En anderledes og kreativ tilgang til jobsøgning
Camilla Hejbl Johansen har taget en kreativ tilgang til jobsøgning for at skille sig ud i en hård konkurrence. Efter gentagne afslag på grund af manglende erhvervserfaring udviklede hun en anderledes strategi: hun placerede 55 små cellofanposer med et digt, en QR-kode til hendes LinkedIn, og hæklede figurer på nøje udvalgte lokationer i København. Idéen har spredt sig som ringe i vandet via LinkedIn og har skabt stor opmærksomhed og henvendelser fra potentielle kontakter. Hendes kreative tilgang viser, hvordan mod og originalitet kan åbne nye døre i jobsøgningen.
Sammenfatning skrevet af AI
Artiklen starter efter billedet…
Jobsøgning kan være svært. Og nogle gange går det ikke lige som man havde håbet på. Der er mange afslag. Som nyuddannet får du måske begrundelsen “manglende erfaring” smidt i hovedet den ene gang efter den anden. Det oplever Camilla desværre også. Men nu prøver hun en anden kreativ tilgang til jobsøgningen.
Læs Camillas historie her.
Starten på forskerdrømmen
I August 2021, efter min tredje barsel, startede jeg som 3. semesters praktikant i forskningsenheden på Afdeling for Hjertesygdomme, på Gentofte hospital. Her begyndte min drøm om at blive forsker. Jeg arbejdede tæt sammen med to dygtige forskere, som på fineste vis lærte mig om alt fra rekruttering af patienter og ansøgning om fondsmidler, til indsamling, analyse og formidling af forskningsdata. Efter et par måneder som praktikant, blev jeg ansat som prægraduat forskningsstuderende på samme afdeling. Dette gav mig et år mere til at fordybe mig i mit eget forskningsprojekt, som senere skulle blive til min afhandling.
Sideløbende med mit forskningsår på Gentofte Hospital, arbejdede jeg som studentermedhjælper på Statens Institut for Folkesundhed (SIF). Her arbejdede jeg ligeledes sammen med dygtige forskere og Ph.d.-studerende, på projekter omhandlende sundhed blandt forskellige befolkningsgrupper. På SIF lærte jeg om grundighed og ordentlighed i forskning, og jeg oplevede værdien af et fleksibelt arbejds- og privatliv, når man er forælder.
Manglende erhvervserfaring var en hæmsko
I januar 2023 færdiggjorde jeg min kandidat i folkesundhedsvidenskab ved Syddansk Universitet, Esbjerg. Jeg havde brugt det seneste halvandet år på at opbygge erhvervserfaring, da jeg var bevidst om, at mangel på dette ofte er en hæmsko for nyuddannede akademikere. Netop manglende erhvervserfaring har sidenhen været begrundelse for størstedelen af mine jobafslag. Efter flere måneder med adskillige jobafslag, forsøgte jeg at skrive mere om min personlige profil i ansøgningerne. Jeg tænkte, at min manglende erhvervserfaring kunne kompenseres af min kreativitet, humor og somme tider lidt skæve tankegang. Det havde dog ingen effekt. Jeg stod tilbage med tanken om, at hvis arbejdsgiverne bare lærte mig bedre at kende, hvis de talte med mig, så ville de mærke min sprudlende personlighed og mit drive for at komme i gang med min karriere. Så ville de mærke alt dét, jeg ikke formåede at vise i mine ansøgninger.
Kold kanvas med et kreativt tvist
Undervejs i min jobsøgning, har flere personer rådet mig til at møde personligt op hos virksomheder og ligge en uopfordret ansøgning. Det falder mig ikke naturligt at møde uanmeldt op på en arbejdsplads, men ideen om at være mere proaktiv i jobsøgningen, synes jeg var interessant. Ventetiden kan føles uendelig, når man sidder derhjemme og venter på, at diverse jobagenter opfanger nye stillingsopslag. Ideen om en mildere og mere kreativ form for kold kanvas, opstod på en gåtur med vores hund. Jeg havde et par uger forinden set et opslag på Instagram, hvor en kvinde placerede små hjemmelavede kreationer på forskellige lokationer. Sammen med den lille kreation, vedlagde hun en seddel hvor hun ønskede finderen en dejlig dag. Præcis hvordan, jeg koblede min egen situation til dette, kan jeg ikke svare på, men da jeg kom hjem fra gåtur, var jeg sikker på at jeg skulle lave noget lignende.
