De 3 vigtigste ting, når du skriver jobansøgninger
Hvordan skriver du en jobansøgning, der ikke drukner i bunken, men faktisk bliver læst – og husket? I denne artikel får du tre overraskende enkle (og ret effektive) råd, der kan give dig et afgørende forspring i kampen om drømmejobbet. Den guider dig til, hvordan du skaber en overskrift, der fænger, formulerer pointer, der bliver husket, og viser, hvorfor du er det oplagte valg – uden floskler og klichéer. Med masser af konkrete eksempler og et glimt i øjet, bliver det både lettere og sjovere at skrive ansøgningen.
Sammenfatning skrevet af AI
Artiklen starter efter billedet…
Hvad er egentlig vigtigt, når du skriver en jobansøgning? Og hvordan kan du skrive noget, der får dig til samtale? Det er lettere, end du måske tror, hvis du følger disse tre råd.
Ved du, hvad der er rigtig, rigtig, rigtig kedeligt?
At læse jobansøgninger.
Forestil dig lige, at du er i den her situation:
Du skal ansætte en medarbejder hos den virksomhed, du arbejder i. En ny kollega, som du skal arbejde sammen med … og du er spændt på, hvem der har søgt stillingen. Den første ansøgning har du faktisk allerede smuglæst lidt i, fordi du ikke kunne lade være … og du er ret sikker på, at vedkommende bliver en af de kandidater, der skal til samtale. Men nu skal du liiiige ha’ læst ansøgningerne fra de andre, der har reageret på jobannoncen, før du beslutter dig.
Du har sat resten af eftermiddagen af til opgaven.
Du har lavet kaffe.
Du er så klar:
… og stakken af ansøgninger ligger foran dig på dit skrivebord. Forestil dig stakken. Måske ligger der 12 ansøgninger? Måske ligger der 27? Eller måske ligger 53 ansøgninger? Plus en endnu højere bunke med CV’er, der for nogle ansøgeres vedkommende starter med en detaljeret beskrivelse det første fritidsjob 🤯
Brug nu tre sekunder på at mærke efter, hvilken følelse du får i maven.
Man bliver næsten træt i hjernen på forhånd, ikke?
Selvom det er en spændende opgave at ansætte en ny kollega, så er det stadig en hård opgave at læse mange ansøgninger igennem på én gang. Den slags kræver kaffe. Masser af kaffe.
“Men hvorfor skal jeg vide det her?”, tænker du måske? “Skulle det ikke handle om 3 vigtige tips til at skrive ansøgninger?”
Og jo, det skulle det faktisk.
Pointen med indledningen kommer her:
Din ansøgning er bare et stykke papir i en kæmpe bunke.
Det er et vilkår, og det er bare sådan det er. Det kan du ikke ændre på.
Men du kan ta’ højde for den situation, din ansøgning havner i. Du kan ta’ højde for, at der muligvis er mange ansøgninger, din kommende arbejdsgiver skal igennem. Du kan gøre dit bedste for at sørge for, at man lægger mærke til det, du har skrevet.
Det betyder, at det vigtigste, når du skriver ansøgninger, er at skrive noget, der gør:
- At din ansøgning skiller sig ud
- At dine pointer og budskaber bliver husket
- At man kan se, at du er den perfekte kandidat til stillingen.
Men det sidste punkt skal du ikke hæfte dig for meget ved. Ikke endnu i hvert fald. Så lad os ta’ de to andre først:
#1 Sørg for, at der bliver lagt mærke til din ansøgning
Det første punkt starter længe før ansøgningsfristen, og det handler i virkeligheden slet ikke om at skrive. Men det skal med alligevel. For det er nemlig vigtigt.
Måske lagde du også mærke til det, da du læste indledningen?
At der var en ansøgning, der skilte sig ud.
Læs eventuelt indledningen igen.
Den første ansøgning, virksomheden modtog, skilte sig ud fra bunken. Alene fordi den var blevet sendt først. Og af den grund var den allerede blevet smuglæst. Af en person der endnu ikke var blevet træt i hovedet, og som rent faktisk var spændt på, hvem der havde søgt.
… og nej. Du kan selvfølgelig ikke vide, om din ansøgning vil blive læst mere opmærksomt, hvis du sender den hurtigt. Men der er en chance for, at det sker. Og den chance er nok til, at du aldrig bør vente med at sende din ansøgning til lige før deadline sammen med alle de andre. Skriv den hellere. Og få den sendt afsted så hurtigt som muligt.
Og nu skal resten af blogindlægget handle om at skrive … og det starter med din overskrift.
Alt for mange ansøgninger fejler nemlig allerede her.
Og fra nu af forbyder jeg dig at skrive (kedelige!) overskrifter som:
- “Jeg søger stillingen som [indsæt titel] hos [virksomhed]”
- “36-årig kvinde søger stillingen som [titel]”
- “Engageret og fleksibel teamplayer søger nye udfordringer”
- “Jeg brænder for at arbejde med [hvad end stillingen handler om]”
Det er forbudt, fordi der formentlig er mindst en håndfuld andre ansøgninger i bunken med nogenlunde samme overskrift. Og det hjælper dig ikke ligefrem, når du gerne vil skille dig ud, vel?
Løsningen er simpel.
Du skal bare skrive noget ANDET.
Og du skal allerhelst skrive noget, der kun kan være skrevet af dig, og som passer til præcis den stilling, du søger. Det kan handle om dine kompetencer, din personlighed eller noget andet. Det vigtigste er, at det ikke er for kedeligt, og at overskriften ikke ligner den på de andre ansøgninger.
Netop derfor kan jeg heller ikke gi’ dig en skabelon, som du kan bruge.
Du bliver nødt til at finde på noget selv.
