Få nemt og gratis den nyeste viden om jobsøgning, karriere og rekruttering ved at tilmelde dig vores nyhedsbreve.
Der har været rigtig meget snak om LinkedIn i rekrutterings- og beskæftigelsesverdenen de seneste år. Og med god grund. LinkedIn er et rigtig godt værktøj til at udvide og styrke sit netværk, samt gøre opmærksom på sine kompetencer.
Men det er bare et værktøj - ikke en magisk mirakelkur til drømmejobbet. Det kræver at man gør sit forarbejde og har tænkt over, hvad man gerne vil opnå, og hvordan LinkedIn kan hjælpe en til at nå det mål.
En boremaskine er et godt værktøj, når man skal hænge hylder op, men et godt resultat kræver, at du har fundet ud af hvor hylden skal hænge og har målt præcist op, inden du begynder at bore.
Denne artikel handler om alle de muligheder, du har for at udnytte LinkedIn til at udvikle din karriere, men når du læser den, så hav i baghovedet, at din succes afhænger af, at du har gjort dit forarbejde og vælger ud, hvordan du vil udnytte de muligheder, LinkedIn giver dig.
Der er skrevet rigtig meget om, hvordan man udfylder sin LinkedIn-profil. Det er et vigtigt emne, fordi din profil er din base for alt, hvad du foretager dig på LinkedIn. Men det er i høj grad det, du foretager dig, efter profilen er sat op, som afgører, hvor meget du får ud af at være på LinkedIn. Jeg vil gerne have dig til at tænke bredere om din LinkedIn-tilstedeværelse, end blot hvordan profilen udfyldes. Derfor går jeg i denne artikel ikke i dybden med profiloptimering, men har alligevel et par ting, du kan gøre ved din profil, som kan være med til at hæve den op over gennemsnittet.
Først om fremmest så skal din profil fortælle historien om dit professionelle liv: Hvad kan du? Hvad vil du? Hvilke resultater har du skabt? Når du kigger ned over din profil skal svarerne på disse spørgsmål gerne stå tydeligt frem.
Udover at du naturligvis lister din erhvervserfaring, er der en række ting, du kan gøre for at gøre din profil mere fyldestgørende og fortælle en mere spændende historie. Her er et par eksempler:
Det bliver godt nok nævnt ofte, men det kan godt holde til at blive gentaget: Din overskrift skal fortælle, hvad du laver, og hvordan du skaber værdi. Det er faktisk så simpelt.
Sørg for at bruge mere end bare en titel (som ofte kan betyde forskellige ting i forskellige virksomheder), men put også nogle kompetencer på og gør den unik, så den fortæller din historie.
Det er en svær øvelse, og du har kun 120 tegn at gøre godt med, men udnyt dem for det kan betyde væsentligt flere besøg på din profil.
Projekter er en rigtig spændende sektion, som ikke mange bruger. Hvis dine tidligere jobs har været mere projektorienterede, giver en beskrivelse af de største projekter et fantastisk supplement til en generel beskrivelse af jobbet. Du kan for hvert projekt linke ud til fx en hjemmeside, et pdf-dokument, et billede eller andet, som kan være med til at beskrive dit arbejde. Du kan desuden knytte nogle team-medlemmer på, så man kan se, hvem du arbejdede sammen med på projektet.
Anbefalinger til dine tidligere stillinger giver troværdighed, og de kan komme både fra chefen, kollegaen, kunden eller andre. De kommer sjældent af sig selv, så spørg de relevante personer, som du har arbejdet tæt sammen med, om ikke de vil skrive en anbefaling. Det kan være en fordel at blive mere specifik i sin forespørgsel. Det er faktisk ofte lettere for din kontakt at svare på:
"Vil du skrive et par linjer om, hvordan jeg var som kollega?"
eller:
"Vil du skrive et par linjer om, mine faglige styrker?"
i forhold til:
"Vil du skrive en anbefaling til mig?"
Få gerne flere anbefalinger til hver stilling, men prøv om ikke du kan få dine kontakter til at nævne nogle forskellige ting, så det ikke bliver den samme anbefaling fra tre personer.
