10 veje til at håndtere ledighedsstress og at skabe mental sundhed
At være ledig kan være en udfordring, men struktur og selvomsorg kan gøre perioden lettere. Det er vigtigt at anerkende sine følelser, men også at skabe en daglig rutine for jobsøgning, hvor der er plads til pauser og fritid. At finde mening i hverdagen, f.eks. gennem frivilligt arbejde eller fællesskaber, kan styrke trivslen. Man bør også tage aktivt ejerskab over sin situation ved at forstå reglerne og søge indflydelse. Stresshåndtering gennem vejrtrækningsøvelser, meditation, motion og sociale relationer er afgørende for at bevare motivationen og den mentale balance.
Sammenfatning skrevet af AI
Artiklen starter efter billedet…

At være ledig er hårdt arbejde, men ved at fokusere på nedenstående punkter, kan du skabe ændringer, der gør det nemmere at være udenfor arbejdsmarkedet i en periode. Og hvis du gør det sammen med andre eller får hjælp fra andre, bliver det endnu nemmere at skabe nogle gode rammer for din jobsøgningsperiode.
Stress giver en masse fysiske symptomer, der er ubehagelige og svækker din krop og nu her, samt på lang sigt. Stress sætter de kognitive færdigheder ud af funktion og skal tages alvorligt.
Giv dig selv lov til at have følelser.
Nogle tidspunkter er gode, andre er dårlige. Det er hårdt at være ledig, og du skal give dig selv lov til at være frustreret og ked af det – så længe de dårlige tanker ikke fylder alt. Hvis de gør det, skal du stresse af og gøre ting, der giver glæde.
Anse jobsøgningen som et arbejde og lav struktur for din hverdag.
Ingen ved hvor længe ledighedsperioden kommer til at vare, så derfor er det vigtigt, at du begrænser din jobsøgning til hverdagene. Hold fri på hverdagsaftener, i weekenderne og husk at holde ferie. Ingen kan holde til at bruge al sin tid på noget, der tærer på én.
Find ud af, hvilke jobsøgningsaktiviteter, du skal lave i den kommende uge og vælg ud, hvad du gør hvornår, så du ved, hvad du skal gå i gang med, når dagen går i gang. Sæt det hele ind i et fysisk ugeskema, så du nemt får overblik over dagen og ugen.
Husk at have gode, mentale pauser i løbet af din dag, hvor du bevæger dig, får spist og drukket, kigger ud ad vinduet – giver hjernen lov til at slappe af. Tilpas pausernes længde efter, hvor krævende opgaven inden pausen har været. Jo mere krævende, jo bedre og flere pauser, er der brug for. Og husk, at mentale pauser er skærmfri.
Skab mening i din jobsøgningsperiode.
Vi har brug for mening i vores liv for at kunne trives. Nogle har mening i livet gennem arbejdet. Som ledig er det ekstra vigtigt, at du finder ud af, hvad der vil give dig mening for dig i dit, og find ud af, hvordan du kan komme til at bruge tid på at gøre (mere af) det. Læg det ind i dit ugeskema, så det bliver prioriteret.
Skab indflydelse på din situation.
Find ud af, hvad du må og skal ifølge reglerne og sørg for, at du får mest muligt at skulle sige i forhold til aktivering og møderne med de forskellige konsulenter. Nogle gange har du et valg eller kan finde en alternativ løsning på noget, der opleves som meningsløst for dig. Du kan også skabe indflydelse på andre områder end jobsøgningen i dit liv, det vil også mindske risikoen for at opleve stress og vil øge din trivsel.
Anvend dine ressourcer og kompetencer.
Mange ledige oplever ikke, at de anvender de kompetencer og ressourcer, de har. Derfor er det vigtigt, at du finder ud af, hvordan du kan få dem anvendt. Det gælder både dine faglige og personlige ressourcer og kompetencer. Du kan for eksempel lave frivilligt arbejde, eller sørge for at holde dig fagligt i gang. Husk at få tilladelse fra din a-kasse, hvis aktiviteten kræver det. Der er desværre ikke frit valg på alle hylder.
