5 skrivetricks fra copywriteren: Sådan skriver du en ansøgning der får dig til samtale

Få samtalen i hus med en ansøgning, der skiller sig ud fra første linje. Brug en fængende overskrift, der viser, hvad du kan, og gør læseren nysgerrig. Drop de generelle floskler – konkrete eksempler og resultater gør dig langt mere overbevisende. Tænk over, hvad en arbejdsgiver kunne være i tvivl om, og svar på det i teksten. Gør ansøgningen let at skimme med overskrifter og punktopstillinger. Og vigtigst af alt: skriv som dig selv – personlighed og ægthed vinder.

Sammenfatning skrevet af AI

Artiklen starter efter billedet… 

Modsat af, hvad nogen tror, så handler tekstforfatning og copywriting ikke om flotte formuleringer eller om at skrive godt og korrekt. Det handler grundlæggende kun om én eneste ting:

Om at skrive overbevisende.

Og om at få nogen til at gøre noget.

Det kan være at klikke, købe og tilmelde sig noget. Men det kan også være at læse din ansøgning og indkalde dig til samtale, og det er lige præcis det, som blogindlægget her handler om.

#1 Din overskrift er vigtig – og den skal skille sig ud

Overskriften er det allervigtigste i hele din ansøgning. For overskriften er en mulighed for at gi’ et stærkt førstehåndsindtryk og fange interessen fra start. Så man får øje på din ansøgning i bunken.

Det er dog en mulighed de færreste udnytter.

For de fleste skriver de samme kedelige overskrifter ala:

  • Ansøgning til stillingen som kommunikationsmedarbejder
  • 35 årig kvinde søger udfordringer
  • Erfaren kontorassistent søger nye muligheder

Men netop fordi de fleste skriver overskrifterne på den måde, kræver det ikke særlig meget at få opmærksomhed. Du skal i virkeligheden bare gøre noget andet … og hvis du er ekstra god, så skal overskriften sige noget om, hvad virksomheden får ud af at ansætte dig.

Du kan fx skrive:

  • Sådan kan jeg hjælpe jer med at nå længere ud på de sociale medier
  • Jeg siger ikke, jeg er uundværlig – men det gjorde min sidste chef.
  • Jeg er typen, der rydder op i Excel-ark for sjov
  • Hvad får man, når man blander talnørd og teamplayer?
  • Hvis det skal flyttes, tælles, pakkes eller findes – så ring til mig.
  • Min support score? 4,9 ud af 5, og jeg svarer altid med et smil
  • Kundetilfredsheden blev øget med 25 % på under ét år – og jeg kan hjælpe jer med at gøre det samme.

Det er ikke altid nemt at finde en god overskrift.

Til gengæld er det effektivt. For hvis din overskrift kan få læseren til at tænke “hun lyder godt nok spændende”, så er du et kæmpe skridt foran.

 

#2 Konkrete eksempler gør indtryk

Det er så let at skrive, at du kan alt muligt i generelle og overordnede vendinger. Og det er helt fint. Det er der ikke noget i vejen med.

Problemet er bare, at mange af dem, der søger de samme jobs som dig, kan skrive præcis det samme.

Så hvis du vil skille dig ud, så skal du tilføje konkrete eksempler og detaljer. Det kræver lidt mere tid, når du skal skrive, men den tid, du bruger, er ofte givet godt ud. For det er disse detaljer, der gør hele forskellen. Det er dem, der gør indtryk. Og gør, at du bliver husket.

Kan du se forskellen på generelle og konkrete formuleringer:

➗  Jeg har arbejdet med sociale medier
✔️  Jeg har haft ansvar for tre kanaler og øget engagementet med 42 % på et halvt år

 

Jeg er god til at holde overblik

✔️ Jeg koordinerede fire projekter på tværs af to afdelinger – og sørgede for, at alle deadlines blev overholdt

 

Jeg har erfaring med lagerarbejde

✔️ Jeg stod for modtagelse, registrering og pakning af op til 400 varer om dagen.

 

  Jeg kan lide at samarbejde

✔️ Jeg har arbejdet i teams, hvor vi var afhængige af hinanden for at nå i mål – og jeg er ofte den, der samler trådene og får folk til at spille sammen

Du er heller ikke i tvivl om, hvem du ville ansætte, vel?

