Jobfisk
TILMELD NYHEDSBREV

Giv dine CV’er et løft med STAR-metoden

Star-lille3Som jobsøgende kan det være en stor udfordring at få sit CV til at skille sig ud fra mængden. Det skal både være overskueligt, informativt og effektivt. Dit CV er det allerførste indtryk en potentiel arbejdsgiver får af dig, og derfor skal det helst være spot-on, hvis du skal videre i processen. Og det indebærer, at du effektivt kan formidle dine unikke erhvervserfaringer og kompetencer på en måde, så arbejdsgiveren kan se dig i rollen.

Læs mere…

Ansøgningen er død - og du bør som jobsøgende deltage i dens begravelse

Ansgning forbudtDer har på det seneste været meget fokus på rekrutteringsprocessen i medierne. Jeg har klappet i mine små hænder over det - for vi virksomheder skylder at reformere processen. Det skylder vi os selv, men i særdeleshed de jobsøgende. Som processen er nu, skaber den hverken værdi for os eller for dem.

Læs mere…

Tips til at spotte og undgå jobsvindel

Internettet har efterhånden overtaget mange funktioner, der tidligere skulle klares i den fysiske verden. Vi betaler regninger via netbank, vi sender personlige dokumenter via offentlige portaler, og mange af os arbejder sågar online via computeren dagen lang. Selv jobsøgning og rekruttering af medarbejdere foregår i dag langt hen af vejen via online portaler eller på jobdatabaser på nettet.

Læs mere…

5 drømmejob for unge

Måden vi tænker på karriere har ændret sig de seneste år. I dag er unge mennesker mere interesseret i jobs, der kombinerer kreativitet, teknologi og autonomi.

De traditionelle jobtyper bliver erstattet med digitalt og fjernarbejde - YouTube, social media management, forskellige marketingpositioner, influencers og programmører.

Læs mere…

Bliv tilmeldt nyhedsbrevet

Få nemt og gratis den nyeste viden om jobsøgning, karriere og rekruttering ved at tilmelde dig vores nyhedsbreve.

* Felt påkrævet


 

Min rollemodel kan hjælpe dig til at blive knivskarp

Bullseye 2Kære jobsøgende,
Har du en rollemodel til sparring, på sidelinjen eller bare mentalt?

Det kan være en god støtte, om personen er der fysisk eller blot mentalt i tankerne til at stille dig spørgsmålstegn til værdien for virksomheden i hver sætning i din ansøgning.

Læs mere…

Inviter 'djævlens advokat' med i din jobsøgning

Vgt og hammer2 lilleEr du som aktiv jobsøgende ved at være rigtig godt træt af at høre om manglen på arbejdskraft og efterspørgslen på udenlandsk arbejdskraft - og at det skal gøres lettere for virksomhederne. At der mangler hænder samtidig med, at der er så mange ledige hænder...

Læs mere…

Jobsamtale2Skal du til en jobsamtale fortælle ærligt, hvorfor du søger væk fra dit nuværende job? Skal du komme med undskyldninger eller lægge dig fladt ned, når du bliver spurgt til en opgave, som ikke blev løst tilfredsstillende? Skal du give den maks. gas med praleriet, når du bliver spurgt til en succeshistorie, og hvordan svarer du elegant på, hvad dine tre svageste sider er? Læs her hvordan du balancerer dine svar og svarer bedst muligt på spørgsmål til jobsamtalen.

Jobsamtaler er selvfølgelig altid forskellige, men der er en række typiske spørgsmål, som det er sandsynligt, at du får stillet til jobsamtalen. Forberedelse kan derfor gøre en stor forskel på samtalens udfald. På baggrund af min erfaring som rekrutteringskonsulent giver jeg her mit bud på gode svar til interviewspørgsmål under en jobsamtale.

Generelt er det min erfaring, at de klassiske interviewspørgsmål ofte er gode, men kan opleves svære at besvare. De kan opfattes svære fordi, man måske har en følelse af, at intervieweren gerne vil høre nogle bestemte svar, eller måske fordi der nogle gange bliver spurgt ind til nogle ting, som er svære at sætte ord på. Hvad brænder jeg for? Og hvorfor brænder jeg lige for det? At besvare disse spørgsmål kræver nemlig, at du har tænkt det igennem og har forberedt dig.

Min pointe er også, at disse spørgsmål er gode spørgsmål at få, netop fordi svarene kan bringe dig tættere jobbet. Du skal derfor ikke undvige de svære spørgsmål, for det er her, du har mulighed for at gøre en god figur til samtalen. Du skal forberede dine svar inden samtalen og tænk gerne i konkrete eksempler.