Lav vejtrækningsøvelser.
Stress medfører, at vejret trækkes overfladisk, så vi er klar til kamp eller flugt, og det er ikke den del af nervesystemet, der skal være mest aktiv under jobsøgningen. Derfor skal du aktivere den del af nervesystemet, der arbejder i ro. Det kan du gøre ved at trække vejret helt ned i maven – under navlen. Du skal trække vejret langsomt ind gennem næsen og langsomt ud gennem munden. Prøv fx at trække vejret ind, mens du tæller til 4, hold vejret, mens du tæller til 4, pust ud, mens du tæller til 6 og hold vejret, mens du tæller til 2. Begynd forfra 5 gange. På den måde aktiverer du også vagusnerven – den sociale del af nervesystemet.
Brug tid på meditation og indre ro.
Meditation er med til at skabe indre ro og gøre dig mere modstandsdygtig over for stress. Lån en meditations-cd, download en meditations- eller afspændingsapp eller opsøg et meditationshold. Yoga er også gode måder til at skabe indre ro og få stressen ud af kroppen – især yin-yoga og restorativ yoga er gode, når der er stress inde over.
Sørg for at dyrke motion – gerne i den friske luft.
Motion frigiver lykkehormoner og gør én modstandsdygtig over for stress. Motion producerer stresshormoner, og derfor kan du med fordel efterfølge motion med punkt 6 eller 7 for at skabe ro i nervesystemet. Er man meget stresset, skal man ikke dyrke hård motion – her skal der en sygemelding med stressbehandling, ro og hvile til. Gåture i naturen er godt både før, under og efter stress.
Sørg for at blive en del af et fællesskab.
Mange ledige er en del alene og oplever ensomhed. Opsøg jobsøgningsfælleskaber, faglige fællesskaber eller fritidsmæssige fællesskaber, så du styrker dine relationer til andre mennesker, kommer ud og oplever glæder og udfordringer ved livet, og kan grine og græde med andre. At sidde hjemme med en skærm på de såkaldte sociale medier kan aldrig dække ens sociale behov. Vi skal alle ud og mærke, se, høre, dufte og smage på verden for at kunne trives. Nogle har brug for mere socialt liv end andre.
Hav fokus på andre områder i dit liv.
Arbejdslivet er kun en del af vores daglige liv, og derfor kan du med fordel hente trivsel og mindre stress ved at fokusere på et godt fritidsliv, socialt liv, familieliv, sundhedsmæssigt liv osv. Find ud af, hvad du vil snakke med andre om, så du føler, at du i sociale sammenhænge kan vælge at tale om andet end det, der er svært for dig.
Nyeste indlæg

Bliv fundet på LinkedIn – sådan søger en recruiter
Bliv fundet på LinkedIn – sådan søger en recruiter For at blive fundet af recruiters på LinkedIn skal din profil
Bibliotek
Forfatter
-
Jeg er kandidat i pædagogisk psykologi med speciale i stress og relationer, certificeret stresscoach og trivselsvejleder, søvnvejleder, samt forfatter til bøgerne ”Ledig uden stress. Sådan skaber du trivsel som ledig”, ”Bliv mentalt stærk som ledig” og ”Sov dig til et bedre liv”. Jeg arbejder med stress i et helhedsperspektiv, hvor jeg ikke kun ser på psyken og det enkelte menneske, men arbejder med at se på de omgivelser og menneskelige relationer, som personen indgår i. Jeg møder hvert enkelt menneske, der hvor det er, med de udfordringer personen har. Jeg arbejder ud fra, at stress sætter sig både i krop og sind, og derfor skal der arbejdes med begge dele. Alle mennesker har ret til et liv i balance med stor trivsel og mindst mulig stress. Stresshåndtering og –forebyggelse, samt søvnvejledning arbejder jeg med både i form af undervisning, workshops og individuelle samtaler. Derudover har jeg hjemmesiderne www.hellealsted.dk og www.digitalindflydelse.dk, hvor det også er muligt at få mere viden og værktøjer om mental sundhed.
Vis alle indlæg