Ann C. Schødt

Impostor-fænomenet i jobsøgningen: Når dygtige mennesker tvivler på sig selv

Hvordan viser impostor-fænomenet sig typisk i en jobsøgningssituation – og hvorfor er det netop her, det ofte bliver aktiveret?

Impostor-fænomenet blev oprindeligt opdaget af Pauline Clance og Suzanne Imes i 1970’erne, som især fandt det udbredt blandt de højtpræsterende kvindelige studerende. De kunne ikke se deres faktiske præstationer, havde høje forventninger til sig selv og frygtede at fejle. Hvis noget gik godt, var de tilbøjelige til at mene, det bare var held, tilfældigheder eller andre ydre omstændigheder, der ikke havde noget med deres evner eller præstationer at gøre. Samtidig var hver lille succes med til at øge præstationspresset, forventningerne og frygten for ikke at kunne leve op til det.

I praksis her i 2026 er impostor-fænomenet en slags professionelt mindreværdskompleks, som gør situationen ekstra svær for jobsøgende, fordi de hele tiden skal forholde sig til andres uklare forventninger til dem i et muligt job og deres egne (tvivlsomme) kompetencer. Hver gang bliver de eksponeret og vurderet. Hvert eneste ord i ansøgninger og til jobsamtaler kan få betydning for deres fremtid. Det medfører et ekstremt psykisk pres, der kun bliver værre af, at de er tvunget til at søge to jobs om ugen for at bevare dagpengeretten. Uanset hvor godt de har gjort det i tidligere jobs, synes tavlen at være visket tom hver gang de skal skrive en ny ansøgning.

Du møder sikkert mange dygtige mennesker, der tvivler på sig selv. Hvad er forskellen på sund ydmyghed og det, der i virkeligheden er impostor-tænkning?

Overdreven ydmyghed er en del af impostor-fænomenet, og det får impostor-ramte til at tvivle på deres kompetencer og evner. De undervurderer sig selv og overvurderer andre. Helt typisk rammer de en indre mur og blokerer totalt, når de skal forsøge at ’sælge sig selv’, som det ofte kaldes i jobsøgningen. Det at sælge sig selv passer godt til ekstroverte med god selvtillid, men det har den modsatte effekt på introverte og impostor-ramte: De kommer til at føle sig utilstrækkelige, inkompetente og forkerte. I stedet for at kunne anerkende og sætte ord på deres erfaringer og succeser, får de en oplevelse af at skulle lyve om sig selv for at være gode nok. Fordi de ikke kan se, hvad de egentlig bidrager med og kan. De kan godt bruge AI til at skrive ansøgningen, men de kan stadig have svært ved at genkende sig selv i og stå inde for teksten.

Kan impostor-fænomenet betyde, at man ubevidst holder igen i sin jobsøgning – fx ved ikke at søge de stillinger, man egentlig er kvalificeret til?

Mindreværdsfølelser og perfektionisme er en del af impostor-komplekset. Her er det især impostor-ramte kvinder, der kæmper ekstra hårdt, fordi de helst vil kunne mestre det nye job 100 % fra dag et. Ellers føler de sig ikke kompetente nok til at søge det. Hvis de alligevel søger det, kommer de til at fremhæve det, de ikke kan eller de manglende kompetencer – og så kommer de ikke i betragtning. Perfektionismen øger også frygten for at begå fejl eller ikke kunne levere deres ypperste, så de kan blokere og blive voldsomt nervøse til jobsamtaler.

Hvordan kan man konkret arbejde med sin usikkerhed, så man tør vise sit fulde potentiale – både i ansøgningen og til samtalen?

Det kan hjælpe impostor-ramte at dokumentere deres succeshistorier og få feedback.

De har brug for skriftlig feedback fra 6-10 personer, de kan lide og stoler på kan vurdere dem ærligt. Det kan i sig selv være grænseoverskridende for dem at bede om. Til gengæld kan gentagelser i feedbacken være med til at give dem en mere realistisk selvopfattelse.

Til at dokumentere succeser kan PARK-øvelsen bruges: Problem, Action og Resultat samt Kompetencer. A) Problemet eller projektet beskrives. B) Action er det, personen konkret gjorde. C) Resultat er de faktiske følger af personens handlinger. D) Kompetencer der har været i brug beskrives opsummerende. Den del kan impostor-ramte have brug for hjælp til at svare på, fordi de ikke selv kan se, hvad de er gode til.  

Hvis man gang på gang får afslag, hvordan undgår man så, at impostor-tankerne får lov til at definere ens selvbillede og fremtidige muligheder?

Det er altid en sårbar og udsat position at være jobsøgende, når man er ramt af impostor-fænomenet. Alderen og erfaringerne giver imidlertid forskellige udfordringer for jobsøgende.

For de 20-30-årige, kan det være svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og især nyuddannede med humanistiske uddannelser kan kæmpe længere end de fleste.

De 30-45-årige har ofte høje forventninger til at skulle gøre karriere og vise fremgang, samtidig med at det typisk er i den periode man finder en partner og stifter familie.

Jobsøgende med mange års erfaring fra et givent område, har ofte mere faglig selvtillid og dermed færre impostor-oplevelser. Til gengæld kan deres identitet være tæt knyttet til deres arbejde, så når de midt i 50’erne mister deres job, bliver deres tilværelse og selvfølelse væltet omkuld.

At bevare håbet, optimismen og troen på fremtiden er ekstra udfordrende for jobsøgende ramt af impostor-fænomenet. De kan ikke internalisere ros og anerkendelse, så andres velmenende opmuntringer preller fuldstændigt af. Jo mere man spørger ind, des mere pressede vil de føle sig. Og det vil samtidig øge deres egne forventninger til sig selv.