Jobsamtale2
For at din forberedelse skal have størst mulig effekt, skal du være opmærksom på følgende:

 

  • Du kan ikke forberede dig "én gang for alle". Det er først, når du er inviteret til samtale på en konkret stilling, at nedenstående spørgsmål giver mening. Konteksten er altafgørende.
  • Få f.eks. en ven til at stille dig spørgsmålene, og svar som om du er til selve samtalen. Eller svar højt for dig selv. Det er den bedste måde til at høre, hvordan dine svar lyder og rette dem til.


Nu vil jeg give nogle eksempler på gode svar, der kan bane vejen til jobbet.

 

1) Præsenter dig selv

Præsentationen af dig selv er meget vigtig, da intervieweren i mange tilfælde allerede her får en fornemmelse af, om du passer til stillingen. Så udnyt derfor muligheden til at styre samtalen og fortælle om det, du synes, gør dig allermest kvalificeret til stillingen.

En måde at forberede præsentationen af dig selv på er at øve en version af din 'elevatortale', som du har skræddersyet til jobbet. Dit svar skal højst vare to-tre minutter, og fokusere på "uddannelse", "erhvervserfaring" og "seneste erhvervserfaring". Hold dig til det positive, det målrettede og det sammenhængende sigte i dit CV og udelad hullerne, udfaldene og de dertil hørende undskyldninger. Forsøg så vidt det er muligt at finde en rød tråd i din præsentation, der kan bygge op til netop det job, du søger. Husk at præsentationen bare er et opvarmningsspørgsmål. Du skal derfor ikke fortælle din livshistorie, men sætte rammen for hvem du er, og hvad du kan tilbyde i forhold til det konkrete job.

Et eksempel på en rød tråd kunne være:
"Jeg begyndte at læse statskundskab, fordi jeg havde arbejdet som hjemmehjælper og interesserede mig for de problemstillinger, der var på ældreområdet og velfærdsområdet generelt. Siden hen har jeg arbejdet med integration- og udlændige politik på Christiansborg, og nu ønsker jeg at bruge mit kendskab og min erfaring til at skabe bedre velfærdsløsninger for borgerne i Københavns Kommune."

 

2) Hvad er din motivation for at søge jobbet?

Her skal du fortælle om, hvilke muligheder jobbet giver dig for at bruge dine færdigheder, erfaring og talenter. Måske er rollen, sagen, projektet eller afdelingen det, som motiverer dig?

Svar i forhold til det konkrete job, og ikke hvorfor du vil arbejde for virksomheden. Har du søgt flere stillinger i samme virksomhed, så overbevis intervieweren om, hvorfor det lige er dette job, du vil have.

 

3) Hvad ved du om vores virksomhed?

Læs på lektien før samtalen! Brug tid på at søge information om virksomheden. Research så meget som muligt om f.eks. produkter, økonomi, ry, image, historie, presse, konkurrenter, udfordringer, strategi og værdier. På den måde kan du vise en velinformeret interesse, og det vil ofte vække begejstring.

 

4) Hvorfor vil du arbejde for netop os?

Her er det vigtigt, at du ikke bare taler om, hvad du vil, uden at du inddrager virksomhedens behov. Fortæl dem derimod, at du gerne vil være en del af et specifikt projekt i virksomheden, du ønsker at løse et virksomhedsproblem, eller at du kan bidrage til at nå et specifikt mål for virksomheden. Formålet er, at intervieweren skal kunne mærke din passion og kunne mærke, at du vil være stolt af at være deres medarbejder-ambassadør.

 

5) Fortæl med dine egne ord, hvad du forestiller dig, at du skal lave i jobbet.

Inden samtalen skal du sætte dig godt ind i jobbet og arbejdsopgaverne. Er du i tvivl om noget, så spørg gerne. Det kan du gøre enten ved at ringe til kontaktpersonen i annoncen eller stille konkrete spørgsmål i starten af samtalen. Her har du mulighed for at give din version af det mål, du vil hjælpe virksomheden med at nå, samt hvilke opgaver, der vil være de centrale at løse for at kunne nå dette mål. Ved at svare godt på dette spørgsmål viser du, at du har forstået jobbet og succeskriterierne.

 

6) Hvad tror du, der bliver det mest interessante og mindst interessante i jobbet?

Her er mit råd altid at starte med det mest interessante. Man skal kunne mærke din passion og interesse. Vælg derfor det essentielle succeskriterium i jobbet. Når du derefter svarer på, hvad der vil blive det mindst interessante, skal det kommunikeres som noget, der kommer til at kræve fokus og kræfter, men uden at der efterlades nogen tvivl om, at det vil lykkes dig. F.eks. er det ofte legitimt i akademikerstillingerne, at administration og rutineopgaver ikke er de mest interessante, men alligevel noget man i de færreste jobs kan komme udenom.

