Efter en periode på en måneds tid, hvor jeg har stillet ansøgningsprocessen i bero, er jeg gået i gang igen og har funderet lidt over den udvikling, jeg har gennemgået i den henseende det sidste års tid.

I starten syntes jeg, det var spændende at søge meget ambitiøse stillinger. Jeg søgte stillinger, selv om jeg langt fra opfyldte alle kravene, men efterhånden kan jeg mærke, at jeg bliver mere og mere realistisk og kun vælger de stillinger, hvor jeg opfylder de fleste af kravene. Egentlig mest for at skåne mig selv fra yderligere risiko for et afslag.

Det skyldes dog også, at jeg har mistet noget af den gejst, jeg søgte med i starten samtidig med, at jeg er blevet mere bevidst om, til hvilke stillinger jeg har en reel chance for at komme i betragtning.

Desuden har jeg en vis skepsis over for at skulle være én blandt – ofte – 200-300 ansøgere. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at det er vejen til et job; jeg bliver til gengæld  mere og mere overbevist om, at det er de uopfordrede ansøgninger, jeg skal bruge min energi på.

Forleden var jeg til en uformel samtale hos en direktør, der havde været så venlig at afsætte halvanden time af sin travle hverdag til at tale med mig om løst og fast. Hun gav  mig en masse gode input og gode råd til, hvad jeg kan gå videre med i min jobsøgningsproces, for jeg er ærligt talt ved at løbe tør for ideer til, hvor jeg kan søge uopfodret.

Det er helt klart min egen oplevelse, at man kommer langt med de uopfordrede ansøgninger (jeg havde jo fx fået et møde i stand med den pågældende direktør). Men det kræver også utroligt meget research og forberedelse at sende en ansøgning og et cv til en given virksomhed, der ikke søger nogen pt., men som skal kunne huske dig, når der måske om nogle måneder dukker en ledig stilling op i den pågældende afdeling.

Det var derfor en stor plusoplevelse at få lov at få halvanden times input fra en direktør, der vidste, hvad hun talte om, og som kunne give mig konkrete firmanavne, hvor jeg kunne søge inden for hendes branche. Lige nu sidder jeg derfor – helt opmuntret og optimistisk – og laver mit cv til en af de steder, hun tippede mig om at søge hos. Selv om jobbet ikke kommer af sig selv, er det indimellem skønt at få hjælpen serveret på et sølvfad, så det har jeg fluks udnyttet.

Det viser bare igen, hvor afgørende ens netværk er, når man søger job - og hvor vigtigt det er at trække på det. Direktøren er en person, jeg er kommet i kontakt med via mit nuværende – midlertidige – job som receptionist, fordi jeg en dag spurgte hende, om jeg måtte sende hende cv.

Og som hun selv sagde til vores møde: ”Det værste, der ske, når man henvender sig uopfordret er, at man får et nej” – men så har man jo i det mindste foretaget sig noget konstruktivt, og det er jo ikke så galt endda!

Jeg har i hvert fald fået fornyet energi til at søge, og siden jeg talte med hende har jeg søgt en stilling uopfordret og skal til samtale som følge deraf, og jeg har søgt en anden stilling, der var slået op i en database, hvor jeg aldrig selv ville have kigget efter job, så alt i alt har det været den en af de få gode uger i mit liv som jobsøgende.

Antoinette