Det var en ung og idealistisk instruktør, der i 1996 kickstartede sin karriere med kultfilmen 'Pusher'. Siden dengang har Nicolas Winding Refn på den hårde måde erfaret, at det ikke blot kræver ambitioner men også penge at blive verdensmand.

Nicolas Winding Refn :
Som kunstner er jeg slave

"Set i bakspejlet er 'Pusher' den film, jeg mindst kan lide af dem alle", lyder dommen over en af 90'ernes mest elskede kultfilm. En dom, der endda kommer fra selveste filmens fader. Men filminstruktøren Nicolas Winding Refn kan ikke komme uden om, at det også var takket være denne film, han som blot 24-årig uerfaren filminstruktør fik kickstartet sin karriere.

En karriere, der har været præget af op- og nedture, og som vidner om en mand, der har undergået en forvandling fra naiv, arrogant idealist til hardcore businessman, der på den hårde måde har erfaret, at selv kunst handler om penge.

'Pusher' kicker

Den blev født som en kortfilm - 'Pusher'. Nicolas Winding Refn var selv både instruktør og hovedrolleskuespiller i filmen, der blev vist på den eksperimenterende lokal-tv-station, TV Stop.

"Visningen bevirkede, at der var nogle kendte producenter, som syntes, det kunne være sjovt at møde mig", fortæller han om dengang, han for første gang stiftede bekendtskab med filmbranchens hårde verden. Mødet blev ikke bare et møde mellem et ungt talent og nogle hardcore businessfolk. Det mundede ud i en aftale, hvor Nicolas Winding Refn pludselig trods sin unge alder stod med et millionbeløb, han kunne bruge til at lave sin karrieres første spillefilm.
"Jeg syntes, det var helt vildt, at de kunne skaffe 1-2 millioner fra Filminstituttet, for mig var det jo næsten Star Wars", fortæller han.
"Jeg havde udtænkt markedsstrategien, og hvordan jeg skulle sælge 'Pusher' som spillefilm. Den skulle foregå udendørs, så jeg ikke skulle betale locations, og jeg skulle kun bruge rigtige kriminelle for at få en autenticitetsfølelse ind i det."

Filmen skulle vise sig at være mere end en ung fyrs gennemtænkte strødrøm. Dens potentiale blev ikke alene set af de producenter, der tilfældigvis havde zappet forbi TV Stop. Også resten af Danmarks befolkning tog imod den med åbne arme, da den senere kom i spillefilmsversion med Kim Bodnia som pusheren Frank, der gennemtrevler den københavnske undergrund i desperat jagt på penge. 'Pusher' blev kort sagt en kultsucces, da den indtog biograferne i 1996.  

Fra uerfaren til verdensmester

Forhistorien til 'Pushers' succes indeholder ikke historier om en instruktørs opslidende år på Den Danske Filmskole, hvor filmruller gang på gang måtte lade livet til papirkurven, før chancen for et gennembrud endelig bød sig. Tværtimod. Godt nok havde Nicolas Winding Refn kort før 'Pusher's visning på TV Stop søgt ind på filmskolen. Her var han netop blevet tilbudt en af de eftertragtede pladser, men da chancen for at lave 'Pusher' som spillefilm bød sig, takkede han nej. Derfor kom det ikke alene bag på den unge instruktør, som aldrig tidligere havde boltret sig på dansk films bonede gulve, at filmen fik status som kult. Også hans far, den kendte instruktør Anders Refn, blev overrasket over sønnens succes.
"Før jeg gik i gang med 'Pusher', sagde min far til mig, at jeg jo ikke kunne lave film, når jeg ikke havde gået på filmskolen", fortæller Nicolas Winding Refn. Men han lod sig heller ikke dengang stoppe af omgivelsernes skepsis.
"Jeg tror, at min amerikanske opvækst har givet mig en du kan, hvad du vil-attitude, som gjorde, at jeg tog chancen alligevel", fortæller han og henviser til, da han som otteårig flyttede med sine forældre til New York.

Det var ikke kun et opgør med janteloven, der støttede rigtigheden i hans beslutning om ikke at tage pladsen på filmskolen. Efter et ophold på en af New Yorks teaterskoler, 'American Academy of Dramatic Arts', fandt han også ud af, at han trivedes bedst med ikke at lade sig belære af andre.
"På teaterskolen gik det meget hurtigt op for mig, at jeg har et meget stort problem med autoriteter", fortæller han. Af samme grund stoppede han på teaterskolen, før han havde gjort den færdig.
"Jeg tror ikke, det ville være blevet bedre af at gå på filmskolen, så jeg takker vor herre hver dag for, at jeg ikke gjorde det", tilføjer han og afslår dermed enhver tvivl om, at han nogensinde har fortrudt sin beslutning om at satse på 'Pusher' frem for filmskolens autoritære undervisere.
"Fravalget af filmskolen var også det tætteste, jeg kunne komme på punk, fordi jeg gik uden om alles forventninger og lavede filmen selv", forklarer han og giver et indblik i det behov for at gå imod strømmen, som også har kendetegnet resten hans karriere.