Jobfisk har spurgt mig, hvordan man bedst kommer igennem til en headhunter. Både når man er aktiv – og passiv jobsøgende.
I første omgang er det vigtigt, at du forstår mine arbejdsvilkår som headhunter (og dermed også andre headhunteres arbejdsvilkår). Jeg får penge af arbejdsgiveren for at finde den helt rigtige til jobbet. Det er mit eneste mål.
Når jeg siger det, er det fordi, jeg nogle gange oplever jobsøgere, som gerne vil have mig til at overtale arbejdsgiveren til at give dem en chance.
Det har jeg al mulig respekt for. Det er bare desværre ikke det, der er mit opdrag. Jeg er ikke – og sådan har alle headhuntere det – manager for jobsøgerne. Hvis jeg var, ville jeg ikke løse min opgave for arbejdsgiveren godt nok.
Derfor skal du vide:
Som jobsøger er du oftest kun interessant for en headhunter, hvis du matcher et af deres aktuelle opslag 100%. Drop alt om at søge, hvis du ikke gør. Principielt kan du så kun bruge et rekrutteringsbureau, når der er et match.
Men, men, men...
Der findes to slags headhuntere.
Headhuntere, der udelukkende arbejder på at besætte de stillinger, de har. Dem skal du som jobsøger kun bruge tid på, hvis du matcher en af deres stillinger.
Flere og flere headhuntere har imidlertid indset, at fremtidens rekruttering ikke kommer til at foregå på den måde. De arbejder i stedet med faste kunder, som de hele tiden leder efter talenter til. Det kan godt være, at der ikke lige er en stilling nu. Men for fremtidens vindervirksomheder er det vigtigt hele tiden at være i dialog med fremtidens talenter. Det har nogle headhuntere forstået. Dem kan du med fordel bruge tid på at netværke med.
Hjælp mig
Det andet du skal vide om mine arbejdsvilkår er, at jeg vil bruge så få ressourcer, som det er muligt på at finde de rette medarbejdere til min kunde. Det er også i deres interesse, fordi processen så bliver billigere.
Derfor skal du hjælpe headhunterne ved at gøre dit hjemmearbejde og kommunikere superskarpt til dem.
Men hvad gør du så?
- Undersøg headhunter-markedet på listen over rekrutteringsbureauer og headhuntere her på Jobfisk. Find nogle af de rekrutteringsfirmaer og headhuntere, som har stillinger i dit område og på dit felt.
- Tag eventuelt kontakt til de nyetablerede headhuntere/rekrutteringsfirmaer. De er ofte mere ivrige end de "ældre" og interesseret i at modtage CV'er, så de har noget konkret til de kunder, de gerne vil i kontakt med.
- Ser du en stilling, der er interessant, så forsøg at komme ind ad bagdøren. Prøv via LinkedIn eller Google at finde en, du kender i firmaet. Kontakt vedkommende og spørg ind til virksomheden, og om du må nævne, at I har talt sammen. Det giver dig mulighed for at efterlade et indtryk af engagement og seriøsitet hos headhunteren.
- Når du søger job via en headhunter så vær kort og præcis i din henvendelse. Beskriv kort hvem du er, og hvilke resultater du har med dig i bagagen.
- Gå efter i første omgang at få et telefoninterview. Det er ofte nemmere og mere overskueligt for en headhunter end et personligt interview eller kaffemøde.
- Personliggør alle dine mails – brug aldrig standardmails.
- Link op via LinkedIn – husk at de fleste gerne vil have en personlig invitation og husk at skrive en tak efterfølgende, hvor du kan nævne, at du søger nyt job. Her kan du også forsøge at lande et telefoninterview. Ofte kan du tilbyde at dele annoncer til dit netværk.
- Vigtigst af alt – behold bolden på din banehalvdel – så spørg, hvornår du må vende tilbage.
Jeg håber, at jeg har inspireret til at se muligheden for at få et godt samarbejde med headhuntere. Husk alle headhuntere er mennesker lige som dig, og i sidste ende får de penge for at finde den helt rigtige kandidat, der matcher 100%. De får ikke penge for at overtale kunden til at give dig en chance.
God fornøjelse.
Skrevet af Bettina Wæde
Bettina Wæde, arbejder med synlig forvandling i forhold til virksomheder (rekruttering), private herunder jobsøgere og talenter (sportsfolk). Bettina har drevet egen virksomhed i 13 år, men har over 20 års erfaring med udvikling og rekruttering. Hun har udgivet bøger, kompendier, afholdt kurser og er en aktiv blogger.. 15.000 følger hende dagligt fordelt over forskellige social medie platforme. Se mere på bettinawaede.dk, hvor du også kan besøge hendes webshop.
Læs flere indlæg fra gæstebloggere her...
Find rekrutteringsbureauer og headhuntere på listen her...