Få nemt og gratis den nyeste viden om jobsøgning, karriere og rekruttering ved at tilmelde dig vores nyhedsbreve.
Som aktiv jobsøgende kan du ikke kommer uden om den uopfordrede jobsøgning. Kun ca. ¼ af alle ledige jobs slås op på de store jobportaler. De resterende ¾ skal du selv finde. Det er mange heldigvis indstillet på. Men så melder spørgsmålet sig: Hvordan finder jeg de virksomheder, jeg vil søge uopfordret i?
Det er i udgangspunkt en af de barrierer, der holder mange tilbage for at gå i gang med den uopfordrede jobsøgning. Og det er ærgerligt, da der er flere muligheder, du så ikke kommer i nærheden af. Ifølge Konsulenthuset ballisagers rekrutteringsanalyse har 74% af alle virksomheder prøvet at ansætte en, der har søgt job uopfordret. Og det virker også i det offentlige hvor 66% har ansat på baggrund af en uopfordret henvendelse.
Men så er vi tilbage ved det at finde virksomhederne. For uden dem ingen uopfordret jobsøgning. Her kommer 8 måder hvorpå du kan finde relevante virksomheder at søge i.
Der findes en række forskellige virksomhedsdatabaser, som lister samtlige virksomheder i Danmark. Udfordringen er at flere af dem koster penge at bruge. Flere a-kasser og andre aktører har dog adgang til disse og kan lave søgningerne for dig. Spørg dem om de ikke kan hjælpe dig.
Her er et par muligheder for selv at søge – dog begrænset.
På NN Markedsdata kan man få en gratis prøveperiode på 10 dage. Så er det med at få lavet nogle søgninger og gemme til senere brug.
http://www.nnmarkedsdata.dk/navne-og-numre-erhverv/
Experian giver fire dages gratis prøveperiode. Du skal dog have et CVR nummer for at få prøveperioden.
http://www.experian.dk/produkter/businessinsight.html
Der findes over 700.000 registrerede aktive virksomheder i Danmark. Mange af dem er små og mellemstore, og de bliver sjældent kontaktet i forhold til uopfordret jobsøgning. Det er din chance.
Arkivfunktionen på Jobindex er rigtig god i forhold til at finde virksomheder. Jobindex har gemt omkring 90% af alle de annoncer, der har været på deres sitet. Så søg efter de jobs, du ellers søger efter, men gør det i gamle annoncer. Så finder du virksomheder, hvor du ved, at de i udgangspunktet er åbne for din profil.
Som bonus vil du i de gamle opslag ofte finde de direkte kontaktoplysninger på den helt rigtige person i virksomheden.
Brug Krak, De Gule Sider, Google m.fl. til at finde virksomheder i lokalområdet. Søg fx på bestemte veje og gader og se hvilke virksomheder, der ligger der. Ofte vil man bliver overrasket over de muligheder, der ligger lige omkring det næste hjørne – bogstaveligt talt. Og der er da ikke noget i vejen med at begynde den uopfordrede jobsøgning i cykelafstand fra eget hjem.
Aviserne, især de lokale og ugeaviserne, er ofte overset i forhold til uopfordret jobsøgning. I lokal- og ugeaviserne finder du ofte historier om de lokalevirksomheder. Brug dem til at blive opmærksom på de gode lokale virksomheder. Og brug gerne de positive historie i kontakten til dem. Det kan give din uopfordrede jobsøgning til lige netop dem en anden og mere personlig vinkel.
Netværk kommer man sjældent uden om, når det handler om uopfordret jobsøgning. Det vil ofte være det første naturlige sted at starte.
Brug netværket til at høre hvad der sker rundt omkring. Hør dem om hvilke virksomheder, de kender. Sandsynligvis kender I ikke nøjagtig de samme.
Nogle gange vil netværket kun give dig et virksomhedsnavn, andre gang kan de åbne døren for en uforpligtigende kaffe aftale.
Uanset hvad skal netværket i spil i forhold til din uopfordrede jobsøgning.
Brancheforeninger, faglige netværk m.m. har i flere tilfælde en medlemsliste, man kan finde på deres hjemmeside. Og ellers er der nogle af, som også gerne udleverer den ved en personlig henvendelse.
På LinkedIn kan du søger efter både virksomheder og personer. Du kan søge på baggrund af geografi, størrelse og branche.
En anden, måske lidt overset mulighed, er søgningen på personer. Denne søgning giver en helt anden tilgang til hvilke virksomheder, man kan søge uopfordret i – og igen en anden vinkel til jobsøgningen i det hele taget.
Ideen er at man i personsøgningen søger efter folk med en uddannelse der svarer til din. På denne måde får du en lang liste med personer. Du undersøger så, hvilke virksomheder de arbejder i, og hvad de laver der. Ud fra det kan du få en ide om, om det kunne være en virksomhed, der er relevant for dig at søge uopfordret i.
Er du nyuddannet kan du med fordel også se på, hvor folk har haft deres første job. Så får du en ide om hvilke virksomheder, der gerne ansætter nyuddannede. Denne viden kan give noget sikkerhed i jobsøgningen og i forhold til at henvende sig uopfordret.
Jobmesser tænker du så. Og ja det er den oplagte mulighed. Dem er der bare ikke så mange af.
Men hvad med at kigge på fagmesserne. Her hvor folk fra din branche og profession mødes. Her har du mulighed for at opdage nye virksomheder, og måske oven i købet mulighed for at få en lille snak med dem. Og så er netværket og kimen lagt til at søge job uopfordret hos dem.
Nu er det ikke manglen på virksomheder, der skal holde dig tilbage i din uopfordrede jobsøgning. Via en eller flere af ovenstående muligheder for at finde virksomheder, er det også muligt at finde nogle, der er relevante for dig
Held og lykke med din uopfordrede jobsøgning.
Har du andre ideer, til hvor og hvordan man finder virksomheder til den uopfordrede jobsøgning, så skriv det her under.
Fortæl også gerne om dine egne erfaringer med den uopfordrede jobsøgning: Hvad har du gjort, og hvad har virket eller ikke virket for dig?
Af: Henrik Rygaard Jensen
Stifter og indehaver Jobfisk.dk
Find flere råd til din jobsøgning her