 

7) Hvorfor søger du væk?

Måske holdt du op, fordi du ikke kunne enes med chefen. Fordi du ikke passede ind i teamet, eller måske dine arbejdsopgaver blevet for rutineprægede. Eller måske fordi du tjente for lidt. Det er alle sammen gode grunde, men det er ikke de bedste svar på spørgsmålet. Svarene vil give risiko for, at du opfattes som en besværlig person, som ikke får øje på mulighederne, men kun på problemerne, uanset hvor retfærdig din utilfredshed er.

Forsøg i stedet at give et fremadskuende, positivt svar, hvor du sætter dig selv i centrum. Sig for eksempel, at du holdt op, fordi du gerne ville ind i en anden branche eller ønskede at bruge andre af dine kompetencer, eller fordi du gerne ville arbejde mindre med tal og mere med mennesker. Så pointen er, at du sender et signal om, at du er styret af hen-imod-motivation mere end af væk-fra-motivation. Fx syntes du, at jobopslaget så så spændende ud, at du bare måtte søge, selvom du trives i dit nuværende job.

OBS – Tal aldrig dårligt om din tidligere arbejdsplads eller leder. Det virker illoyalt.

 

8) Fortæl om et par opgaver du ikke har løst tilfredsstillende.

Allerede hjemmefra skal du have forberedt nogle konkrete eksempler. Fokusér på hvad du lærte af det, og hvad du vil gøre anderledes næste gang. Begynd ikke på bortforklaringer og vælg i det omfang, det er muligt, eksempler, der ikke ligner dine opgaver i den nye virksomhed.

 

9) Fortæl en succeshistorie du er stolt af.

Her skal du omvendt vælge eksempler, der ligger tæt på opgaverne i den nye virksomhed. Ved at fortælle en succeshistorie får du mulighed for at brillere uden at prale. Hav derfor styr på detaljerne og koncentrér historien om, hvad din rolle i projektet var, således at din indsats kommer i centrum.

 

10) Kan du arbejde under pres og under deadlines?

På de fleste arbejdspladser kan der til tider være travlt. Fortæl om hvad det positive ved at arbejde under pres kan være. Det kan f.eks. være hvordan det motiverer dig, hvis det er tilfældet. En mulighed kunne være at komme med et konkret eksempel på, hvordan du har håndteret en presset situation, bevaret overblikket og alligevel overholdt deadline.

 

11) Beskriv en konfliktsituation du har befundet dig i – hvad gjorde du for at løse konflikten?

I beskrivelsen af en konfliktsituation skal du fokusere på din helhjertede indsats for at løse konflikten. Det er mindre vigtigt, hvem og hvad der var skyld i konflikten, og hvad konflikten gik ud på i detaljer. Fokusér i stedet på løsningen og hvilket udfald den havde for virksomheden eller teamet.

 

12) Beskriv en situation hvor du er blevet kritiseret.

Her skal du uden tøven, overskudsagtigt og ærligt fortælle om en situation, hvor du helt berettiget modtog kritik. Kom ikke med undskyldninger, men fortæl derimod hvad du lærte af hændelsen. Det viser, at du er selvreflekterende og tager den konstruktive kritik til dig.

 

13) Hvad er dine tre stærkeste og tre svageste sider?

Det er måske det mest klassiske af alle interviewspørgsmål. Det, som rekrutteringskonsulenten ønsker svar på, er, om du passer til jobbet og om du vil passe ind i teamet. Ud af dine mange styrker skal du vælge netop de tre, som vil være mest relevante og værdifulde netop for dette job. En måde at identificere sin svaghed er ved at se på bagsiden af medaljen og at vende sin styrke til en svaghed.

F.eks når grundighed bliver til overdreven perfektionisme og flid bliver til, at man har svært ved at sige fra. Dine svagheder er på den måde den naturlige bagside af dine styrker og kan let vendes til noget positivet.

Sig f.eks: "Jeg er meget analytisk anlagt, hvilket nogle gange resulterer i, at jeg er så detaljeorienteret, at jeg bliver ved med at finde fejl for at gøre det perfekt og dermed bruger mange timer på dine opgaver. Men jeg er bevidst omkring det og fortsat arbejder på at finde den gode balance mellem styrke og svaghed."