Men måske kan du bruge følgende idéer som overskrift:
- Skriv et statement, der siger noget om din måde at arbejde på:
Jeg tror på, at relationer er den vigtigste KPI for en leder. - Find et citat, der siger noget om din tilgang:
Detaljer er ikke bare detaljer. De er designet. - Skriv overskrift, der er historie i sig selv:
Jeg startede som praktikant … og 3 måneder senere stod jeg med ansvaret for afdelingen. - Brug humor:
Jeg har en svaghed for post-its, Excel og pæne punktopstillinger. - Provokér, hvis du tør:
Jeg har identificeret 3 grunde til at I ikke får nok ud af jeres SoMe-strategi (og ja, jeg forklarer også, hvorfor jeg kan være sikker på det) - Fremhæv et resultat:
I min seneste stilling som produktionschef hævede jeg oppetiden fra 72% til 87%. - Skriv en teaser, der vækker nysgerrighed:
Her er 11 grunde til, at jeg burde arbejde hos jer (og én, der taler imod).
Når du mestrer kunsten at få opmærksomhed, så har du allerede bragt dig selv meget tættere på en samtale.
#2 Skriv noget, der kan huskes
Ved du, hvad det bedste ved at gøre sig umage med punkt 1 er? Det er, at du allerede er langt ift. punkt 2. For alene det, at du har gjort og skrevet noget, der gør, at din ansøgning ikke drukner i bunken, gør, at man lettere kan huske dig.
Men der er mere du kan gøre.
Og en af de ting er at sørge for, at det, du skriver i din ansøgning, sætter sig fast i læserens hjerne. Det er ret nemt, hvis du sørger for at rydde ud i alle floskler, klichéer og abstrakte formuleringer. Det handler om at være konkret.
Så du i stedet for at skrive:
“Jeg er struktureret og god til at bevare overblikket.”
Fx skriver:
“Jeg får ro i hovedet, når jeg laver lister. Jeg har endda lister over mine lister, så jeg aldrig mister overblikket.”
Eller i stedet for at skrive:
“Jeg er kreativ og idérig.”
Så skriv:
“Jeg får idéer hurtigere, end Teams kan nå at åbne. Og blev min kampagneidé for yy-virksomhed nomineret til en en xxx-award.”
Eller måske:
“Når jeg får en ny opgave, starter jeg altid med at tænke: Kan vi gøre det lidt smartere end sidst?”
Du kan også bruge små historier eller konkrete eksempler. Det behøver ikke være langt. Bare to-tre linjer, der viser, hvordan du arbejder i praksis:
“Da vi stod midt i en proces, hvor alt gik galt (ja, ALT), var det mig, der samlede teamet og fik os tilbage på sporet. Med billig pulverkaffe og et whiteboard, jeg havde fundet i en baggård.”
Eller:
“Jeg har engang brugt 2 måneder på at finde den perfekte overskrift. Til gengæld vandt den en pris, og virksomhedens omsætning er steget hver måned siden.
Eller:
“Jeg bliver rolig af kaos. I det øjeblik hvor alle andre sukker dybt over manglende bilag, finder jeg mine tuscher og mit regnskabsfokus frem.”
Det lyder måske banalt, men det er de konkrete detaljer, man husker. Ikke titler, ikke buzzwords, men små billeder af virkelige mennesker, der gør ting.
#3 Gør det tydeligt, at du passer perfekt til stillingen
Du har helt sikkert hørt det her råd før.
Og du har helt sikkert også prøvet at fremhæve det i din ansøgning.
Spørgsmålet er bare, om du har gjort det på den rigtige måde? For det er super duper, at du er motiveret. At du brænder for stillingen og de opgaver, der er beskrevet. Og at du har samme værdisæt som virksomheden.
Men undskyld mig.
Den slags formuleringer er bare en omgang sludder for en sladder. Det lyder måske fint og professionelt, men det siger ingenting om dig, og hvordan du er som kollega og medarbejder. Det er som at skrive “jeg er sød” i sin Tinder-profil. Den slags kan alle jo komme og påstå..
Løsningen er derfor, at du ikke bare skal remse dine kompetencer og motivationer op. Du skal FORKLARE, hvordan du vil bruge dem:
- Hvordan vil du tage fat på jobbet?
- Hvad vil du starte med, hvis du blev ansat i morgen?
- Hvordan ser du evt. muligheder, de måske ikke selv har nævnt i opslaget?
- Hvad tror du bliver den største udfordring – og hvordan vil du løse den?
- Er der noget, du vil gøre anderledes end de fleste i den her rolle?
Det er svære spørgsmål ja. Men de er ikke umulige at svare på, og hvis der er noget, du har brug for at vide for at kunne svare, så skal du gribe den gode gammeldags knogle og ringe til virksomheden (så skiller du dig også positivt ud ift. at få opmærksomhed).
Den slags får dig til at virke både professionel og proaktiv.
Samtidig med, at det gør dig i stand til at skrive bedre ansøgning.
Nyeste indlæg
Hvordan ser dit næste drømmejob ud?
Hvordan ser dit næste drømmejob ud? Uanset din uddannelsesbaggrund er der en verden af virksomheder og roller, der kan matche
Bibliotek
Forfatter
-
Gitte Stounberg er anerkendt journalist og tekstforfatter med en mission: Der skal være færre flade og kedelige tekster her i verden. Hun står bag https://www.onlineskrivekurser.dk, hvor hun underviser selvstændige samt kommunikationsfolk at skrive tekster, der bliver læst – og som får læseren til at reagere. Derudover holder hun workshops for bl.a. jobsøgende, som vil lære kunsten at skrive ansøgninger, der får dem til samtale.
Vis alle indlæg

