Det er en udbredt misforståelse at du skal skrive om dig selv i din ansøgning.
Du skal skrive om noget helt andet. Men først skal du forstå ansøgningens funktion. Ok, du får den direkte i fjæset: Ansøgninger handler ikke om dig. Tro det eller lad være. Du må ikke skrive om dig selv i ansøgningen.
Jeg gentager budskabet:
Du må ikke skrive om dig selv i ansøgningen.
Lars har arbejdet i virksomheden i mange år. Han elsker sit arbejde. Især når de skal i gang med et nyt projekt. Det er Lars der er projektansvarlig og det er ham der sætter holdet på projektet.
I det nye projekt mangler der en person, så Lars slår en stilling op. Han hader denne del sit arbejde. Nu skal han nemlig læse 300 ansøgninger igennem. Han bliver træt ved tanken.
Du har set Lars' jobopslag. Men...
Du er ikke særligt interessant for Lars. Han kender dig ikke. Og selvom du er dygtig, flink og har lækkert hår, så er Lars fløjtende ligeglad.
Lars er interesseret i noget helt andet. Hvis han havde håbet på at netop du [indsæt dit navn] skriver til ham, så havde der nok været en nemmere måde at få dig til det. Så var du blevet headhuntet.
Næ, du skal skrive om noget der interesserer virksomheden (og Lars).
Men ... du skal skrive med din stemme og din personlighed.
Artiklen fortsætter efter billedet
Ansøgningens formål
Tænk over det: Hvad er formålet med en ansøgning?
Formålet med en ansøgning er at blive inviteret til en samtale. Du vil have Lars til at læse din ansøgning og skride til handling. Invitere dig. Byde en kop kaffe.
Men du skal gøre dig fortjent til den kop kaffe. Du skal give værdi. Du skal give noget interessant. Noget der kan få Lars til at handle.
I online markedsføring kalder vi det en CTA (Call To Action). Du skal skrive noget der giver Lars lyst til at invitere dig.
Han inviterer dig ikke fordi du er antropolog, går til square dance og har en kat der hedder Knur. Han inviterer dig hvis du kan løse hans problem.
Hvad siger du? – Kender du ikke Lars' problem? Nå, jamen så lad være med at spilde tiden på at skrive til ham.
Eller... Find ud af hvad der plager ham.
Hvad interesserer virksomheden?
Den virksomhed du søger job hos, vil have en løsning på et problem. Måske handler det om travlhed. En ny funktion. Noget der koster penge. – Der kan være mange grunde til at søge en ny medarbejder.
Se det fra virksomhedens synsvinkel. Noget må have udløst jobannoncen. Nogen må have følt at det er nødvendigt at finde en ny medarbejder. Hvad kan have udløst den handling?
Hvad er der sket i virksomheden, der får Lars til at lave et stillingsopslag?
Dét skal du finde ud af. Når du ved det, så skal du vise løsningen – du skal give værdi.
Du skal give værdi.
"Men min jobkonsulent siger..."
Ja. Din jobkonsulent siger at du skal skrive om dig selv og hvorfor du er perfekt til stillingen og bla, bla...
Men det er noget vås. Pladder. Vrøvl.
Det er en oldnordisk opfattelse og slet ikke tidssvarende. De fleste jobkonsulenter rådgiver som de altid har gjort. Du får den samme skabelon til en ansøgning i dag, som du gjorde for 30 år siden. Intet nyt på den front.
Jeg siger noget andet. Prøv det. Du har ikke noget at miste.
Du kan også gøre som din konsulent anbefaler, men din ansøgning bliver ikke læst. Du bliver deltager i et lotteri.
Næ, giv dig selv en urimelig fordel og skriv en ansøgning der viser en løsning på virksomhedens problem. Dén bliver helt sikkert læst – hver gang.
Eksempler på at give værdi
Du giver værdi ved at skrive om virksomheden. Ikke om dig selv.
Du er nødt til at skrive du i stedet for jeg. Ja, det er ret indlysende at du ikke kan skifte jeg ud med du i din ansøgning. Du skal starte helt forfra.
Hver gang du får lyst til at skrive jeg, så lav en ny sætning med du i stedet for. Du skal bevare tema og budskab.
Eksempel: Jeg har stort kørekort. (skriv: Du får en medarbejder med stort kørekort).
Du kan gøre sætningen mere relevant for virksomheden. Det er da fint at du har stort kørekort, men hvordan løser det et problem?
Skriv noget i retning af:
Du får en lagerassistent der kan køre jeres nye varevogn selvom den er meget tung. Denne sætning viser en værdi for virksomheden. Den viser at du har forstået deres problem. Budskabet er det samme, men du gør det relevant. Værdifuldt.
Du kan læse mere om hvordan du giver værdi, i mit indlæg: Husker du at give værdi?
Giv din ansøgning personlighed
Alle mennesker er forskellige og du er helt unik. Derfor kan du ikke finde en standardopskrift på en ansøgning.
Du er nødt til at skrive med din helt egen stil og stemme. Det er dig der gør løsningen unik og enestående. Derfor skal du vise hvem du er. Giv din ansøgning personlighed.
Du må gerne fortælle en lille historie der viser din personlighed. Hvis du kan lide humor mellem kollegerne, så fortæl om en sjov episode.
Din historie må ikke fylde for meget. To til tre linjer er nok.
Der er stor forskel på om du skriver om dig selv, eller om du giver ansøgningen personlighed. Gæt hvor kedeligt det er at læse fakta om en person man ikke kender.
Det er til at falde i søvn over.
Næ, skriv hellere noget der interesserer virksomheden. Noget der er interessant at læse. Noget der har din personlighed.
Start med at skrive din ansøgning i det sprog du taler. Virksomheden skal vide hvilken slags person du er.
Du kan få flere skrivetips i mit indlæg: 7 nye skrivetips til ansøgningen, du ikke har tænkt på.