Jeg gik straks i gang med at skrive et lille digt, som skulle være det første finderen læste. Ordene lød “En lille kreation du har fundet på din vej, tag den endelig med, den kan bo hos dig. Og måske man kunne tænke sig, at du har mulighed for at hjælpe mig?”. På bagsiden af dette, skrev jeg mere uddybende om mig selv, min erfaring samt mine karrieredrømme. Jeg indsatte også en QR-kode med direkte link til min LinkedIn profil. For blikfangets skyld, printede jeg på farvet papir, og pakkede det i en lille cellofanpose som kunne beskytte mod vind og vejr. Jeg synes det var klædeligt at give en lille ting, som tak for finderens eventuelle hjælp. Derfor hæklede jeg små figurer og vedlagde i alle poserne. Jeg har i alt placeret 55 poser, af to omgange, på forskellige lokationer i København. Jeg har placeret dem på steder, hvor jeg tror at chancen for at de bliver set af personer, som muligvis kan hjælpe mig videre, er størst. Eksempelvis har jeg placeret en del ved Københavns Universitet, SIF, Industriens hus, Sundhedsministeriet, og selvfølgelig Nørreport.
Som ringe i vandet
Jeg filmede undervejs i tilblivelsen af min lille happening. Jeg filmede at jeg hæklede, printede, pakkede og at jeg placerede pakkerne rundt omkring i København. De små filmklip, brugte jeg til at lave en reel, som kunne skabe blikfang på LinkedIn, når personer der scannede QR-koden, besøgte min profil. (Se LinkedIn-opslaget sidst her på siden). Jeg bliver selv hurtigere fanget af et opslag hvis det er ledsaget af billede eller video. Hvis videoen fanger min opmærksomhed, skal jeg nok læse teksten efterfølgende, og jeg forestiller mig at mange andre har det på samme måde. Jeg er overrasket over hvor meget opmærksomhed mit opslag på LinkedIn har fået, og hvor mange der har delt og liket det. Det har spredt sig som ringe i vandet og er nået meget længere ud end jeg turde håbe på. Jeg er meget taknemmelig over de mange mennesker der har givet mig søde ord med på vejen, og som har taget sig tid til at give mit opslag opmærksomhed.
Samtidig har jeg fået flere henvendelser fra personer som har fundet mine små kreationer. En journalist fra Uniavisen fandt den ene på en gåtur ved Københavns Universitet. Det resulterede i en artikel om mine tanker om at være nyuddannet akademiker, og min anderledes tilgang til jobsøgning. Flere har henvendt sig for at fortælle at de har delt deres fund på deres arbejdsplads og sociale platforme. Jeg har besøgt lokationerne efterfølgende, og kan se at de alle er væk, så forhåbentlig har mine kreationer fået et nyt hjem. Måske endda hos én som kan hjælpe mig videre med mine karrieredrømme.
Historien er fortalt af Camilla Hejbøl Johansen – se Camillas LinkedIn-profil her
Mit navn er Camilla, jeg er 32 år, og opvokset i Nordsjælland, hvor jeg bor med min mand og vores tre børn. Jeg har en Kandidat i Folkesundhedsvidenskab fra Syddansk Universitet. Jeg har beskæftiget mig med klinisk og samfundsvidenskabelig forskning, herunder en bred vifte af epidemiologiske indsatsområder. Jeg har erfaring med sundhedsarbejde omhandlende børn, etniske minoriteter, ældre personer, udsatte borgere, unge erhvervsskoleelver samt hjertepatienter. Børn og unges mentale og fysiske sundhed er min hjertesag, og jeg drømmer om at gøre karriere indenfor dette felt.
Camillas opslag på LinkedIn:
Nyeste indlæg
Velkommen til det nye Jobfisk.dk!
Velkommen til det nye Jobfisk! Jeg er glad for, at du har fundet vej til det nye Jobfisk. Mit navn