsøge at holde gejsten oppe, er ikke eksisterende, og er man - som jeg - så uheldig at have en familie af højreorienterede, selvstændige erhvervsdrivende, bliver man oveni nærmest beskrevet som samfundsnasser. Jeg er blevet 56, men snakken om “det grå guld” er rent mundsvejr. Jeg er flere gange blevet fortalt, at HR-folk sorterer ansøgere over 50 år fra. Det er ulovligt, men er der mon nogen, der gør noget?
Citater
#2 Camilla Askov Jensen 19-11-2017 08:12
Jeg kan kun nikke genkendene til følelsen af at stå som ledig, og føle en stigende frustration og magtesløshed.
Jeg blev ledig i juni 2016, og har i dag sendt, jeg ved ikke hvor mange ansøgninger, og været til nogle samtaler, men uden det ønskede resultat, at få et job!
Jeg er nået der til, at jeg nedjustere mine krav til et job, og lige nu er mit krav bare et job, med en indtægt jeg kan forsørge mig selv med.
jeg kan godt ønske, at der bliver givet mere hjælp til de såkaldt stærke arbejdssøgwre, oa der 'bare' mangler et job, fordi alverdens uddannelser og spændende erhvervserfaring hjælper ingenting, når afslag nr. 500 kommer dumpende ind.
Citater

Tilføj kommentar

Sikkerhedskode
Opdatér


Stresset! Det må du selv rode med som ledig.

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. For at finde ud af mere om de cookies, vi bruger, og hvordan man sletter dem, se vores Vilkår og Betingelser.

Jeg accepterer cookies fra dette dette site.

EU Cookie Direktiv