Sig ikke at du ikke har nogen svage sider, men vis i stedet, at du kender til dem. Vær ydmyg. Ud fra arbejdsgiverens synspunkt er det positivt at være bevidst og refleksiv om sine udviklingsområder, da det ofte betyder, at man arbejder på at forbedre dem, og at man ikke bilder sig ind, at man er fantastisk til alt.

 

14) Hvad er kendetegnende for din måde at arbejde på?

Her skal du tænke på, hvad de har brug for. Du kan formentlig arbejde på mange forskellige måder. Sælg derfor det af dig, de gerne vil købe, og fremhæv det ved dig selv, som matcher virksomhedens værdier eller kultur.

 

15) Er der mennesketyper, du har svært ved at samarbejde med?

Nej er et dumt svar. Giv i stedet nogle konkrete eksempler. En måde at vende det til noget positivt er at fokusere på, hvordan du løste problemet, så samarbejdet kom til at glide.

 

16) Hvad er din rolle typisk i en gruppe?

Tænk på den rolle du vil skulle udfylde i dit nye job. Her er nøglen at være konkret i dit svar. Kom derfor med et eksempel f.eks. en projektgruppe du tidligere har indgået i, og hvilken rolle du havde.

 

17) Hvordan skal din kommende leder motivere dig?

Dette spørgsmål skal du tænke som en brugsanvisning på dig til din leder. Hvordan skal din leder gøre, for at gøre dig til en succes? Besvar spørgsmålet ved at give eksempler på hvordan en leder før har sat den helt rigtige ramme op omkring dig. Husk på hvilken rolle, du vil skulle spille i det nye job, når du besvarer spørgsmålet.

 

18) Hvad er dine ambitioner? Hvor ser du dig selv om 5 år?

Vær ambitiøs og ærlig i dit svar. Lad være med at lade dette job være dit endelig karrieremål. Virksomhederne nærer intet ønske om som udgangspunkt at ansætte dig for resten af din karriere.
Sig f.eks.: "Lige nu er mit ønske at være marketingskonsulent, men jeg har en ambition om på et tidspunkt at blive leder – gerne i jeres virksomhed."

 

19) Giv mig tre gode grunde til, at vi skal vælge dig.

Her skal du give en kort salgstale af dig selv, hvor du opsummerer dine konkrete styrker i forhold til jobbet. Overvej desuden hvad intervieweren har vægtet i samtalen og responder på dette, så du overbeviser vedkommende om at du besidder de evner, jobbet kræver. Men svar så kort og præcist som muligt.
Sig f.eks.: "Fordi jeg har en unik viden inden for online-salg, er kommunikativ stærk og har et stort netværk inden for netop dette område."

 

20) Er der noget, vi ikke har spurgt om, som du synes er vigtigt at fremhæve?

Fortæl eventuelt om en succes mere eller andet du er stolt af. Vælg det spørgsmål, der giver dig mulighed for at score flest point. Det kan også være, at intervieweren ikke er helt forberedt og har glemt noget vigtigt i dit CV. Eller måske fisker vedkommende efter en sygdomsperiode eller andet, der ikke må spørges direkte ind til.

Det sidste, som er meget vigtigt at forberede hjemmefra, er dine spørgsmål til intervieweren. Når du er til jobsamtale, er det stort set lige så vigtigt at stille spørgsmål, som det er selv at svare på dem. Det kan du læse mere om i næste blogindlæg.


Rigtig god fornøjelse med det. Held og lykke!

 

 

Af: Nanna-Freja Riis Larsen

 

Nanna-Freja Riis LarsenTil daglig arbejder jeg i Novo Nordisk som rekrutteringspartner for Product Supply, hvor jeg rekrutterer og udvælger ledere, specialister og graduates.
Jeg startede min rekrutteringskarriere i Moment allerede under studiet på CBS. Her rekrutterede jeg kandidater til mange forskellige stillinger f.eks. postomdelere til Post Danmark, telefonsælgere til TDC og kundeservicepersonale til Københavns Lufthavn. Sidenhen har jeg rekrutteret tunge specialister og ledere for virksomheder som SOS International, Falck, Danfoss, Disney, Autobutler og nu Novo Nordisk i Danmark og i udlandet.

Ved siden af mit arbejde i Novo Nordisk blogger jeg på Businessisabouttalent.com sammen med min veninde og tidligere kollega Sarah Hammeken. Hver måned præsenterer vi læserne for et nyt talent, som vi mener, har udvist unikke kompetencer, resultater og engagement. Vi skriver indlæg med udgangspunkt i vores HR profession, giver karrieretips, diskuterer ny forskning og belyser interessante emner inden for talent management og Human Ressource – alt sammen til inspiration for virksomheder, HR-afdelinger eller medarbejdere, som søger at udvikle deres talenter.