 

#3 Tænk over, hvad din arbejdsgiver kan ha’ imod at ansætte dig?

Det her punkt er måske lidt træls.

Men det er vigtigt.

For hvis du skal overbevise nogen om at gøre noget (altså at indkalde dig til samtale), så kan det være det her punkt, der gør forskellen.

Se på dig selv med kritiske øjne og overvej grundigt, hvad der kan forhindre en arbejdsgiver i at kalde dig til samtale?

  • Har du ikke helt den rette baggrund?
  • Har du kun deltids- eller projektansættelser bag dig?
  • Er du overkvalificeret til jobbet?
  • Bor du en time væk?

Det nytter ikke at tænke, at arbejdsgiveren vel kan regne ud, at du er interesseret og kvalificeret, når du søger jobbet. For hun kan ikke se, at trives fint med en lang pendlertid og tid til at koble af efter arbejde. Hun kan heller ikke se det, hvis du er villig til at flytte.

Og hun kan heller ikke selv gætte, hvordan din lidt anderledes erfaring faktisk er ret perfekt i forhold til netop den stilling.

For det, der er åbenlyst for dig, er ikke nødvendigvis åbenlyst for andre.

Så du bliver nødt til at skrive det.

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere, kan det være den slags, der gør, at du bliver valgt fra.

 

#4 Gør teksten let at scanne – og fremhæv dine stærkeste kort

Hvis du er den eneste ansøger, så er dette punkt ikke så vigtigt. Men hvis du er en ud af … ja, lad os bare sige 17 ansøgere, så kan man sagtens forestille sig, at den der skal læse ansøgningerne igennem bliver lidt træt i hovedet, inden vedkommende er færdig.

Derfor skal du gøre det let for den person at læse din ansøgning og let at få øje på det vigtige. Og det gør du ved at gøre den nem at scanne:

  • Skriv med overskrifter og underoverskrifter
  • Brug punktopstillinger
  • Sørg for luft mellem afsnit
  • Fremhæv vigtige pointer.

Læs lige det sidste punkt igen, og overvej, hvad dit stærkeste kort er ift. netop den stilling, du søger? Din erfaring? Et konkret resultat? Eller din vidunderlige humor?

Sørg for at det er let at få øje på i en overskrift eller en fremhævet sætning.

 

#5 Slap af, og vær dig selv, når du skriver

Hvis du tror, at du skal skrive på en særlig professionel måde, lyde klog og demonstrere dit store ordforråd i en masse flotte formuleringer i din ansøgning, så tro om.

Det er netop forsøget på at skrive på den måde, der gør de fleste jobansøgninger alt for kedelige og stive i det.

Skriv hellere som om du skriver til en god ven.

Skriv med lige præcis de ord og den humor, som man ville møde, hvis man talte med dig ansigt til ansigt ude i virkeligheden. Det vil gøre, at man kan mærke dig og din personlighed, når man læser ansøgningen.

Husk, at din kommende arbejdsgiver ikke kun leder efter en ny medarbejder. De leder også efter en kollega. En som er hyggelig at spise frokost med, og en som er rar at arbejde sammen med.

Forfatter

  • Gitte Stounberg er anerkendt journalist og tekstforfatter med en mission: Der skal være færre flade og kedelige tekster her i verden. Hun står bag https://www.onlineskrivekurser.dk, hvor hun underviser selvstændige samt kommunikationsfolk at skrive tekster, der bliver læst – og som får læseren til at reagere. Derudover holder hun workshops for bl.a. jobsøgende, som vil lære kunsten at skrive ansøgninger, der får dem til samtale.

    Vis alle indlæg

Gitte Stounberg

Gitte Stounberg er anerkendt journalist og tekstforfatter med en mission: Der skal være færre flade og kedelige tekster her i verden. Hun står bag https://www.onlineskrivekurser.dk, hvor hun underviser selvstændige samt kommunikationsfolk at skrive tekster, der bliver læst – og som får læseren til at reagere. Derudover holder hun workshops for bl.a. jobsøgende, som vil lære kunsten at skrive ansøgninger, der får dem til samtale.