Start med at sende invitationer til alle de mennesker, du har en professionel relation til. Det kan være nuværende eller tidligere kollegaer, studiekammerater, folk fra din netværksgruppe eller andre du er stødt på i forbindelse med arbejde. Skriv en kort personlig besked til folk, så de ved, hvordan I kender hinanden.
Hvem du ellers bør connecte med afhænger af dit formål med at være på LinkedIn, men en god tommelfingerregel er at acceptere invitationer fra mennesker, som du kan se en potentiel værdi i at lære at kende.
Vil du gerne skabe nye forbindelser, så vil jeg anbefale, at du går efter at knytte en relation før du connecter i stedet for at sende invitationer til fremmede. Det kan du fx gøre i LinkedIn grupperne, som vi kommer tilbage til om lidt. Vil du alligevel sende en invitation til en helt fremmed, så sørg for at skrive en god besked, der klart fortæller, hvorfor du er interesseret i at connecte.
LinkedIn grupperne er netværk, som kan alle kan oprette og hvor medlemmerne kan dele viden med hinanden. Det foregår ved at et medlem starter en diskussion - evt. med et link til en artikel eller andet, og de andre medlemmer kan herefter byde ind med kommentarer.
LinkedIn grupperne er unikke, fordi de ofte er sammensat af mennesker fra en bestemt branche eller med en bestemt interesse. Det betyder fokus på den faglige substans. Derudover er tonen mere professionel, end man oplever mange andre steder på nettet, hvilket igen er med til at holde fokus på substansen.
Der er to gode måder at finde relevante LinkedIn grupper på:
Når du har fundet nogle relevante LinkedIn grupper, skal du til at give noget værdi fra dig. Det kan du gøre ved at stille et interessant spørgsmål, dele en spændende og fagligt relevant artikel eller ved at deltage i de kørende diskussioner.
Grunden til at disse aktiviteter giver værdi er, at de bidrager til den samtale, der er i gruppen, og de andre medlemmer kommer netop for at få denne samtale.
Networking handler i bund og grund om at hjælpe og skabe værdi for andre. Forestiller du dig kun networking som noget, hvor man modtager hjælp, skal du ændre dit perspektiv 180 grader lige nu. Ved at bidrage til gruppens aktivitet begynder du så småt at blive "kendt" blandt de andre medlemmer. Hvad du bliver kendt for afhænger naturligvis af hvad du deler og hvordan du taler til andre medlemmer. Bliver du kendt for at være negativ og ligeglad eller gavmild og inspirerende? Jeg ser ofte eksempler på begge dele...
Mens du taler med folk i gruppen, knytter I relationer. Det gør vi, når vi taler sammen - også online. Har du haft et par interessante diskussioner med den samme person over en periode, så er det måske tid til at connecte. Send en invitation og henvis i den personlige besked til jeres samtaler i gruppen. Det er en fantastisk måde at tilføje nye kvalitetsforbindelser til sit LinkedIn netværk.
Vi styrker relationer på samme måde som vi skaber dem: ved at tale sammen. Brug statusopdateringer til at holde kontakten til dit netværk og gøre dem opmærksom på, hvad du interesserer dig for, og hvordan din situation er.
Tænk i, hvad du kan dele, som andre kan bruge. En interessant artikel om en brancherelevant undersøgelse er guld værd for dit netværk. Del den, og du viser samtidig, hvad du interesserer dig for.
Hold øje også øje med hvad dine kontakter deler og hjælpe dem hvis du kan. Det kan fx være ved at svare på deres spørgsmål eller klikke "Synes godt om" den artikel, de har delt, og på den måde sende den videre ud i dit eget netværk.
Det var nogle af de muligheder, du har at arbejde med på LinkedIn. Sørg for at bruge dem, som giver mening i forhold til at nå ud til de mennesker, der kan hjælpe dig med at opnå dine mål.
At oprette sin LinkedIn-profil svarer til at købe en billet til en konference - Det er en god start, men du får meget mere ud af det, hvis du også får snakket med nogen.
Af: Morten Vium
Morten Vium er ung foredragsholder, ebogsforfatter og blogger på MortenVium.dk. Han lever af at uddanne danskerne (private og virksomheder) i at netværke og sælge sig selv på de sociale medier og holder bl.a. kurser i LinkedIn.